Det skal du vide, hvis du bruger Visa/Dankort
Hvad koster et Visa/Dankort, og hvorfor skal du være opmærksom på, om du bruger Dankort- eller Visakortdelen af dit betalingskort? Hvad er et Mastercard Dankort? Få svarene her.
Visa/Dankort er reelt to forskellige betalingskort samlet i ét – Dankortet og Visakortet.
Dankortet er Danmarks nationale betalingskort. Visakortet er et internationalt betalingskort.
Visa/Dankortet er et debetkort. Debetkort er direkte tilknyttet til din konto, så når du bruger dit kort, bliver beløbet trukket samme dag eller dagen efter.
Visa/Dankort er billigt
Folketinget har vedtaget, at der ikke må tages høje gebyrer for Dankortet, hverken fra dig eller fra butikkerne, når du bruger dit Dankort til at betale med i fysiske butikker. Betaler du med Dankort, betyder det, at de fleste butikker har lave omkostninger ved at modtage din betaling. Så kan de sælge deres produkter billigere.
Visa/Dankort har, som andre debetkort, ingen eller lave årlige gebyrer.
Betaler du med kortet i udlandet, skal du betale gebyrer, for eksempel valuta- og hævegebyr.
Dankortet har, i modsætning til andre debetkort, ikke saldokontrol. Det betyder, at du kan lave overtræk. Overtræk kan virke attraktivt, da du ikke bliver afvist ved kassen, hvis du ikke har penge på kontoen. Men du skal være opmærksom på, at det hurtigt bliver meget dyrt for dig, da banken trækker meget høje renter af et overtræk.
Brug primært Dankort-delen af kortet
Betaler du med Visa/Dankort i Danmark, anbefaler vi at du som hovedregel betaler med Dankort-delen af kortet.
Dankortet er generelt det billigste betalingskort i Danmark, når du handler i fysiske butikker. Her er gebyrerne faste, lave og bestemt ved lov. Ved internationale betalingskort er der intet loft over gebyrerne.
Når du betaler med Dankort-delen er du med til at holde prisen på betalinger nede. I de fleste butikker betaler du automatisk med Dankort-delen. Dog er nogle butikker begyndt at fravælge Nets som kortindløser (dvs. dem der står for butikkens kortautomater), for i stedet at vælge andre firmaer. Nets er de eneste, der kan indløse Dankortet, så hvis butikken har valgt et andet kortindløsningsfirma, så kan de ikke tage imod Dankortet, og har du en "rent" Dankort vil det blive afvist.
Visa og Dankort giver dig samme muligheder for at få dine penge tilbage, hvis du ikke modtager den vare, du har betalt for. Visa-kortet stiller dig dog bedre, hvis du handler med en virksomhed, der går konkurs.
Sådan skifter du mellem Visa og Dankort
Betaler du i fysiske butikker, er kortterminalerne mange steder indstillet til at tage imod Dankort-delen af dit Visa/Dankort, når du betaler.
For at bruge Visa-delen af dit Visa/Dankort skal du trykke på den gule knap ved tastaturet på terminalen, inden du betaler.
Vil du at betale med Visa-delen af dit Dankort online, trykker du på Visa-logoet og indtaster kortoplysningerne fra dit Visa/Dankort.
Vil du betale med Dankort-delen af dit Visa/Dankort, trykker du på Dankort-logoet.
Udenlandske onlinebutikker tager ikke imod Dankortet, så her bruger du automatisk Visa-delen af dit Visa/Dankort.
Sådan er du beskyttet mod misbrug
Visa/Dankortet giver ikke en ekstra beskyttelse i forhold til andre betalingskort, men ved onlinekøb er du beskyttet af 2-faktor godkendelsen.
2-faktor godkendelse beskytter dit betalingskort mod onlinesvindel og kræver, at du bekræfter din identitet ved onlinekøb via dit MitID eller en personlig sikkerhedskode.
Visa/Dankort på mobilen: Betalingsapps
Du kan bruge Visa/Dankortet i alle betalingsapps, men Apple Pay og Google Pay registrerer ikke Dankortdelen, med mindre du har Danske Bank. Det betyder, at du hos langt de fleste af landets banker automatisk betaler med Visa-delen af dit kort. Der er dog kommet krav om, at alle banker skal udbyde Dankort-delen af kortet i Apple Pay og Google Pay fra 2025.
Forbrugerrådet Tænk mener: Det er vigtigt at bevare Dankortet
Dankortet er desværre under pres fra mange sider, da bankerne promoverer internationale kreditkort som MasterCard og Visa-kortet, som de kan tjene flere penge på.
Hos Forbrugerrådet Tænk kæmper vi for at bevare Visa/Dankortet, fordi et samlet Visa/Dankort giver dig Danmarks billigste betalingskort og et kort, der er billigt at bruge i udlandet - i et og samme kort.
Rolf Høymann Olsen, forbrugerpolitisk medarbejder i Forbrugerrådet Tænk
Ventetiden trækker ud for Dankort-brugere, der vil betale med mobilen
Fra næste år skal danske banker inkludere Dankort-delen af Visa/Dankort i Apple Pay. Rundspørge viser, at der stadig er uklarhed om, hvordan udrulningen kommer til at foregå.
Skal du betale med Mastercard og Visa?
Hvad er forskellen på kreditkort som Mastercard og Visa – og Dankort? Hvad koster det, og hvad skal du være særligt opmærksom på? Læs med her.
Visas loyalitetsklub er svær at gennemskue
Det er svært at finde rundt i rabatterne i Visas loyalitetsklub, Visa Cashback - og desuden kan det på den lange bane være bedre for dig som forbruger at bruge Dankortet, da det er med til at holde virksomhedernes udgifter nede. Det mener bl.a. Forbrugerrådet Tænk.