Brugte biler: Har du stadig reklamationsret?
Køber du en brugt bil hos en forhandler, har du stadig ret til at klage over fejl og mangler. Få styr på dine rettigheder her.
En ny bil er dyr – derfor kan du spare mange penge ved at købe en brugt bil.
Køber du bilen hos en forhandler, er du dækket af købeloven. Det betyder, at du kan klage og få hjælp, hvis bilen ikke virker.
Køber du hos en privat sælger har du færre rettigheder.
Fejl og mangler kan du klage over hos en forhandler
Køber du bil af en bilforhandler, er fejl og mangler omfattet af reklamationsretten på bilen – også selv om bilen er brugt.
Vil du reklamere over fejl og mangler på din brugte bil, skal din reklamationsret dog ses i forhold til bilens alder, købspris, stand og hvordan forhandleren har markedsført bilen.
Forhandleren hæfter, hvis bilen er i ringere stand, end du med rimelighed kan forvente ud fra de oplysninger, du har fået om bilen
Du kan ikke klage over:
- Buler, smadrede ruder og andre mangler, som du selv kunne se på købstidspunktet.
- Fejl og mangler, der er tydeligt og konkret beskrevet i salgsmaterialet for bilen.
- Fejl, der blot skyldes almindeligt og forventeligt slid på bilen.
Forhandleren kan ikke tage din ret til at reklamere fra dig ved at skrive "købt som beset" i annoncen.
Tjek bilen, før du køber
- Tjek bilens registreringsattest, servicehæfte og eventuel synsrapport, før du køber. Det fortæller dig om bilens stand, og det kan afsløre eventuelt fusk med kilometertælleren.
- Få tjekket bilen af en fagmand. Få eventuelt lavet en brugtbilsattest - udgifterne kan hurtigt være tjent ind, hvis testen opdager graverende fejl, som skal udbedres.
- Undersøg oplysninger om bilen i det landsdækkende register "Bilbogen". Her kan du for eksempel se, om der er gæld i bilen.
- Få en udførlig slutseddel. Sørg for, at alle dine aftaler med forhandleren står i slutsedlen, før du skriver under.
Klag altid til forhandleren først
Vil du klage over dit bilkøb, skal du først kontakte forhandleren og prøve at nå til enighed med ham eller hende.
Vil brugtvognsforhandleren ikke løse de fejl og mangler, der er ved bilen? Så kan du hæve handlen og få pengene tilbage. Har du kørt meget i bilen, kan det undtagelsesvis komme på tale, at du modregnes med et mindre beløb pr. kørte kilometer.
Kan bilforhandleren og du ikke blive enige, kan du kontakte Ankenævnet for biler.
Forbrugerrådet Tænks rådgivning rådgiver kun om situationer, hvor du har købt en vare af en virksomhed eller butik. Vi kan desværre ikke hjælpe dig i sager, hvor du har handlet med private.