Dom mod Jyske Bank er et nederlag for forbrugerne
Rettens konklusion i sag mellem Forbrugerombudsmanden og Jyske Bank er et nederlag for forbrugerne. Dommen er et udtryk for en skæv balance mellem banker og bankkunder, der ikke er sikret mod negative renter, mener cheføkonom.

Da der den 1. september 2025 faldt dom i sagen mod Jyske Bank om negative renter for private kunder, var det ikke til forbrugernes fordel. Sø- og Handelsretten konkluderede nemlig, at det hverken er i strid med regler eller god skik, at Jyske Bank fra 2019-2022 ændrede i aftalevilkårene for en række konti, der blev pålagt negative renter.
“Det er en rigtig dårlig nyhed for bankkunder og for forbrugerne i det hele taget. Når man skriver under på en aftale i sin bank, skal man kunne gå ud fra, at aftalen er bindende for begge parter. I dette tilfælde har forbrugerne skrevet under på en aftale og er alligevel endt med en langt mindre favorabel model, hvor de pludselig skulle betale negative renter for fx at have en børneopsparing eller aldersopsparing stående,” siger cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk Morten Bruun Pedersen.
Her burde forbrugerbeskyttelsen være stærkere. Morten Bruun Pedersen Cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk
I de aftaledokumenter, som de berørte kunder har underskrevet, stod der, at renterne var variable. Men det er ikke ensbetydende med, at det er okay at ændre renten fra plus til minus, mener Morten Bruun Pedersen. Slet ikke når der er tale om konti, hvor pengene er bundet i en periode, hvilket var tilfældet.
“Det kan i forvejen være svært for forbrugerne at forstå de komplekse bankdokumenter. Når banken samtidig får meget vide rammer til at ændre vilkårene undervejs, så foringer det forbrugerbeskyttelsen voldsomt. Her burde forbrugerbeskyttelsen være stærkere.”
Forbrugerombudsmanden overvejer at anke
Det var Forbrugerombudsmanden, der i sin tid lagde sag an mod Jyske Bank, da de ikke mente, det var i orden at indføre negative renter på de pågældende konti. Samtidig mente Forbrugerombudsmanden, at de forretningsvilkår, der gjorde det muligt at ændre renterne, var ugyldige.
“Vi har netop modtaget dommen. Nu vil vi nærlæse den og tage stilling til, hvad der videre skal ske. Det er derfor for tidligt at sige, om vi vil anke dommen eller ej,” udtaler forbrugerombudsmand Torben Jensen.
Jyske Bank var den første bank, der indførte negative renter på private opsparingskonti, men flere andre banker tog siden praksissen til sig. Ifølge en opgørelse fra Nationalbanken har de negative renter i alt kostet bankkunderne 4,4 mia. kroner.

“Udover at sagen i sig selv ville have været en vigtig forbrugersag at vinde, så havde jeg også håbet på, at en dom, der faldt til forbrugernes fordel, ville kunne have dannet præcedens, så det stod klart for alle banker, at den praksis ikke er i orden. I stedet sidder vi nu med en dom, der viser, at forbrugerne ikke har den beskyttelse, de regnede med, og at balancen mellem bank og kunde er skæv,” siger Morten Bruun Pedersen.
Morten Bruun Pedersen håber og forventer, at Forbrugerombudsmanden vil anke dommen, siger han, og tilføjer:
“Som enkelt kunde er det stort set umuligt at køre en sag mod banken, hvis man mener, man er blevet uretfærdigt behandlet eller skal have penge tilbage. Derfor er det vigtigt, at Forbrugerombudsmanden kæmper forbrugernes sag, så den enkelte forbruger ikke står alene.”

Få hjælp til at forhandle renten på din opsparing op
Indlånsrenten i Nationalbanken er høj, men hos bankerne er renten stadig lav på indlånskonti. Vil du gerne have et bedre tilbud fra banken? Vi har lavet en skabelon, du kan bruge til at kontakte dem.

Disse pengesedler bliver snart ugyldige
Har du kontanter liggende, så er det værd at kigge dem grundigt igennem. Nogle af de pengesedler, der udgår den 31. maj 2025 minder nemlig om de nyeste. Få overblik her.

Kim og May-Britt har optimeret opsparingen: Uvildig rådgivning fjernede den sidste tvivl
Medlemmer af Forbrugerrådet Tænk får 25 procent rabat hos UvildigRaad, der rådgav Kim og May-Britt om deres investeringer.