75 år i forbrugernes tjeneste
Uanset, hvad fremtiden bringer, er vi her for at hjælpe danske forbrugere. Ligesom vi har været det i 75 år.
Det har aldrig været nemmere at forbruge, end det er i dag. Til gengæld har det aldrig været sværere at finde vej i forbrugerjunglen. Markedsføring og mærkningsordninger lover os guld og grønne skove, men det er blevet tilsvarende nemt at fare vild og blive snydt. Vi kan købe ind med et par hurtige klik, men det tager samtidig timer at læse vilkår og betingelser. Techgiganterne handler med vores private data, uden at vi rigtigt kender prisen.
Det er 75 år siden, at danske husmødre marcherede mod Christiansborg og siden stiftede Danske Husmødres Forbrugerråd i protest mod, at der kun var få varer af dårlig kvalitet tilgængelige for familierne.
I dag hedder vi Forbrugerrådet Tænk, og vi kæmper stadig forbrugernes sag. Og det vil vi gøre med uformindsket styrke - også i fremtiden.
Forbrugerrådet Tænk er Danmarks eneste uafhængige organisation, der arbejder for forbrugernes rettigheder.