Wish.com: Hvad er der mon i produkterne?
Shopper du kosmetik hos wish.com? Ofte ved du ikke, hvad der er i produktet. Halvdelen af de kosmetiske produkter havde ikke ingredienslister, viser vores nye tjek.
Wish.com er en netbutik, der tilbyder alverdens produkter til en pris, der typisk er meget billig. Mange varer produceres og sendes fra Kina.
Produkter fra denne slags hjemmesider har dog i Forbrugerrådet Tænks undersøgelser vist sig i flere tilfælde at være af tvivlsom kvalitet. Desuden kan produkter fra disse hjemmesider have problemer med at leve op til lov og sikkerhedskrav i EU.
Forbrugerrådet Tænk Kemi har derfor indkøbt 39 kosmetiske produkter. Det er for at kigge nærmere på, om de lever op til de standarder, som findes herhjemme.
Ingrediensliste mangler: Du ved ikke, hvad der er i
I EU er der lovkrav til, at kosmetiske produkter som cremer, deodoranter eller mascara skal have en ingrediensliste.
En ingrediensliste hjælper dig til at se, om der for eksempel er parfume i produktet. Du kan også bruges apps som Kemiluppen til at tjekke, om produktet indeholder stoffer, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
21 ud af 39 indkøbte produkter fra wish.com havde ikke EU's påkrævede ingrediensliste, som ellers skal fortælle dig, hvad der er i produktet.
Creme indeholder ulovlig konservering
En Nivea-creme i undersøgelsen viste sig ikke at være tilladt at sælge i EU.
Cremen havde en ingrediensliste. Men den indeholdt 2 allergifremkaldende stoffer (methylisothiazolinone og methylchloroisothiazolinone), som har været forbudt i blandt andet cremer siden februar 2017.
Cremen ligner den klassiske blå Nivea-bøtte, som også findes på det danske marked. Men i Danmark er den uden de 2 allergifremkaldende stoffer.
Denne foundation lever ikke op til kravene
En L'Oréal-foundation levede ikke op til reglerne for mærkning af kosmetik i EU. Ingredienserne var listet op som et medicinsk produkt og solfaktoren var 17. I EU skal solfaktoren angives som SPF10, 15, 20 og så videre.
Foundationen fra L'Oréal indeholdt desuden 5 stoffer, der alle udløser den laveste bedømmelse i Forbrugerrådet Tænk Kemis test. Det skyldes, at de er miljøbelastende, allergifremkaldende eller mistænkt for at være hormonforstyrrende.
Produkter med samme navn, L’Oréal True Match Super-blendable make-up, findes på det danske marked uden disse problematiske indholdsstoffer.
Om undersøgelsen
-
Forbrugerrådet Tænk Kemi har bestilt 41 forskellige kosmetiske produkter fra netbutikken wish.com. Godt 3 måneder efter bestilling var 39 af de bestilte produkter kommet.
Produkterne er herefter undersøgt for, om de har en forståelig ingrediensliste.
Produkter med en forståelig ingrediensliste er gennemgået og tjekket for indhold af problematiske stoffer.
Produkterne kostede fra 6,50 til 210 kroner og omfattede blandt andet pudder, mascara, neglelak, creme, foundation og primer, læbestifter med mere.
5 af produkterne var fra kendte internationale brands: Garnier, L'Oreal, Nivea, Biotherm og Weleda
De øvrige produkter var ukendte brands.
-
Af de 39 modtagne produkter var:
- 21 produkter uden den af EU påkrævede ingrediensliste (INCI).
- 18 produkter, herunder de 5 produkter fra internationale brands, med ingrediensliste.
I mere end halvdelen af tilfældene havde Forbrugerrådet Tænk Kemi dermed ingen mulighed for at se, hvilke ingredienser produktet indeholdt.
De 18 produkter med en forståelig ingrediensliste, levede i de fleste tilfælde op til retningslinjerne for europæisk kosmetik.
Af de 18 produkter med ingrediensliste var:
- 1 produkt (Nivea) med indholdsstoffer, der er ulovlige i produkter, der forhandles i EU.
- 9 produkter med indholdsstoffer, der udløser den laveste kemibedømmelse i Kemiluppen. Det drejer sig om stoffer, der er lovlige i EU, men som er mistænkt for at være hormonforstyrrende, særligt belastende for miljøet eller særligt allergifremkaldende.
- 8 produkter med indholdsstoffer, der udløser den mellemste kemibedømmelse i Kemiluppen. Der drejer sig om parfume, planteekstrakter, der kan give allergi eller miljøproblematiske stoffer.
- Primært om parfumestoffer, der kan give allergi.
Ingen af de 18 produkter var helt fri for den række af problematiske indholdsstoffer, der bedømmes i Kemiluppen. Ingen af dem ville altså få den bedste kemibedømmelse.
Følgende problematiske stoffer fandt vi i de indkøbte produkter:
- BHT, butyl-, propyl- og metylparaben samt ethylhexyl methoxycinnamate, der er alle er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
- Cyclopentasiloxane, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende samt belastende for miljøet.
- Methylchloroisothiazolinone, methylisothiazolinone, diazolidinyl urea samt propyl gallate, der alle er allergifremkaldende.
- C9-15 fluoroalcohol phosphate samt polyperfluoromethylisopropyl ether, der begge er fluorstoffer, der er belastende for miljøet og mistænkes for at kunne have uønskede effekter på sundheden.
-
”Wish er blevet uhyre populært blandt forbrugerne og er i dag den femtemest brugte webshop i Danmark, viser tal fra Foreningen for Dansk Internethandel. Det bekymrer os, for som Forbrugerrådet Tænk Kemis undersøgelse viser, lever mange af produkterne ikke op til europæisk og dansk lovgivning. Det er konkurrenceforvridende overfor de danske og europæiske producenter og sætter ikke mindst forbrugersikkerheden på spil. Uanset om man som forbruger køber sin creme eller mascara i en fysisk butik eller på nettet, skal man kunne stole på, at produktet ikke udgør en sundhedsrisiko. Det er desværre ikke tilfældet, når man handler på wish.com. Derfor opfordrer vi ligesom Forbrugerrådet Tænk Kemi til ikke at handle kosmetik og personlig pleje på wish.com og andre kinesiske webshops.”
Helle Fabiansen, adm. direktør, Kosmetik- og hygiejnebranchen
Forbrugerrådet Tænk Kemi: Køb ikke kosmetik på wish.com
”Som udgangspunkt kan vi ikke anbefale dig at købe personlige plejeprodukter og kosmetik på wish.com. Mange af produkterne lever ikke op til de europæiske kosmetikregler, da de ikke har en ingrediensliste. Som forbruger har du derfor ingen anelse om, hvad der er i produkterne.”
Stine Müller, projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi
Kemiluppen: Tjek dine produkter for uønsket kemi
Kemiluppen er en app, der hjælper dig med at undgå problematiske stoffer i kosmetik og pleje samt vask og rengøring.
Neglelak: Fem tips til at undgå uønsket kemi
Neglelak og andre negleprodukter kan indeholde uønsket kemi. Få hjælp til at mindske din udsættelse for uønskede stoffer her.
Kosmetik uden for EU kan du ikke regne med er sikkert
Ansigtsmasker, læbepomader, hårolier og cremer fra udenlandske webshops kan indeholde problematiske stoffer som fx PFAS eller parabener.