Balloner kan indeholde kræftfremkaldende stoffer
Balloner er festlige til børnefødselsdage. Men de kan også afgive kræftfremkaldende kemiske stoffer, når du puster dem op, eller når børn har dem i munden.

Forbrugerrådet Tænk Kemi har testet 15 forskellige balloner for, om de afgiver de problematiske kemikalier nitrosaminer og nitroserbare stoffer.
Flere balloner overholder kravene
Testen viser, at der er flere gode kemivalg blandt de testede balloner.
8 ud af 15 balloner overholder grænseværdierne. Ballonerne havde enten en lav afgivelse eller en afgivelse lige omkring grænseværdien. De var alle fra danske forhandlere.
Nitrosaminerne kan du undgå, hvis du i stedet puster ballonerne op med en ballonpumpe.
Pas på med at købe fra online markedspladser
7 af de testede balloner havde afgivelser over grænseværdierne.
5 ud af disse 7 balloner var købt på online markedspladser som for eksempel Wish.com og Amazon. Ballonerne var dermed fra virksomheder udenfor EU, der ikke skal leve op til de samme kemikaliekrav som i Danmark og de andre EU-lande.
Forbrugerrådet Tænk Kemi anbefaler ikke at købe blandt andet legetøj som balloner på online markedspladser.
Seks gode råd til balloner
- Køb balloner fra danske forhandlere – enten i fysiske butikker eller på danske online shops.
- Returner balloner, der lugter meget kemisk.
- Brug altid en såkaldt ballonpumpe til at puste balloner op med. Så slipper du og børnene for at sutte på ballonerne, når de skal pustes op.
- Undgå at børnene i øvrigt sutter på ballonerne.
- Smid balloner ud, der er gået i stykker. Det mindsker risikoen for, at børnene kan blive kvalt.
- Sørg for, at brugte balloner havner i skraldespanden, og ikke naturen, når festen er forbi. Det gælder også for balloner, der sælges som 'bionedbrydelige'.

Forskellige produkter til børn indeholder parfume
Alt fra viskelæder og slim til sandaler og puslespil kan indeholde parfume, som kan give børn livslang allergi.

Legetøj fra kinesiske webshops kan være farligt for dit barn
Legetøj og ting til børn kan du finde billigt på kinesiske webshops, men se dig for. Forbrugerrådet Tænk har shoppet i Asien og fandt flere alvorlige fejl.

Tjek Kemien: Få skadelige kemikalier frem i lyset
Med appen Tjek Kemien kan du stå sammen med europæiske forbrugere om at skabe viden om uønsket kemi. Hent appen, og hjælp med at scanne produkter.