Sensitive og parfumefrie rengøringsmidler kan indeholde uønsket kemi
Vaskemidler og andre rengøringsmidler, der markedsføres med at være sensitive eller parfumefri, kan indeholde allergifremkaldende stoffer.
Sensitiv, mild og parfumefri er eksempler på markedsføring, du kan støde på, når du skal købe fx vaskemidler, opvaskemidler og andre rengøringsmidler.
Disse anprisninger kan opfattes som, at produkterne er mildere, mere skånsomme og fri for en række problematiske kemikalier. Men det er ikke altid tilfældet.
’Sensitiv’ og ’parfumefri’ er ikke en garanti mod uønsket kemi
Står der ’parfumefri’ på dit produkt, er det, som ordet hentyder til, uden parfume.
Det er relevant information, hvis du har parfumeallergi, eller hvis du ønsker at begrænse mængden af parfume i produkter.
Men det betyder ikke nødvendigvis, at produktet ikke indeholder andre allergifremkaldende stoffer.
Det samme gælder for produkter, der markedsføres med at være sensitive. Her kan det være, at produktet er udviklet til sensitiv hud, men derfor kan det godt indeholde parfume.
Disse vaske- og rengøringsmidler kan vildlede
Vi har fundet et par eksempler på vaske-og rengøringsmidler i appen Kemiluppen, der beskrives som sensitive eller parfumefri, men som indeholder allergifremkaldende stoffer eller parfume.
- Biotex color parfumefri (indeholder det allergifremkaldende konserveringsmiddel methylisothiazolinone)
- Persil sensitive opvasketabs (indeholder parfume)
- Ecover sensitive opvaskemiddel (indeholder parfume)
- Ecover sensitive skyllemiddel (indeholder parfume)
De fleste forventer ikke allergifremkaldende indhold
En tidligere undersøgelse fra 2018 af Forbrugerrådet Tænk viste, at næsten tre ud af fem (57 procent) forventede, at produkter, der markedsføres som sensitive, var uden allergifremkaldende stoffer.
83 procent svarede også, at de kun i ringe grad eller slet ikke synes, at det var i orden, at sensitive produkter indeholdt stoffer, som kunne give allergi.
Undersøgelsen var baseret på svar fra mere end 1.100 danskere.
Forbrugerrådet Tænk Kemi: Forbrugere kan blive vildledt
”Du bør ikke komme hjem med allergifremkaldende stoffer i dine indkøb, hvis du har valgt et produkt, der direkte skriver, at det er sensitivt eller parfumefrit. Som forbruger er det umuligt at gennemskue, hvad den slags udsagn reelt betyder, når produkterne trods anprisningerne alligevel godt kan indeholde allergifremkaldende stoffer."
Stine Müller, projektleder, Forbrugerrådet Tænk Kemi
Hvad siger reglerne om anprisninger?
Generelt skal påstande om produkter ifølge markedsføringsloven være korrekte og præcise, relevante og afbalancerede og klart formuleret, så forbrugerne umiddelbart forstår dem og ikke bliver vildledt.
Ifølge Miljøstyrelsen er der regler for kemiske produkter som vaske- og rengøringsmidler, der skal beskytte forbrugerne mod markedsføring, der kan vildlede dem til at tro, at et produkt er uskadeligt, selvom det kan udgøre en risiko for sundhed eller miljø.
Det er fx ikke tilladt at skrive, at et produkt ikke indeholder et bestemt stof, hvis produktet i øvrigt indeholder andre stoffer, der er lige så skadelige. Men der findes ikke mere præcise regler og anvisninger i forhold til anprisninger som parfumefri og sensitiv for vaske- og rengøringsmidler.
Du kan derfor opleve, at produkter, der udgiver sig for at være parfumefri eller sensitive, kan indeholde stoffer, som er allergifremkaldende eller har andre uønskede effekter.
Sådan undgår du uønskede kemikalier
Det er ofte ikke det enkelte stof i det enkelte produkt, som du skal være bekymret for. Men det er en god ide at begrænse din samlede udsættelse for uønsket kemi i dine produkter. Det gælder også parfume, der kan give allergi.
Vil du gerne undgå uønsket kemi i vaske- og rengøringsmidler, kan du bruge vores gratis app Kemiluppen til at tjekke dine produkter for uønsket kemi.
Vi bedømmer alle indholdsstofferne i produkterne - uanset produkternes anprisninger og markedsføring.
Du kan også gå efter mærkerne Den Blå Krans eller Allergy Certified for at undgå allergifremkaldende stoffer og Svanemærket for at undgå andre problematiske stoffer som fx mistænkt hormonforstyrrende stoffer.
Har et produkt med både et allergimærke og Svanemærket, er det generelt et godt valg for både sundhed og miljøet.