”Antibakteriel” behandling af produkter er ofte uønsket kemi
Produkter angivet som antibakterielle eller lugtfri er ofte behandlet med bakteriedræbende biocider. Men disse stoffer har en række uønskede egenskaber.
”Antibakterielle”, ”bakteriedræbende” eller ”lugtfri”.
Disse udtryk kan du støde på, hvis du shopper efter visse typer af sportstøj, skærebrætter, køleskabe, sandaler osv.
Produkter angivet som antibakterielle, bakteriedræbende osv. er oftest behandlet med biocider, som er kemiske stoffer, der kan bekæmpe bakterier, svampe og andre levende organismer.
Men disse stoffer kan have andre uønskede effekter på din sundhed og miljøet.
Biocider kan potentielt skade sundhed og miljø
Bakteriedræbende biocider er lavet til at slå levende organismer ihjel, og derfor kan de potentielt også skade sundheden og miljøet.
Forskere og myndigheder er også bekymrede for, at nogle biocider kan være med til at skabe resistente bakterier. Det betyder, at bakterierne ikke kan slås ihjel med antibiotika.
Myndighederne er i gang med at evaluere biocidaktivstoffer for deres sikkerhed. Nogle stoffer vurderes ikke sikre og må fremadrettet ikke bruges.
Produkter behandlet med biocider: Disse udtryk skal du gå uden om
Produkter behandlet med biocider kan hedde mange forskellige ting. Det bruges i mange forskellige produkter såsom sportstøj, køleskabe, skærebrætter, sandaler, telefoncovers, ammeindlæg, sportsudstyr, laminatgulv mm.
Gå uden om disse udtryk:
- Antibakteriel
- Bakteriedræbende
- Antiviral
- Virusdræbende
- Svampedræbende
- Lugtfri
- Mugafvisende eller lign.
Rengøring kan erstatte bakteriedræbende behandling
Når du skal bekæmpe bakterier, er bakteriedræbende eller antibakteriel behandling sjældent nødvendigt. Helt almindelig rengøring med vand og sæbe er generelt et bedre valg.
Vil du gerne undgå uønskede kemikalier, kan du vælge miljø- og allergimærkede rengøringsmidler.
Den bedste måde at undgå uønskede biocider i dine produkter er at gå uden om hverdagsprodukter, der angiver at være antibakterielle, bakteriedræbende eller lugtfri.
Antibakterielt behandlede produkter skal ofte fortælle om kemien
Hvis et produkt markedsføres som antibakterielt eller lignende, har du ret til at vide præcis, hvilke aktivstoffer der er brugt. Aktivstoffet er det, som virker mod bakterier, virus eller mug i produktet. Dette stof skal være angivet på produktet. Det skal også stå, hvis aktivstoffet er nanostoffer. I en del produkter er aktivstoffet sølv. Her vil det så stå angivet som ”sølv (nano)”.
Hvis der ikke specifikt står, hvilke aktivstoffer der er angivet, er det antibakterielle produkt ulovligt.
Visse problematiske aktivstoffer har krav til, at de altid skal mærkes uanset markedsføringen.
Du kan altid spørge virksomheden, om produktet indeholder biocider
Reglerne på området er generelt skruet sådan sammen, at et antibakterielt behandlet produkt primært skal angive aktivstofferne, hvis det direkte markedsføres som antibakterielt eller lignende.
Der kan derfor godt være brugt biocider, uden at det står på produktet. Men du har ret til at få det at vide.
Du kan spørge virksomheden, om et produkt indeholder biocider. Du skal have svar inden for 45 dage. Spørg fx ind til produkter som sportstøj, sko, skærebrætter, køleskabe osv.
Stikprøve viser rod i mærkningen af antibakterielle produkter
En stikprøve fra 2021 af Forbrugerrådet Tænk Kemi viser, at der er fejl og mangler på mærkningen i flere produkter, der markedsføres som antibakterielle eller lign.
Dette fandt vi i stikprøven af 7 antibakterielle produkter
- 2 ud af 7 produkter var mærket med det rigtige aktivstof. Det fremgik dog ikke, at stoffet var i nanoform, hvilket er et lovkrav.
- 1 produkt var mærket med forkert aktivstof. Stoffet viste sig at være et andet end det, som var angivet.
- 3 produkter manglede helt oplysninger om aktivstof, hvilket også er et brud på reglerne.
- 1 produkt viste sig ikke at være antibakterielt behandlet, selvom det ellers markedsførte sig med det.
En rapport fra EU’s kemikalieagentur viser også, at en tredjedel af i alt 1.800 produkter fra 22 EU-lande havde fejl i mærkningen som ”antibakteriel”.
Blandt de danske produkter er der fejl i alle, og flere af dem er også behandlet med ulovlige kemikalier.
Virksomheder må kun bruge disse stoffer
De bakteriedræbende aktivstoffer skal være godkendt af myndighederne. Eller også skal de være i proces til at blive det.
Vær opmærksom på, at biocider godkendes til forskellige produkttyper.
Du kan selv tjekke, om det er godkendt til den aktuelle brug.
Produkter som sportstøj og skærebrætter vil høre ind under godkendelsen ”PT 2”. Det er ”Produkter til desinfektionsmidler og algedræbende midler, som ikke er beregnet til direkte anvendelse på mennesker eller dyr”.
Tøj af genanvendt plastik kan være skidt for miljøet
En skjorte eller et par træningsbukser lavet af genanvendt plastik kan umiddelbart lyde som en god idé for den klima- og miljøbevidste forbruger, men virkeligheden er, at tøj af genanvendt plastik ofte gør mere skade end gavn.
Gummistøvler: Ingen er helt fri for uønsket kemi
Kemitesten viser, at alle gummistøvler til børn indeholder uønsket kemi. Nogle indeholder kun små mængder uønsket kemi, mens andre fund var større.
Undgå disse kemikalier i flyverdragter
Mange flyverdragter i vores test er gode valg, men en enkelt flyverdragt indeholder fluorstoffer. Se dem her.