10 Halloween-ansigtsmalinger til børnene uden uønsket kemi
Parfume og mistænkt hormonforstyrrende stoffer kan være i sminke, der forvandler børn til monstre eller dyr. Vi har fundet 10 gode valg til halloween.

Du kan købe mange forskellige farverige malinger til falsk blod eller uhyggelig udklædning i supermarkeder, legetøjsbutikker, spøg- og skæmtbutikker mm.
Men ansigtsmaling er - ligesom kosmetik - et produkt, du smører direkte på børnenes hud, og som bliver siddende længe. Børn optager kemikalierne i malingerne gennem huden, og er særligt sårbare overfor stoffer, der er allergifremkaldende eller mistænkt hormonforstyrrende. Det gælder fx parfume, som kan være i ansigtsmaling eller andre kosmetik- og plejeprodukter markedsført til børn.
Derfor har vi fundet 10 bud på ansigtsmaling uden problematiske kemikalier, så dit barn trygt kan have uhyggelig sminke på til halloween og fastelavn.
Uønsket kemi i ansigtsmaling er ikke i sig selv sundhedsskadeligt, men det bidrager til børnenes samlede eksponering fra produkter, mad, indeklima mm. Dette kaldes også for cocktaileffekten.
Uhyggelig ansigtsmaling uden uønsket kemi
Tjek din egen sminke i Kemiluppen
I vores app Kemiluppen finder vi 16 teatersminker og ansigtsmalinger, der indeholder konserveringsmidler, som kan være mistænkt hormonforstyrrende og stoffer, der kan give livslang allergi - såsom parfume.
Men der findes også mere end 125 typer sminke og ansigtsmaling til halloween og fastelavn, der er uden uønsket kemi. Disse produkter får den bedste kemibedømmelse A-kolben.
I appen er ansigtsmaling og sminkesæt betegnet som ”teatersminke” under kategorien "make-up og dufte”.
Fem tips til halloweensminke
Undgå sminke på læberne
Sminke kan indeholde det problematiske stof titaniumdioxid - også kaldet CI 77891, som er forbudt i fødevarer, fordi det kan skade menneskets DNA, når vi indtager det.
Derfor er det en god ide at undgå sminke på læberne med titaniumdioxid, som du uundgåeligt vil spise en smule af.
Beskyt huden med en fed creme under sminken
En fed parfumefri creme er god at bruge som underlag for sminken. Så er den lettere at fjerne fra huden bagefter.Brug fx x en miljømærket creme, som du kan finde i appen Kemiluppen.
Vær omhyggelig med at fjerne sminken. Brug vand og mild sæbe, hvis det er vandbaseret sminke.
Du kan også bruge en mild rensecreme eller olie, hvis det er fedtbaseret sminke.
Undgå at smøre sminken på læber, om øjne og på områder, hvor huden er meget tør, revnet eller på smårifter og sår.
Undgå allergiske reaktioner
Det er vigtigt at tage allergiske reaktioner i opløbet. Derfor bør du opsøge læge og bede om en test, hvis du eller dit barn oplever en reaktion over for bestemte produkter.
Du skal fjerne sminken med det samme, hvis den irriterer huden.
Tjek om der er en indholdsdeklaration
Køb kun halloweensminke eller fastelavnssminke, der har en indholdsdeklaration.
Sådan en skal være på sminken, vedlagt eller til at få i butikken.
Reglen om deklaration gælder dog ikke for webbutikker, der ikke er forpligtet til at oplyse om ingredienserne. Men når du modtager produktet, skal der være ingrediensliste på.
Tjek holdbarhedsdatoen
Se efter en holdbarhedsdato på emballagen.
Smid produktet ud, når holdbarhedsdatoen er overskredet.