Babboe-ladcykler tilbagekaldt: Hvad skal du gøre?
En række ladcykler fra Babboe er tilbagekaldt. Resten af cyklerne kan få et gratis sikkerhedstjek.

Fotokredit: Getty Images
Babboe har tilbagekaldt en række modeller af deres ladcykler i Danmark:
- Babboe E-City
- Babboe City
- Babboe E-Mini
- Babboe Mini
- Babboe City Mountain (købt før 2020)
- Babboe Slim Mountain
- Babboe Pro Trike (hele serien)
Hvis du har en anden model end de tilbagekaldte, opfordrer den danske forhandler til, at du tager imod deres tilbud om et gratis sikkerhedstjek. Denne opfordring anbefaler Forbrugerrådet Tænk at følge.
Baggrunden for tilbagekaldelsen er, at den hollandske cykelproducent har fået flere henvendelser om ødelagte rammer, og at myndighederne i Holland har vurderer, at det kan føre til meget alvorlige skader fx hvis børn falder ud af kassen.
Ifølge Babboe omfatter problemerne mangler på stellet og/eller ladcyklens øvrige dele, som kan medføre sikkerhedsrisici, med alvorlig personskade til følge.
Hvis du har oplevet sikkerhedsproblemer med din Babboe-ladcykel, er det vigtigt, at du fortæller myndighederne om det.
Hvad har du ret til?
Hvis din ladcykel bliver tilbagekaldt af myndighederne, vil du som udgangspunkt have ret til en af følgende tre ting:
- Reparation, så cyklen bliver sikker
- Ombytning til en cykel uden problemer
- Pengene tilbage
Sikkerhedsstyrelsen i Danmark har ikke lavet en myndighedstilbagekaldelse af ladcyklerne, som de har i Holland. Det kan have betydning for dine rettigheder. Forbrugerrådet Tænk har ikke kendskab til praksis fra tilsvarende tilfælde.
Vi kan dog se, at Babboe tilbyder ombytning for alle tilbagekaldte cykler, der er leveret efter 1. januar 2019. Babboe tilbyder også, at du kan vælge en cykel af højere kvalitet, fordi du ikke har kunnet bruge din gamle cykel i en periode.
Er din tilbagekaldte ladcykel leveret før 1. januar 2019, tilbyder Babboe et tilgodehavende baseret på en dagspris. Det kan du bruge til at købe en ny ladcykel.
Efter Forbrugerrådet Tænks opfattelse bør du dog også kunne få udbetalt pengene, i stedet for et tilgodehavende, hvis din ladcykel er tilbagekaldt.
Har du haft nødvendige udgifter i forbindelse med, at du ikke kunne bruge din ladcykel, for eksempel til busbilletter, så opfordrer vi dig til at kontakte Babboe og bede dem om at dække dine udgifter.
Det er vigtigt, at du kan dokumentere dine udgifter.

Sådan spænder du barnet sikkert fast i autostolen
Hvordan spænder du barnet korrekt fast i en autostol? Må barnet have flyverdragt på i autostolen, og hvordan spændes sikkerhedsselen rigtigt? Få hjælp her.

Røgalarmer: Her er de bedste i test
Røgalarmen skal advare dig i tide ved brand. Men ikke alle røgalarmer i vores test gør det lige godt. Her er de bedste røgalarmer i vores test.

Undgå disse farlige røgalarmer
Røgalarmen skal redde dit liv, hvis det brænder. Men ikke alle røgalarmer reagerer hurtigt og godt nok. Undgå derfor disse dårlige røgalarmer.