Kalkfjerner - alt du skal vide før du gør rent
Gå til hovedindhold

Få adgang til hele tænk.dk

Bliv medlem

Dette skal du vide om kalkfjerner

Kalk i badeværelset kan være meget besværligt at fjerne uden en kalkfjerner, men kalkfjernere risikerer både at skade dig og ikke mindst de ting, som du ønsker at fjerne kalk fra.

Lars Nøhr Andreasen · Foto: Getty Images · 22. maj 2023
afkalkningsmidler

For at fjerne kalk fra fx fliser og armatur, skal der bruges en syre, men det mest effektive middel ikke nødvendigvis er det mest syreholdige eller ætsende produkt, det viser vores test af kalkfjerner til badeværelset. I vores test ser vi på, hvor effektive kalkfjernere er til at fjerne kalk og kalksæbe på vandrette og lodrette flader, vi måler ph-værdi og ser på hvor god en brugsanvisning der er på emballagen.

Informationen på emballagen og sikkerhed er nemlig vigtig, når du arbejder med syre for at fjerne kalk. Her er en række ting, du skal være opmærksom på, før du går i gang med at afkalke badeværelset.

Pas på ætsningsfare

På grund af ætsningsfaren skal man altid være meget forsigtig, når man bruger afkalker. Du risikerer ætsningsskader på hænderne, hvis du får det på hænderne eller i øjnene, og får du kalkfjerner på dit tøj, kan tøjet også tage skade. 

Syre kan skade fliser og fuger

Kalkfjernerne kan også være ætsende på nogle materialer, fx marmor. Fuger i klinker kan også tage skade af kalkfjerner, og ofte vejleder producenter til, at man skyller fugerne med vand, inden man afkalker. På den måde er fugerne mindre udsatte.

Følg altid brugsvejledningen

Du skal være meget opmærksom på at læse og følge brugsvejledningen og bruge handsker mv. som anbefalet, da du risikerer både at skade dig selv og det, du afkalker. Ætsningsfaren er forskellig fra afkalker til afkalker, så bare fordi den afkalker, du brugte sidst, ikke var stærkt ætsende, kan den nye afkalker, du prøver, godt være det. 

Pas på kalkfjerner på spray

Vær især forsigtig, hvis kalkfjerneren er en spray, for du risikerer at indånde partikler, når du bruger den. Spray evt. i en klud, så du begrænser, hvor mange partikler der dannes i luften. Luft også ud undervejs. Vælg gerne produkter, der ikke er på spray.

Vælg en kalkfjerner, der passer til dit behov

Bruger du hyppigt en kalkfjerner, har du ikke brug for de kraftige og meget ætsende midler – der kan du godt gå efter nogle mindre kraftige udgaver. Men har du større kalkaflejringer, kan du spare besvær ved at bruge de mest effektive midler. Du kan se i testen, hvilke kalkfjernere der er særligt effektive over for kalk. 

Kalksæbe kan gøre kalkfjerning svært

Nogle kalkfjernere er også effektive over for kalksæbe, mens andre produkter slet ikke fjerner kalksæbe. Kalksæbe dannes, når kalk fra vandet reagerer med sæbe eller shampoo, og det kan sætte sig som et fedtet lag i fx badekar eller håndvask. 

Kalksæben er synligt snavs, og det kan forhindre afkalkningsmidlet i at nå kalkaflejringerne. Hvis en kalkfjerner ikke kan fjerne kalksæbe, kan du supplere med almindeligt rengøringsmiddel til at fjerne kalksæben.