Forbrugerrådet Tænk går ind i retssag mod Jyske Bank
Forbrugerrådet Tænk biintervenerer i principiel og vigtig retssag om negative renter mod Jyske Bank, når sagen skal føres i Højesteret.
Må en bank overhovedet opkræve negative renter på forbrugeres indlåns- og opsparingskonti? Og hvor klart skal det fremgå af bankens aftale med forbrugeren, før banken må ændre i sine priser og forretningsbetingelser?
Blandt andet disse spørgsmål skal Højesteret tage stilling til, efter Forbrugerombudsmanden i 2023 stævnede Jyske Bank for uberettiget i perioden 2019 til 2022 at have opkrævet negative renter på særlige opsparingskonti samt basale grundkonti og for at overtræde aftaleloven ved at have urimelige vilkår i sine aftaler.
Sagen er principiel og vigtigt. Derfor har Forbrugerrådet Tænk valgt at gå ind i sagen som biintervenient på Forbrugerombudsmandens side.
Winni Grosbøll, direktør i Forbrugerrådet Tænk, udtaler:
”Rigtig mange forbrugere oplevede pludseligt og som noget helt nyt at skulle betale renter for at have penge stående i banken – også selvom de netop havde bundet deres opsparing på en konto i banken for at få en fordelagtig rente. En aftale er en aftale, og vi mener ikke, at banken kan ændre så grundlæggende vilkår, hvis det ikke står tydeligt i aftalen på en måde, som forbrugerne kan overskue. Derfor har vi valgt at gå ind i sagen og bakke Forbrugerombudsmanden op.”
”Negative renter var et historisk brud med den måde, bankmarkedet hidtil har fungeret på. Indtil omkring 2020 stillede forbrugerne penge til rådighed for banken mod at få en rente – ikke omvendt. Jyske Bank var de første, men ikke de sidste til at ændre denne grundlæggende kontrakt ved at indføre negative renter. Derfor er sagen principiel og vigtig for alle bankkunder i Danmark.”
I september i år frifandt Sø- og Handelsretten Jyske Bank, men henset til sagens principielle karakter og samfundsmæssige betydning, valgte Forbrugerombudsmanden at anke afgørelsen til Højesteret. Det er indgået i beslutningen om anke til Højesteret, at domstolene i andre lande, bl.a. den tyske højesteret, har dømt til fordel for forbrugerne i stort set tilsvarende sager. Forbrugerombudsmanden har fremsat anmodning om, at Højesteret forelægger en række principielle spørgsmål for EU-Domstolen, inden de træffer deres afgørelse.
Advokat René Offersen vil føre sagen på vegne af Forbrugerrådet Tænk.
Pressekontakt
Jakob Steensen Nielsen
Presseansvarlig
jsn@fbr.dk
Pressetelefon: 2588 2016
20 organisationer og virksomheder i fælles udmelding: Fjern momsen på frugt og grønt
Fjern momsen på frugt og grønt. Sådan lyder det fra en bred alliance af forbrugere, lønmodtagere, fødevareproducenter, detailhandel, sundhedsorganisationer og naturorganisationer, der er gået sammen i en fælles appel til regeringen.
Forbrugerrådet Tænk beklager fejlagtigt udsendte mails
En mail om produkter, som dumper i test, blev ved en fejl sendt ud til en gruppe forbrugere, som ikke har bedt om at modtage sådanne mails. Forbrugerrådet Tænk beklager fejlen og skærper procedurerne, så det ikke kan ske fremadrettet.
Forbrugerrådet Tænk fejrer 75 år i forbrugernes tjeneste
Det er 75 år siden, at danske husmødre marcherede mod Christiansborg og siden stiftede Danske Husmødres Forbrugerråd i protest mod, at der kun var få varer af dårlig kvalitet tilgængelige for familierne. I dag hedder organisationen Forbrugerrådet Tænk, og her kæmper man fortsat forbrugernes sag. I dag er det blandt andet den digitale handelsplads og det bæredygtige forbrug, der fylder for forbrugerne og deres organisation.