Sådan modererer vi på Facebook og Instagram
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Sådan modererer Forbrugerrådet Tænk på Facebook og Instagram

Forbrugerrådet Tænk har flere profiler på både Facebook og Instagram. Vi opdaterer næsten dagligt vores profiler med nyheder, informationer om test, råd og tips til et sikkert forbrug og klip fra medierne om dagens aktuelle forbrugerspørgsmål. Som interesseret kan du like vores opslag, deltage i debatten eller skrive til os via vores mange profiler.

Vores Facebook- og Instagram-profiler bliver overvåget og moderet af Forbrugerrådet Tænks kommunikationsafdeling.

Da både Facebook og Instagram ejes af Facebook, bliver alle vores sider og profiler modereret med udgangspunkt i Facebooks retningslinjer for at sikre en god debat for alle. Sæt dig ind i reglerne, før du poster på vores sider og profiler.

Sådan modererer vi på Facebook og Instagram

Debatten på vores Facebook-sider og Instagram-profiler skal foregå i en pæn og ordentlig tone, så alle har lyst til at være med. Derfor moderer vi vores Facebook-sider og Instagram-profiler efter disse principper:

  • Vil du skrive på vores Facebook-sider, skal du skrive med din egen profil med dit rigtige navn. Kommentarer fra falske profiler eller kommentarer fra andre organisationer mv. vil blive slettet, ligesom vi ikke accepterer falske profiler i henhold til Facebooks retningslinjer.
     
  • Spam og gentagelser af identiske kommentarer vil blive slettet. Vi opfatter det også som spam, hvis du poster en tekst, som vi kan se kopieret gentagne gange fra andre sider eller grupper.
     
  • Kommentarer på Facebook og Instagram må ikke være reklame eller fungere som henvisning eller anprisning af produkter eller forhandlere. Klage over produkter og forhandlere må heller ikke postes på siderne.
     
  • Vi bestræber os på at give lang snor og giver gerne retningslinjer til debattører, som ikke har intention om at overtræde Facebooks retningslinjer eller vores debatprincipper.
     
  • Oplever vi, at en bruger forsøger at poste indhold for at spamme eller for at genere andre i debatten, eller oplever vi gentagne gange, at samme bruger overtræder principperne, forbeholder vi os retten til at blokere brugeren fra vores Facebook- og Instagram-platforme uden varsel. Vi anmelder ikke brud på Facebooks retningslinjer til Facebook, men vi fratager brugeren skriveadgangen til vores Facebook-sider eller Instagram – i den proces bliver brugerens indlæg på vores sider automatisk slettet af Facebook / Instagram. Brugere, der føler sig uretmæssigt blokeret fra vores profiler på sociale medier, kan skrive til web@fbr.dk – vi behandler ikke udelukkelsessager på Facebook eller Instagram af respekt for den udelukkede.
     
  • Trusler mod sidens indehaver eller andre vil blive anmeldt til de relevante myndigheder.
     
  • Redaktionen sletter indlæg, der ikke lever op til principperne.

Vi rådgiver ikke om dine rettigheder på Facebook og Instagram

Forbrugerrådet Tænk modtager hvert år tusindvis af henvendelser fra forbrugere, der er kommet i klemme med danske virksomheder og butikker. Vi har desværre ikke ressourcer til at svare på henvendelser via Facebook og Instagram om dette.

Læs mere om dine rettigheder på taenk.dk eller ring til vores telefonrådgivning og få hjælp.

Medlemmer kommer forrest i telefonkøen og kan få rådgivning på mail. Som medlem har du også adgang til alle vores test.

Forbrugerrådet Tænk giver ikke økonomisk rådgivning.

Forbrugerrådet Tænk reklamerer på Facebook og Instagram

Forbrugerrådet Tænk er en medlemsorganisation, der arbejder for at sikre danske forbrugere gode rettigheder og sikre produkter, når de handler. Det gør vi især ved at teste produkter lige fra fladskærme til pesto for at se, om de lever op til producentens løfter.

Vores medlemmer betaler for vores grundige og uvildige test.

Jo flere medlemmer vi har, desto bedre er vi i stand til at kæmpe for danske forbrugeres rettigheder. Derfor forsøger vi at rekruttere medlemmer på flere forskellige måder og gennem flere kanaler - herunder på Facebook og Instagram.

Pas på dine oplysninger

Skriv aldrig dit navn, adresse, e-mail, telefonnumre, kontonumre, medlemsnumre eller andre personlige oplysninger i en kommentar eller et opslag til en af vores sider.

Hvis du kommer til at gøre det alligevel, vil vi slette din kommentar og opfordre dig til at gøre det samme. Du skal være opmærksom på, at oplysningen ikke nødvendigvis er slettet af den grund.

Vi sletter også billeder af personer, medmindre der er en tilladelse fra personen på billedet til at det må bruges på vores Facebook- eller Instagram-profiler.

Er dit indlæg forsvundet?

Kan du ikke finde dit indlæg eller kommentar, kan det det være fordi Facebook eller Instagram automatisk har spam-markeret dit indlæg.

Spam-markeringen bevirker i visse tilfælde, at du og dine venner kan se din kommentar på vores sider, men at ingen andre kan se den. Vi ophæver spam-markeringen løbende, hvis vi kan se, at der ikke er grundlag for at opretholde spam-markeringen.

Oplever du problemet generelt? Så skal du selv kontakte Facebook. Så kan de vejlede dig om, hvordan du undgår, at de spam-markerer dine indlæg (for eksempel hvis du har smidt det samme link mange steder på Facebook eller Instagram).