Information om vores mail sendt til medlemmer den 4. september
Mange af vores medlemmer har modtaget en mail fra os om et muligt datalæk. Her kommer lidt yderligere information.
I sidste uge sendte vi en mail ud til mange af vores medlemmer, hvor vi bad jer oprette en ny adgangskode, fordi jeres oplysninger kunne være faldet i de forkerte hænder. Vi har forståeligt nok fået mange spørgsmål fra vores medlemmer, som har været bekymrede for baggrunden for vores mail sendt torsdag d. 4. september 2025. Det kan vi godt forstå, og derfor følger her en orientering om, hvad vi ved.
Baggrunden for mailen var, at vi identificerede et unormalt højt forsøg på logins fra asiatiske lande, hvilket tyder på, at hackere har skaffet sig adgang eller har forsøgt at skaffe sig adgang til vores side. Det betyder potentielt, at data fra vores medlemmer kan være tilgået af hackerne.
Det er vigtigt at understrege, at ingen på noget tidspunkt har haft adgang til fx betalingsoplysninger eller andre personfølsomme oplysninger. Men da de potentielt kan have skaffet sig adgang til medlemmers navne, mailadresser, telefonnumre og adresser, lukkede vi hurtigt for adgangen til vores hjemmeside tænk.dk, så vi kunne nulstille alle berørtes adgangskoder. Og vi orienterede samtidig Datatilsynet om sagen.
Vi kan se, at tiltagene har virket, og at aktiviteten på vores hjemmeside igen er ved at være normal. Men fordi vi ikke kan vide, om hackerne fx har fået fat i medlemmers mailadresser, telefonnumre eller adresser, beder vi vores medlemmer om at være ekstra opmærksomme på unormal aktivitet fx i forhold til mails, breve og opkald, som I modtager den kommende tid.
Tak fordi I er medlem.