Batteriet til din elcykel kan repareres (og måske forbedres)
Der er mange fordele ved at få repareret batteriet til din elcykel. Både for dig og miljøet. Der er dog også ting, du skal være opmærksom på. Læs med her.
Hvis du har købt en dyr elcykel, forventer du også, at den holder i et vist antal år, men batterierne holder ikke altid nær så lang tid, og det kan både være uforholdsmæssigt dyrt og nogle gange muligt at finde nye batterier.
Forbrugerrådet Tænk mener derfor, at der kan være flere fordele ved at få repareret batteriet frem for at købe et nyt – eller smide cyklen ud.
Bedre batterier
“Det kan være billigere at få batteriet repareret frem for at købe et nyt batteri. Når man får udskiftet batteriernes celler, vil der ofte være mulighed for at få nye celler med højere kapacitet. Det betyder, at man kan cykle længere per opladning,” siger Thorben Bayer, der er projektleder hos Forbrugerrådet Tænk.
Desuden kan der være en positiv miljøeffekt, da nogle batterireparatører sælger de brugte celler videre til folk, der kan bruge dem i andre installationer.
Det var også tilfældet, da Forbrugerrådet Tænk sendte et batteri fra en 8 år gammel Raleigh-elcykel til virksomheden Ebike ApS, der har specialiseret sig i at renovere elcykelbatterier – det vil sige udskifte alt indhold i batteriet, så det virker igen.
Batteriet var inden for det seneste år holdt helt op med at virke.
“Det havde helt tabt strømmen, hvilket for eksempel kan ske, hvis det har stået i længere tid, uden at batteriet bliver opladet. Så står det og selvaflader og dør til sidst. Vi kunne renovere det for cirka det halve af, hvad det ville have kostet at få et nyt,” siger Kenneth Janning.
Han anbefaler derfor, at du tager batteriet ud, når cyklen ikke bruges, og kun oplader batteriet efter behov, men mindst hver 3. måned.
Batteriet kan være udgået
Ebike renoverer også mange udgåede batterier, eftersom man kun kan bruge det batteri, der passer til cyklen.
“Hvis man ikke kan få det rigtige batteri, så kan man ikke køre på en elcykel. Så hvis en butik for eksempel har haft en underleverandør, der stopper med at have batteriet, så kan man ikke købe et nyt og risikerer at stå med en cykel, som ikke virker,” siger Kenneth Janning.
Desuden er det hans erfaring, at kvaliteten af batterierne især er lav på de elcykler, der bliver købt hos supermarkederne. Enkelte batterier kan også være meget svære at reparere. For eksempel lavede et cykelmærke et batteri, hvor cellerne i batteriet er limet i og derfor sidder meget fast.
Sætter en ny batteripakke i
De fleste elcykelbatterier kan dog godt renoveres. Det er nemlig batterikassen, som oftest ikke kan købes, og derfor genbruges, så batteriet stadig passer til cyklen.
Ebike har derfor udviklet batteripakker, der passer til de forskellige batterikasser. Når de reparerer batterierne, tager de kundens batterikasse og skræller den for indhold. Derefter sætter de en helt ny batteripakke i med nye celler, så lukker de kassen og tætner med silikone, så der ikke kan komme vand ind.
“Det svarer lidt til, hvad man gør, når man skal skifte batterierne i en lommelygte. Her skruer man dækslet af lommelygten og sætter nogle nye batterier i. Det er noget mere kompliceret med en elcykel, men princippet er det samme,” siger Kenneth Janning.
Sikkerhed og genbrug
Desuden indbygger Ebike temperatursensorer samt sikringer i den nye batteripakke, hvilket øger sikkerheden.
“Derfor er vores batterier mindst lige så sikre og nogle gange mere sikre end de originale batterier. Hvis det nye batteri udsættes for for høje temperaturer eller fejl, så slår det selv fra,” siger Kenneth Janning.
Ebike smider i langt de fleste tilfælde ikke den gamle batteripakning ud.
“Der er et helt marked for genbrug af brugte elcykelbatterier. Mange bruger dem for eksempel i solcellebatterier. Så vi giver dem væk. Det er godt for miljøet, og alternativet er også destruktion, hvilket er både omstændeligt og dyrt,” siger Kenneth Janning.
Vælg reparatør med omtanke
Det er imidlertid en god ide, at du ser dig godt for, når du vælger reparatør, for da der er tale om følsom elektronik, kan det hurtigt gå galt, hvis reparatøren ikke er klar over, hvad han laver.
“Det værst tænkelige scenario er, at batteriet går i brand, men det er også det mindst sandsynlige. Det er mere almindeligt, at reparationen bare er spildt, da den ikke får batteriet til at holde væsentlig længere. Det er lidt som cowboyland – der er ikke nogen kontrol fra myndighedernes side,” siger Bjarne Johnsen, der er teknisk konsulent hos Teknologisk Institut og holder kurser i batteri- og elsikkerhed.
Han anbefaler, at du lytter til, om andre, du kender eller har hørt om, har fået lavet noget, der virker. Du kan også se efter brugeranmeldelser og håbe, at andre har lagt de dårlige historier op om specifikke reparatører.
Hvad skal du være opmærksom på?
Hvis du vil have repareret dit batteri, anbefaler Thorben Bayer, at du spørger forhandleren om, hvilket batteri der bliver udskiftet til.
“Batteriet skal passe til din cykel. Hvis opladeren ikke passer til, bruger du meget strøm på at oplade det, og det tager lang tid. Det er derfor en god ide at oplyse, hvilken oplader du har, eller tage den med, når du indleverer batteriet til reparation,” siger Thorben Bayer fra Forbrugerrådet Tænk.
10 ting du skal tjekke inden du køber elcykel
Elcykler adskiller sig fra almindelige cykler på en række centrale områder. Undgå dyre fejlkøb ved at tjekke disse ti detaljer, før du køber din elcykel.
Elcyklens motor: Hvilken placering er bedst?
Elcykler drives enten af en frontmotor, centermotor eller baghjulsmotor. Hvad er forskellen på de tre motorplaceringer, og er det vigtigt? Få hjælp her.
Fordele og ulemper ved en elcykel
Elcykler fylder mere og mere på vejene. Det er der mange gode grunde til, og måske overvejer du også selv en at købe en elcykel? Men er det noget for dig?