10 frugter og grøntsager, hvor du kan skære ned på sprøjtemidler | Forbrugerrådet Tænk
Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

10 frugter og grøntsager, hvor du kan skære ned på sprøjtemidler

Frugt og grønt indeholder ofte sprøjtemidler. Se i hvilke 10 tilfælde du skal vælge økologisk eller dansk for at skære ned på sprøjtemidlerne.
Af Lasse Olsen
5. April 2019
Tomat med sprøjtemidler
Foto: Getty Images

Skær ned på sprøjtemidler i frugt og grønt

Forbrugerrådet Tænk sætter lige nu fokus på sprøjtemidler, og vi vil gerne hjælpe dig med at vælge frugt og grønt uden sprøjtemidler. Også selv om du ikke køber økologisk.

Få tip til at skære ned på sprøjtemidler, se vores test af sprøjtemidler i tomater og agurker, og få hjælp til at finde de billigste økologiske varer.

Sprøjtemidler kommer især fra 10 frugter og grøntsager

Frugt og grønt fra ikke-økologisk landbrug indeholder ofte rester af sprøjtemidler - også kaldet pesticider.

Køber du frugt og grønt med mindst muligt sprøjtemiddel, skåner du både miljøet og din krop for stoffer, som i nogle tilfælde er mistænkt for at være hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende.

Se de 10 frugter og grøntsager, hvor du kan skære markant ned på indtaget af sprøjtemidler ved at skifte udenlandsk frugt og grønt ud med økologisk eller dansk.

Få hjælp til at skære ned på sprøjtemidler

Hvorfor skære ned på sprøjtemidler?

Sprøjtemidler i frugter og grøntsager udgør i sig selv ikke nogen sundhedsrisiko i små mængder. Sprøjtemidlerne kan dog være problematiske, fordi du også bliver udsat for kemikalier fra mange andre kilder i din hverdag, for eksempel fra personlige plejeprodukter.

De mange forskellige stoffer i kombination med hinanden kan udgøre en sundhedsrisiko. Det hedder kombinationseffekten - eller cocktaileffekten.

Økologisk frugt og grønt er ikke sprøjtet med sprøjtemidler - bortset fra få undtagelser. Vælg derfor økologisk frugt og grønt, hvis du vil skære ned på sprøjtemidlerne.

Dansk frugt og grønt er ofte et bedre valg end udenlandsk, hvis du ikke køber økologisk. Dansk frugt og grønt indeholder nemlig i de fleste tilfælde mindre sprøjtemiddel end udenlandsk frugt og grønt.

Test: Mange agurker indeholder sprøjtemidler

Se hvornår du skal vælge økologisk eller dansk

Se nedenfor de 10 frugter og grøntsager, hvor det gør en stor forskel at vælge økologisk eller dansk i stedet for udenlandsk.

Du kan også se, hvor ofte i 2018 Fødevarestyrelsen fandt sprøjtemidler i ikke-økologisk frugt og grønt fra Danmark og udlandet.

Æble
Æbler

Fødevarestyrelsen fandt i 2018 sprøjtemidler i:

  • 31 procent af alle ikke-økologiske danske æbler
  • 79 procent af alle ikke-økologiske udenlandske æbler

Køb økologiske æbler, hvis du vil skære mest muligt ned på sprøjtemidlerne. Køber du danske æbler, skærer du også markant ned på sprøjtemidlerne.

Tomat
Tomater

Fødevarestyrelsen fandt i 2018 sprøjtemidler i:

  • 9 procent af alle ikke-økologiske danske tomater
  • 42 procent af alle ikke-økologiske udenlandske tomater

Køb økologiske tomater, hvis du vil skære mest muligt ned på sprøjtemidlerne. Køber du danske tomater, skærer du også markant ned på sprøjtemidlerne.

Test: Sprøjtemidler i tomat

Pære
Pærer

Fødevarestyrelsen fandt i 2018 sprøjtemidler i:

  • 14 procent af alle ikke-økologiske danske pærer
  • 76 procent af alle ikke-økologiske udenlandske pærer

Køb økologiske pærer, hvis du vil skære mest muligt ned på sprøjtemidlerne. Køber du danske pærer, skærer du også markant ned på sprøjtemidlerne.

Gulerødder
Gulerødder

Fødevarestyrelsen fandt i 2018 sprøjtemidler i:

  • 25 procent af alle ikke-økologiske danske gulerødder
  • 53 procent af alle ikke-økologiske udenlandske gulerødder

Køb økologiske gulerødder, hvis du vil skære mest muligt ned på sprøjtemidlerne. Køber du danske gulerødder, skærer du også markant ned på sprøjtemidlerne.

Vindruer
Vindruer

Fødevarestyrelsen fandt i 2018 sprøjtemidler i:

  • 91 procent af alle ikke-økologiske udenlandske vindruer

Køb økologiske vindruer, hvis du vil skære mest muligt ned på sprøjtemidlerne.

Test: Sprøjtemidler i vindruer

Agurk
Agurker

Fødevarestyrelsen fandt i 2018 sprøjtemidler i:

  • 50 procent af alle ikke-økologiske danske agurker
  • 77 procent af alle ikke-økologiske udenlandske agurker

Køb økologiske agurker, hvis du vil skære mest muligt ned på sprøjtemidlerne.

Test: Sprøjtemidler i agurk

Peberfrugt
Peberfrugter

Fødevarestyrelsen fandt i 2018 sprøjtemidler i:

  • 42 procent af alle ikke-økologiske udenlandske peberfrugter
  • Fødevarestyrelsen har ikke undersøgt danske peberfrugter i 2018

Køb økologiske peberfrugter, hvis du vil skære mest muligt ned på sprøjtemidlerne. Køber du danske peberfrugter, skærer du også markant ned på sprøjtemidlerne.

Nektarin
Nektariner

Fødevarestyrelsen fandt i 2018 sprøjtemidler i:

  • 79 procent af alle ikke-økologiske udenlandske nektariner

Køb økologiske nektariner, hvis du vil skære ned på sprøjtemidlerne.

Fersken
Ferskener

Fødevarestyrelsen fandt i 2018 sprøjtemidler i:

  • 75 procent af alle ikke-økologiske udenlandske ferskener

Køb økologiske ferskener, hvis du vil skære ned på sprøjtemidlerne.

Appelsin
Appelsiner

Fødevarestyrelsen fandt i 2018 sprøjtemidler i:

  • 94 procent af alle ikke-økologiske udenlandske appelsiner

Køb økologiske appelsiner, hvis du vil skære ned på sprøjtemidlerne.

Sådan er vi kommet frem til listen

De 10 frugter og grøntsager, som belaster en voksen krop mest

Listen over de 10 frugter og grøntsager er lavet ud fra beregninger fra DTU Fødevareinstituttet, som er et institut på Danmarks Tekniske Universitet. I 2013 udgav DTU Fødevareinstituttet beregningerne i rapporten Pesticide Residues, Results from the period 2004-2011.

Læs rapporten på dtu.dk

Beregningerne viser, hvilke mad- og drikkevarer som belaster en voksen krop mest med sprøjtemiddel gennem kosten. Vi har udvalgt de 10 frugter og grøntsager, som ligger højest på listen. De er beregnet ud fra 3 faktorer:

  • Fundet af sprøjtemiddel i hver frugt og grøntsag
  • Sundhedseffekterne for hvert slags sprøjtemiddel
  • Den gennemsnitlige mængde, en dansker spiser af hver frugt og grøntsag

Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttets kontrol i 2018

Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet kontrollerer hvert år frugt og grønt fra både Danmark og udlandet for rester af sprøjtemidler.

Tallene viser, hvor ofte i 2018 der var sprøjtemidler i de 10 frugter og grøntsager, som bidrager mest til at belaste en gennemsnitlig voksen krop med sprøjtemidler.

DTU Fødevareinstituttet har endnu ikke udgivet en årsrapport for 2018. I stedet har de udgivet 4 kvartalsrapporter for 2018. Vi har derfor lagt tallene fra de 4 kvartalrapporter i 2018 sammen for at kunne oplyse om, hvor ofte i 2018 der var sprøjtemidler i de 10 frugter og grøntsager.

Læs kvartalsrapporterne for 2018 på dtu.dk