Vælg den rigtige brændeovn

3.9.2010

Pas på med at købe en brændeovn, der er for stor, lyder vores råd.

Mange mennesker begår en brøler, når de vælger brændeovn til deres hus: De falder for et monster af en ovn, som ved fuldt blus får alle levende væsener i stuen til at tapsvede og stønne af varme.

En brændeovn brænder bedst ved sin nominelle effekt, det vil sige fuld kraft frem. Og den kan i praksis kun reguleres ned til cirka halvdelen af den nominelle effekt ved at fyre med mindre brændestykker.

Fylder luften med giftig kulilte

For at kompensere for en alt for stor ovn, vælger nogle at lade ovnen gå helt ud ind imellem. Det er en besværlig og ukomfortabel løsning.

Andre skruer ned for lufttilførslen, når ilden har fået fat og kvæler ilden til et passende niveau. "Pyha, det var bedre!" Men det er lige præcis her, den allerstørste bommert begås, når man spørger både brændeovns-forhandlere og miljøeksperter.

De store monster-ovne, der stilles op i relativt små rum - og derfor med vold og magt bliver begrænset i deres ydeevne - fylder luften i villakvarteret med giftig kulilte og farlige partikler.

Ovnen skal passe til rummet

Derfor: Køb ikke en brændeovn, der er dimensioneret til at opvarme hele dit hus i 20 graders frost - så får du nemlig ikke så meget fornøjelse af ovnen. I praksis er det kun en lille del af varmen, der fordeles rundt til husets øvrige rum.

Køb derimod en ovn, hvis effekt passer til det rum, den er placeret i. Det betyder, at de allerfleste bør vælge en lille ovn med en effekt på 3-5 kW. Bor du i et moderne velisoleret hus, kan du næsten ikke købe den lille nok.

Teknologisk Institut har for Miljøstyrelsen udviklet et program til at finde størrelsen på din kommende brændeovn. Ved at indtaste forskellige parametre om dit hus og den ønskede brændeovn kan programmet give en indikation på, hvilken varmeeffekt din næste brændeovn bør have.

Prøv Miljøstyrelsens beregner her

Udnyttelsen af varmen

Dernæst skal man vælge en ovn med høj virkningsgrad - det betyder, at en høj andel af den energi, som findes lagret i brændslet, også afgives til huset.

Svanemærket sætter den nedre grænse for virkningsgraden til 73 procent. Da alle ovne skal være testet efter EN-standarden og være CE-mærkede, kan du læse direkte på ovnen, hvad virkningsgraden er målt til. De dårligste ovne har en virkningsgrad på godt 50 procent - de bedste godt 85 procent.

Ren forbrænding

På mærkepladen kan du også aflæse det kulilte-udslip (kulilte), der er målt på laboratoriet. Kulilteprocenten er en tydelig indikator for, hvor rent forbrændingen foregår - hvis forbrænding foregår med for lidt ilt, slipper der mere giftig kulilte ud til omgivelsene.

Svanemærket kræver et maksimalt udslip på 0,20 procent, hvilket de allerfleste af de 270 ovne i vores undersøgelse lever op til. De bedste ovne er helt nede på 0,03 procent. Alt sammen under forudsætning at, at man fyrer korrekt i ovnen.

Partikeludslippet

Myndighedskrav fra 2008 sikrer, at alle nye ovne har et rimelig lavt partikeludslip. Vil du gå efter en ovn med særligt lavt partikeludslip, kan du enten vælge en svanemærket ovn eller vælge en ovn ud fra de målte tal på den obligatoriske prøvningsattest.

Materialer, design og pris

Også de materialer, ovnen er lavet af, kan have betydning. De svanemærkede ovne testes for giftige tungmetaller i overfladebehandlingen, og der sættes skrappe grænser for udledning af nikkel og krom.

Når prisen kan svinge meget på ovne med samme virkningsgrad, kan det hænge sammen med valget af materialer og design - er der meget glas, drejefod, håndtag af rustfrit stål, og så videre.

Der kan også være meget forskel på den håndværksmæssige udførelse. Se især efter hvordan hængsler og lukkemekanismer er udført - ser det ud til at kunne holde til at blive brugt rigtig mange gange? Og virker det som om, lågen slutter godt til?

Skorstenen

Endelig skal man ikke undervurdere skorstenen, når man vil købe en effektiv og miljøvenlig ovn. Her skal man alliere sig med skorstensfejeren eller en anden fagmand og få tjekket højde, diameter og isolering af en eksisterende skorsten.

Skal man have en ny skorsten, skal man være opmærksom på, at den bliver konstrueret hensigtsmæssigt. Den skal være tæt og godt isoleret. Typisk skal en stålskorsten være mindst 3,5 meter høj og en muret skorsten være mindst 4,5 meter høj (målt fra overkant af ovnen).

Spørg producenten af brændeovnen om, hvilke krav, der er til skorstenen for, at ovnen kan fungere optimalt.

Det er også vigtigt, at skorsten er konstrueret, så røgen bliver blæst væk over taget, og så røggener minimeres og røgnedfald i stuen undgås. Normalt kræver det, at skorsten er højere end tagrygningen.

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Vær aktiv

Kom med dine erfaringer om produkter i Tænks Mærkebank, bliv markedsagent og tjek priser, eller forlang fair play i supermarkedet.

Læs mere om hvordan du kan støtte det forbrugerpolitiske arbejde

Indkøbskurv

log på tænk.dk