Opvaskemiddel skal rengøre dit service. I testen ser vi på hvor godt opvaskemidlet fjerner fedt og dets skummeevne.
Fjernelse af fedt
Laboratoriet har testet hvor godt opvaskemidlerne kan fjerne en fedtblanding fra en overflade.
En maskine skrubber med en våd svamp tilført opvaskemiddel henover en indtørret fedtblanding 5 gange, derefter undersøger man hvor meget fedt, der er fjernet.
Skummeevne
Skum er vigtigt for mange forbrugere, der også bruger det som en synlig rettesnor for, hvornår der er brug for mere opvaskemiddel.
Skummeevnen er testet ved at den anbefalede mængde vaskemiddel opskummes i vand, og der vaskes tilsmudsede tallerkner i vandet indtil vandet ikke længere skummer.
Skummet er ikke nødvendigvis det samme som vaskeevne. Der kan bruges forskellige vaskeaktive stoffer, hvor nogle skummer mere end andre. Efterhånden som snavs opløses i vandet mindskes skummet.
Testen kigger både på hvor godt opvaskemidlet skummer ud fra den anbefalede dosering og på hvor langt en liter rækker, det vil sige skummeevne i forhold til dosering. Helt bogstaveligt, hvor mange tallerkner en liter opvaskemiddel kan lave skum til.