Sådan har vi testet digitalkameraer

Google+twittetFacebookTip en ven
24.4.2013

Vi har testet de nyeste og mest udbredte kompakte kameraer samt spejlrefleks- og systemkameraer. I laboratoriet er der lagt vægt på praktisk brug af kameraerne, som den almindelige forbruger vil bruge det.

Sådan har vi testet digitalkameraer (billede)

Kendte mærker testet

Vi har i testen af digitalkameraer lagt vægt på at teste så mange af de kendteste mærker som muligt, både dyre og billige.

De avancerede kameraer er testet som kits. Det betyder, at vi har testet kamerahuset med den medfølgende linse. 

I denne del af testen har vi lagt vægt på brugervenlighed og billedkvalitet med autoindstillinger. Det samme kamera kan derfor forekomme flere gange i testen, men med forskelligt objektiv.

Billedkvalitet

Det væsentligste i bedømmelsen er kvaliteten af billederne ved automatisk og manuel indstilling. Der er for eksempel taget billeder både i skæret fra stearinlys og i stuebelysning. Evalueringen af billedkvaliteten er foretaget efter overførsel til pc.

Både manuel og automatisk indstilling

I alle test er kameraerne sat til at indstille fuldt automatisk, det vil sige eksponering, ISO-forstærkning, hvidbalance og fokusering.

Derudover er testen foretaget med manuelle indstillinger, hvis der er mulighed herfor eller prædefinerede programmer til rådighed på kameraet.

Opløsning

Kvaliteten af kameraets opløsning er bedømt udefra skarpheden af et bestemt prøvebillede. Kameraet er indstillet til højest mulige opløsning. Formatet er altid jpeg, men for de modeller, der kan det, tages også billeder i RAW-format.

Billederne er taget i største og mindste zoom-indstilling. Kameraets øvrige indstillinger er automatisk. Prøvebilledet tages belyst med to lyskilder på 1000 watt og under lav lyssætning.

Farvegengivelse 

Til brug for bedømmelse af farvegengivelsen - eller farvernes ægthed - bruges blandt andet et prøvebillede. Men der tages også portrætter og billeder af forskellige opstillinger under flere forskellige lyssætninger.

Både subjektive vurderinger, histogrammer og udregninger af for eksempel farvebalancen i billedet ligger til grund for den samlede vurdering af farvegengivelsen.

Vignettering 

Forskellen i luminans over hele billedet måles ved at fotografere en oplyst skærm ved to forskellige lyssætninger; 20 cd/m2 og 2000 cd/m2 med både maksimal og minimal zoom. Forskellen mellem lysstyrken på billedets hjørner og centrum måles.

Forvrængning

Skævvridning af lige linjer på grund af fejl i linsesystemet undersøges ved at fotografere et prøvebillede med rektangulære linjer. Billedet justeres, så kanterne lige flugter med kameraets søger.

Forskelle i linjernes højde i midten og i enderne måles, og det samme gøres i bredden. Testen udføres i begge ekstremer af zoom-indstillingerne, det vil sige ved mindste- og maksimal zoom.

Makro

Vi går så tæt på som muligt for at se, hvor god makrofunktionen er på kameraet.

Hvis billedet ikke er skarpt i fuld størrelse, øges afstanden til den fotograferede genstand, indtil der fås et skarpt billede.

Billedstabilisering 

Kameraets billedstabiliseringsfunktion testes med et apparat, der simulerer de små bevægelser, vi laver, når vi tager et billede med håndholdt kamera. Den gule ’ryster’ virker i z-retningen og den hvide i y-retningen. 

Filmkvalitet

Kvaliteten af videoklip er vurderet i optagelser af hurtige og langsomme bevægelser foretaget indendørs og udendørs.

Optagelserne afspilles via kameraets AV-udgang på en højkvalitets-tvskærm og på computer. Der ses efter opløsning, flydende bevægelser, pixelering som følge af komprimering og lignende.

Søgerens og skærmens kvalitet

Skærmen undersøges blandt andet for, om den kan bruges i direkte sollys. For de kameraer, hvor skærmen fungerer som søger, er det vigtigt, at man kan se, hvad der tages billeder af - selv i sollys.

Skærmen testes også for, hvor god den er, når man vil se billeder eller film. Overensstemmelsen mellem billedet i søgeren/på skærmen og det endelige billede vurderes ved at måle forskellen i højde og bredde. I nogle tilfælde kan kameraet skære noget fra, eller der kan komme mere med, end det man ser i søgeren/på skærmen.

Vi har desuden undersøgt søgerens kvalitet ved de avancerede kameraer. Søgeren undersøges for, om den er præcis og i overensstemmelse med det endelige billede.

Brugervenlighed

Brugervenligheden bedømmes af fem paneldeltagere. Tre af deltagerne er specielt trænet i brug af kameraer. Kvaliteten af den medfølgende software og brugervejledningen bedømmes også.

Andre bedømte forhold under brugervenlighed: tidsforsinkelse, isætning af hukommelseskort, indstillinger og skift af batteri.

Blitz

Den indbyggede blitz er testet i et mørkt rum med en afstand på 1, 3 og 5 meter til objektet. Styrken af blitzen og bredden af området, som blitzen dækker, er vurderet ved at placere testskiver i de respektive afstande i testrummet. Derved er det muligt at vurdere belysningen af lokalet med blitzen i de forskellige afstande.

Samlet bedømmelse vægtes således

  • Billedkvalitet 40%,
  • Brugervenlighed 30%,
  • Video 10%,
  • Skærm 10%,
  • Søger 5% og
  • Blitz 5 %.

Den samlede bedømmelse begrænses af et dårligt resultat i billedkvalitet og batterilevetid.

Testen er foretaget i samarbejde med International Consumer Research & Testing, ICRT

Læs mere om, hvordan Tænk tester

Husk!

Er du medlem, skal du logge ind først.
Du loger dig ind, øverst i højre side- Tak!

Tænk 140/2013 (billede)
3.5.2013

Tema: Tandlæger tjener på din loyalitet. Trods stor utilfredshed er det kun få, der klager over...