Reklamation: Hvem skal bevise hvad?
Klager du over en vare? Når du reklamerer, er der klare regler for, hvem der skal bevise, at varen er i stykker. Få styr på reglerne her.
Køber du en vare, som hurtigt går i stykker? Så er det i mange tilfælde indlysende, at det skyldes en fejl, som sælgeren er ansvarlig for, og som udløser din forbrugerbeskyttede rettigheder: reparation, ombytning, afslag i købesummen eller købet ophævet og købesummen tilbagebetalt.
Men hvem skal betale, hvis du og sælgeren ikke kan blive enige om, hvem der er ansvarlig for fejlen ved varen? Og hvordan beviser du, at en fejl var til stede, da du købte varen? Få hjælp her.
Forhandleren skal rette fejlen i det første år
I dansk ret gælder et princip om, at det er den, der påstår noget, der skal bevise dette. Efter dette princip, ville det således altid være dig som forbruger, der skulle bevise, at det er sælgeren der ansvarlig, når din vare går i stykker. Men der gælder nogle helt særlige bevisregler i forbrugerkøb.
Ved en vurdering af om det er dig eller sælgeren, der har bevisbyrden, er tidspunkt for, hvornår fejlen opstår afgørende. Går din vare i stykker indenfor det første år efter købet? Så er udgangspunktet, at man antager, at fejlen var til stedet, da du købte varen. Det kaldes formodningsreglen og betyder, at bevisbyrden vender, således at det nu er sælgeren, der skal bevise, at de ikke er ansvarlig for fejlen. .
Kan sælgeren ikke bevise, at de ikke er ansvarlig for fejlen fx ved at dokumentere, at du selv har været skyld i fejlen ved at bruge varen forkert, så kan du benytte din forbrugerbeskyttede rettigheder og kræve reparation, ombytning, afslag i prisen eller ophævelse af købet og tilbagebetaling af købesummen.
12 - 24 måneder efter købet har du bevisbyrden
Hvor der gælder en formodning om, at sælgeren er ansvarlig for fejl, der opstår senest 1 år efter købet, gælder der andre bevisregler herefter. Går varen i stykker efter 12-24 måneder? Så er det din opgave at bevise, at der er tale om en fejl, som sælgeren er ansvarlig for.
Det betyder ikke, at du skal kunne redegøre for årsagen til fejlen på et fagligt eller teknisk niveau. Du skal blot kunne sandsynliggøre, at der er tale om en fejl, som sælgeren er ansvarlig for.
Disse argumenter kan du bruge til inspiration:
- Varen burde kunne holde til slid af den type, som varen har været udsat for.
- Varen har ingen synlige tegn på voldsom brug eller fysisk overlast så som store ridser, revner, skævheder og så videre.
- Fejlen er anderledes end den type fejl, som typisk vil opstå ved voldsom eller forkert brug.
- Instruktionsmanualen er ikke blevet udleveret, eller jeg har ikke fået instruktioner om, hvordan jeg skal bruge varen. Derfor kunne jeg ikke vide, at jeg gjorde det forkert.
Garanti-udstederen har bevisbyrden ved garanti
Bevisreglerne i forbrugerkøb betyder, at sælgeren formodes at være ansvarlig for fejl, der opstår senest et år efter købet, mens det herefter er dig, der skal bevise, at sælgeren er ansvarlig for fejlen. Der gælder dog andre regler, hvis sælgeren eller producenten har udstedt en garanti.
Garanti er en ekstra service, der gælder ved siden forbrugerbeskyttelsesreglerne, og som skal stille dig bedre, end du ville være efter gældende lovgivning.
Køber du en vare med garanti, er det altid op til den, der har givet dig garantien (sælgeren eller producenten) at bevise, at den fejl der opstået ikke er dækket af garantien.
Skal jeg betale 1.200 kroner for unødigt servicebesøg?
Garanti og reklamationsret: Hvad er forskellen?
Garanti og reklamationsret dækker over to helt forskellige ting. Men hvad er forskellen? Få svaret her.
Ny lov gør det nemmere for dig, hvis din vare går i stykker
Fra nytår får du lettere ved at reklamere over en vare, hvis den går i stykker inden for det første år efter købet.