Universalrengøring: Find et miljøvenligt valg
Gå til hovedindhold

Få adgang til hele tænk.dk

Bliv medlem

Universalrengøring: Find et miljøvenligt valg

En kemitest af universalrengøringsmidler viser, at der er flere miljøvenlige valg. Men nogle produkter indeholder også mistænkt hormonforstyrrende stoffer.

Katja Ravn · Foto: Getty Images · 6. juli 2022
Universalrengøringsmidler

Vi har testet 36 universalrengøringsmidler for indhold af problematiske stoffer.

I testen er der 7 produkter, der er gode valg for sundheden og miljøet, og som får testens bedste bedømmelse, A-kolben.

Rengøringsmidler med A-kolben er uden uønsket kemi, der kan være allergifremkaldende, mistænkt for at være hormonforstyrrende eller problematiske for miljøet.

Hold øje med parfume og konservering, der kan give allergi

I testen indeholder 22 rengøringsmidler parfume eller planteekstrakter, som kan give allergi. Parfumeallergi varer resten af livet, hvis du først har fået det.

Derfor er det en god ide at begrænse din udsættelse for parfume ved at vælge parfumefrie rengøringsmidler. Parfume har ingen betydning i forhold til, hvor effektivt rengøringsmidlet gør rent.

Rengøringsmidlerne til hjemmet indeholder i enkelte tilfælde også allergifremkaldende konserveringsmidler i form af MI (methylisothiazolinone) og benzisothiazolinone.

Parfume og allergifremkaldende konserveringsmidler skal deklareres på produktet, så du kan se, at de er i.

Universalrengøring med Svanemærket kan indeholde hormonkemi

Normalt anbefaler vi at gå efter miljømærkerne, hvis du vil have et produkt uden mistænkt hormonforstyrrende stoffer.

Men ingen regel er helt uden undtagelser.

I denne test har vi nemlig fundet et mistænkt hormonforstyrrende stof i flere af de svanemærkede produkter.

Stoffet Methyl ethyl ketone – også kaldet MEK og butanone - er fundet i 5 svanemærkede produkter. 

Stoffet bruges til at denaturere alkohol, så alkoholen ikke kan drikkes.

Stoffet er en del af en denatureringsproces for alkohol, der er harmoniseret i EU. Det betyder, at alkohol denatureret på denne måde automatisk er godkendt til salg i alle lande i EU. Flere andre denatureringsmetoder skal godkendes nationalt.

Men MEK er også på myndighedernes liste over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Kravene til hormonforstyrrende stoffer strammes

Generelt udelukker Svanemærket mistænkt hormonforstyrrende stoffer, men myndighedernes liste er endnu ikke indarbejdet i alle Svanemærkets kriterier - blandt andet for rengøringsmidler.

Miljømærkning Danmark forventer, at kriterierne opdateres i 2024.

Svanemærket udelukker hormonforstyrrende stoffer, stoffer på EU's liste, der er mistænkt hormonforstyrrende samt en række enkeltstoffer. Det betyder, at mange stoffer på den nyeste liste fra myndighederne allerede er udelukket i svanemærkede produkter. Hele listen er også allerede indarbejdet i Svanemærkets kriterier for en række produktgrupper, men endnu ikke for rengøringsmidler. Vi forventer, at kravene til rengøringsmidler strammes i 2024. Lisbeth Engel Hansen Kriterieudviklingschef, Miljømærkning Danmark

Coop udfaser mistænkt hormonforstyrrende stof fra deres produkter

Tre af produkterne i testen med MEK er fra Coop.

Efter at Coop er blevet bekendt med, at MEK er mistænkt for at være hormonforstyrrende, oplyser de, at de vil ændre produktionen hurtigst muligt, så alkoholen i rengøringsmidlerne fremadrettet denatureres uden brug af MEK.

"Vi er rigtig ærgerlige over dette og gør alt, hvad vi kan for at fjerne det, så hurtig det kan lade sig gøre", siger Malene Teller Blume, kvalitetschef hos Coop Danmark.

Coop har forbud mod alle kemikalier under mistanke for hormonforstyrrende effekter i egne varemærker. Uanset om indholdet er lavt, og at produktet fortyndes væsentligt under brug.

Det er selvfølgelig ærgerligt og ikke mindst forvirrende for forbrugerne, at der pludselig dukker uønsket kemi op i miljømærkede produkter. Vi kan i Forbrugerrådet Tænk Kemi bedømme kemikalier her og nu. Men miljømærkerne skal først opdatere deres kriterier og producenterne skal omstille produktionen, og det tager selvfølgelig længere tid. Det vigtigste er, at problemet med uønsket kemi i svanemærkede produkter, som testen har påvist, fremadrettet vil blive løst. Indtil da, kan testen hjælpe forbrugere med at træffe et oplyst valg. Stine Müller Testansvarlig, Forbrugerrådet Tænk Kemi

Hvor er ingredienslisterne?

Udover indhold af uønsket kemi, er der heller ikke krav om, at alle ingredienser skal stå på rengøringsmidlernes etikette.

For eksempel behøver denatureringsmidler som MEK ikke at blive deklareret på selve produktet.

Men både parfume og konserveringsmidler skal angives direkte på produktet - det gælder også for allergifremkaldende konserveringsmidler såsom methylisothiazolinone.

Fuldstændige ingredienslister skal du kunne finde på den hjemmeside, der står angivet på rengøringsmidlets etikette. Så kan du gå på nettet og se alle ingredienserne i produktet. Det gælder også denatureringsmidler.

Testen viser dog, at det kan være ret svært at finde frem til ingredienserne på nettet, og at online ingredienslister ikke altid er opdaterede.

Forbrugerrådet Tænk Kemi opfordrer virksomhederne til at gøre det enkelt for forbrugere at finde korrekt information på hjemmesiden.

7 gode råd til at gøre rent

1. Rengøringsmidler med allergimærker og Svanemærket er generelt gode valg

Selvom vi i denne test af universalrengøringsmidler har fundet uønsket kemi i udvalgte produkter med Svanemærket og allergimærker, hører dette til sjældenhederne.

Mærkerne er derfor fortsat gode at gå efter, hvis du vil have produkter, hvor der både er stillet krav til produktets belastning af miljøet, og som er fri for parfume og en række andre problematiske stoffer.

Parfume må godt anvendes i produkter med Svanemærket og EU-Ecolabel Blomsten, men ikke i produkter med allergimærket Den Blå Krans eller Allergy Certified.

2. Den Blå Krans oplyser om alle indholdsstoffer – ellers skal du på nettet og hente ingredienslisten

Vil du kende alle ingredienserne i dine rengøringsmidler? Så gå efter et produkt med Den Blå Krans. Med Den Blå Krans er du sikret, at alle oplysningerne om indholdet fremgår på etiketten.

Rengøringsmidler oplyser normalt kun om udvalgte stoffer på selve bøtten. Der skal i stedet for være et link til en hjemmeside, hvor du skal kunne finde en liste over alle indholdsstofferne.

3. Tjek produkternes ingrediensliste for allergifremkaldende konservering 

Methylisothiazolinone (MI), methylchloroisothiazolinone (MCI) eller benzisothiazolinone (BIT) skal stå på produktet, hvis det er i.

Disse konserveringsmidler er allergifremkaldende.

Du kan også læse på etiketten, om der er parfume i rengøringsmidlet.

4. Faremærker gælder for det koncentrerede rengøringsmiddel

Nogle universalrengøringsmidler har faremærker, for eksempel et udråbstegn eller et symbol for ætsning.

Det skyldes, at rengøringsmidlerne i ufortyndet form kan irritere huden eller skade øjnene. Når det er fortyndet op i vand, som ved normal brug, er det ikke problematisk.

Har du sart hud, kan du bruge handsker ved rengøring for at undgå at irritere huden.

5. Følg vejledningen på etiketten

Læs vejledningen og følg instruktionerne.

Doserer du efter vejledningen, så sparer du miljøet for unødigt rengøringsmiddel.

Sikkerhedsanvisningerne på etiketten skal du også følge for at beskytte dig selv.

6. Stil rengøringsmidler utilgængeligt for børn

Børn skal ikke have adgang til rengøringsmidler. Der sker ind i mellem ulykker, hvor børn fx har drukket rengøringsmidler.

Stil gerne rengøringsmidlerne højt oppe eller i et aflåst skab. Så kan små børn ikke nå dem.

7. Desinfektion er sjældent nødvendigt

Nogle af universalrengøringsmidlerne angiver at have en desinficerende effekt, for eksempel at de slår bakterier ihjel.

Disse produkter kan indeholde desinfektionsmidler, såsom benzalkonium chloride, der er problematiske for miljøet.

I dagligdagen er desinfektionsmidler i langt de fleste tilfælde unødig kemi, som du ikke behøver at bruge i hjemmet.

Almindelig rengøring, god hygiejne og sund fornuft er tilstrækkeligt.

8. Brug appen Kemiluppen

Vil du gerne tjekke, om dine vaske- og rengøringsmidler indeholder uønsket kemi?

Hent appen Kemiluppen og scan stregkoden på dine rengøringsmidler. Så får du svar med det samme.