Har du brug for en rejseforsikring – eller er du allerede dækket?
Ferien kan blive dyr, hvis du kommer ud for uheld, sygdom eller tyveri, og du ikke har styr på din rejseforsikring. Men hvad dækker en rejseforsikring – og har du overhovedet brug for en?
En rejseforsikring kan redde dig økonomisk, hvis uheldet er ude, når du er på ferie – men det er langt fra altid klart, hvad den egentlig dækker, eller om du overhovedet har brug for én. Måske har du allerede dækningen som et tilvalg til din indboforsikring? Det kan også være en dækning, du allerede har via dit kreditkort.
Her får du overblik over, hvad en rejseforsikring typisk dækker, hvornår du har brug for den, og hvad du skal tage stilling til, før du vælger.
Find svar på:
- Kan du nøjes med det blå EU-sygesikringsbevis?
- Hvad dækker en rejseforsikring?
- Hvilken rejseforsikring skal du vælge?
- Hvor køber du din rejseforsikring?
- Dækker forsikringen, hvis du arbejder i din ferie?
- Dækker rejseforsikringen, hvis du holder ferie i Danmark?
- I hvilke særlige tilfælde skal du være ekstra opmærksom?
Det blå EU-sygesikringskort dækker til en vis grænse sygdom i EU-lande, Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz.
Det giver dig adgang til behandling i det offentlige sundhedsvæsen på samme vilkår som landets egne borgere.
Kortet dækker dog ikke hjemtransport, og det dækker heller ikke nødvendigvis egenbetaling til behandling.
Derfor vil det i de fleste tilfælde være en god idé at have en privat rejseforsikring. Rejser du uden for Europa, bør du altid have en.
En rejseforsikring dækker typisk mere end sygdom. Den kan for eksempel også dække:
- Hjemtransport i forbindelse med sygdom
- Erstatning ved tyveri og røveri
- Udgifter til forlænget ophold
- Ansvar, hvis du kommer til at skade andre eller deres ting
- Forsinket bagage
I nogle tilfælde kan forsikringen også give erstatning for ødelagte feriedage eller dække udgifter til juridisk hjælp og sygeledsagelse.
Det er vigtigt at læse vilkårene grundigt, så du ved, hvad din forsikring dækker. Her skal du holde særligt øje med forsikringssummen. Der vil typisk være et loft på, hvor meget forsikringen dækker.
Når du skal vælge rejseforsikring, er der nogle grundlæggende ting, du skal tage stilling til:
- Undersøg først, om du allerede er dækket via fx din indboforsikring, dit kreditkort eller studiekort
- Overvej, om du har brug for dækning i Europa eller i hele verden
- Tjek, om din rejsetype kræver ekstra dækning (fx længere rejser eller særlige aktiviteter)
Du kan bruge vores test af rejseforsikringer eller sammenligne priser og dækninger på Forsikringsguiden.dk.
Du kan købe rejseforsikring gennem dit forsikringsselskab, et rejsebureau eller et specialiseret rejseforsikringsselskab. Du kan både vælge at tegne en årsrejseforsikring eller en rejseforsikring, der kun dækker dig på den rejse, den er tegnet til.
Ofte kan det være en billig løsning at tilkøbe rejseforsikring som en del af din indboforsikring – hvis du ellers er tilfreds med Forsikringsselskabet.
Undersøg markedet, før du vælger.
Din private rejseforsikring dækker som udgangspunkt kun, hvis formålet med din rejse er ferie. Hvis du er på arbejdsrejse, skal du have en erhvervsrejseforsikring.
Hvis du fx tjekker mails eller deltager i et enkelt møde under ferien, vil du dog typisk stadig være dækket – så længe hovedformålet er ferie.
Er du i tvivl, så kontakt dit forsikringsselskab. Forsikringsselskaber kan have forskellige holdninger til, hvor grænsen mellem ferie og arbejde går.
De fleste rejseforsikringer dækker også ferie i Danmark.
Flere forsikringsselskaber stiller dog som betingelse, at du skal have booket et vist antal overnatninger, før de dækker.
Husk, at vilkårene ikke er de samme i alle forsikringsselskaber. Kontakt derfor dit forsikringsselskab, og få styr på vilkårene inden ferien.
Vær særligt opmærksom på disse ting – og tjek med dit forsikringsselskab:
- Aktive ferier som skiferie kan kræve særlig dækning.
- Rejser til bestemte lande kan være undtaget dækning.
- Er du alvorlig eller kronisk syg kan der være særlige betingelser.
- Er du over 65 kan der være særlige krav eller betingelser.
- Operationer og behandlinger i udlandet er omfattet af særlige regler. Rejser du ud for at få behandling i udlandet, er du ikke dækket af det blå sygesikringskort, dine almindelige forsikringer eller din rejseforsikring. Det er derfor vigtigt, at du undersøger dette grundigt og eventuelt får en ekstra forsikring med henblik på netop denne type rejser.
Hvad gør du nu?
Har du brug for en rejseforsikring, så se Forbrugerrådet Tænks test for at finde den bedste dækning til den billigste pris.
Dine flyrettigheder står til at blive forringede
Du har i dag krav på kompensation, hvis dit fly bliver mere end tre timer forsinket. I fremtiden skal der dog gå fire eller seks timer, før du kan gøre dig forhåbninger om at få penge tilbage, hvis det står til EU’s ministerråd for transport.
Pakkerejse eller charterrejse: Her er dine rettigheder
Hvad gør du, hvis rejseselskabet går konkurs, eller hvis du får en ekstraregning for din rejse? Og hvad har du ret til, hvis rejseselskabet går konkurs? Få overblik over dine rettigheder her.
Forsvundet, forsinket eller ødelagt flybagage? Det skal du gøre
Hvad skal du gøre, hvis din bagage er forsinket, gået i stykker eller slet ikke dukker op i lufthavnen? Og hvad er dine rettigheder? Find svarene her.