Når du sender en pakke
Som afsender af post, er der nogle ting, som du kan gøre for at sikre dig, at risikoen for, at din pakke bliver skadet – og at du hæfter for det, er utrolig lille.
- Sørg for at få en kvittering på posthuset med pakkens nummer og afsendelsesdato. Hvis din pakke vejer under 2 kilo, har du mulighed for at sende den som brev, men så har du ikke ret til erstatning, hvis den skulle gå i stykker eller blive væk.
- Du kan vælge at sende din pakke som forsigtig-pakke. Forsendelsen er lidt dyrere end almindelige pakker, men du er så sikret, at posten er særligt opmærksom på, at pakken skal håndteres med særlig forsigtighed.
Du skal også være opmærksom på, at følgende ting under alle omstændigheder skal sendes som forsigtig-pakker:
- Porcelæn, glas og tilsvarende skrøbelige genstande.
- Teknisk udstyr, herunder computere, edb-udstyr og laserudstyr (skal sendes i original emballage eller tilsvarende god emballage).
- Møbler, barnevogne o.l., der på grund af deres form ikke kan stuves sammen med andre pakke.
Når du modtager en pakke
Når der er en pakke til dig, vil du modtage en seddel med posten, der gør opmærksom på, at den ligger klar til afhentning på posthuset. På sedlen står også, hvor længe de har din pakke liggende.
Fristen vil normalt være 14 dage. Afhenter du ikke din pakke inden den periode, vil Post Danmark returnere pakken til afsender.
Skal Post Danmark opbevare den længere gør følgende sig gældende:
- Er pakken på opkrævning, dvs. at du endnu ikke har betalt for den, skal afsender sige god for, at posthuset må forlænge afhentningsfristen. Det vil sige, at du skal rette henvendelse til afsender, og gøre opmærksom på, at du ønsker forlængelse af afhentningsfristen.
- Er pakken ikke på opkrævning, skal du selv rette henvendelse til posthuset og bede om forlængelse.
Bliver pakken væk undervejs
Er pakken blevet væk undervejs, er det en sag mellem afsender og Post Danmark. De 2 parter har sammen ansvaret for at finde ud af, hvor pakken er blevet af på sin vej til modtageren.
Er pakken synligt beskadiget
Er en pakke synligt beskadiget, når du modtager den, skal du straks starte en reklamation. Det gør du ved at tage pakken, inkl. den originale emballage med til dit nærmeste posthus og aflevere den her – det skal ske inden for 24 timer efter modtagelsen af pakken.
Det er vigtigt, at pakken afleveres med det samme pakkenummer (track- & tracenummer), som den blev sendt til dig på.
Hvis du allerede ved udlevering kan se, at pakken er beskadiget, kan du nægte at modtage den. I det tilfælde vil Post Danmark afklare et eventuelt erstatningsspørgsmål med afsenderen af pakken.
Sagen om, hvem der har ansvaret for skaden skal afgøres mellem afsender og Post Danmark. Er du modtager af pakken, er det derfor en god idé både at tage kontakt til Post Danmark og afsenderen.
Opdager du først beskadigelsen senere
Hvis du først opdager, at pakken har taget skade, når du pakker den ud, skal du starte en reklamation hos Post Danmark.
Post Danmark gør i denne sammenhæng opmærksom på, at der skal reklameres indenfor 7 dage fra modtagelsen. Søn- og helligdage tæller ikke med.
Se kontaktoplysninger på Post Danmark Kundeservice
Får du brug for at klage
Hvis du er utilfreds med posthusets håndtering af sagen, skal du først rette skriftlig henvendelse til pågældende posthus. Hjælper det ikke, kan du rette henvendelse til Post Danmarks hovedkontor.
Hvis dette ikke hjælper, skal du klage til Trafikstyrelsen. Dette gøres lettest per brev eller e-mail, hvor du oplyser navn og adresse, samt kopi af eventuelle bilag eller fotos.
Se kontaktoplysninger på Trafikstyrelsens hjemmeside
Af Annelene Højvang Larsen / Foto Istockphoto.com
Brug for mere hjælp?
Ring til vores rådgivning
Mandag til fredag kl. 9-12
på telefon 77 41 77 41.



