Autostole for nybegyndere

Google+twittetFacebookTip en ven
18.3.2011

Som nybagte forældre er fænomenet autostole og begrebet ’børn i bilen’ sikkert helt nyt for jer. Bliv klogere efter denne introduktion.

Testresultater

Loven siger, at dit barn under kørsel skal spændes fast i godkendt udstyr, som passer til barnets højde og vægt.

Det er førerens ansvar, at alle passagerer under 15 år er spændt forsvarligt fast under kørslen, og det koster et klip i kørekortet, hvis man kører med en passager under 135 cm, der ikke er spændt fast i godkendt sikkerhedsudstyr passende til barnets højde og vægt.

Man må gerne have et ekstra barn, som er over tre år, med i bilen ved såkaldt ”lejlighedsvis befordring over en kort afstand”. Også selv om barnet ikke sidder i særligt udstyr (barnestol/selepude). Barnet skal så spændes fast med den almindelige sele og sidde på bagsædet.

En godkendelse er ikke nok

Når du køber autostol, skal den have godkendelsesmærkerne ECE 44-03 eller ECE 44-04. En T (svensk) eller DS (Dansk Standard) godkendelse er ikke nok.

Husk, at der stadig er stor forskel på, hvor godt de forskellige autostole klarer sig i test, selvom de alle er godkendte. Vælg derfor en stol, som klarer sig godt i Tænks test, der er skrappere og grundigere end den test, der er en del af godkendelsesproceduren.

Vælg en model, der som minimum hat fået karakteren ’god’ i Tænks test.

Glem ikke, at autostolen stadig skal passe til barnets vægt plus højde for at være godkendt, godkendelsesmærket er altså ikke nok.

Tre grupper af stole

Der findes tre hovedgrupper af autostole:

• Gruppe 0+ for børn op til 13 kilo (til cirka 1 år)
• Gruppe 1 for børn mellem 9-18 kilo (cirka 1 - 3 år)
• Gruppe 2/3 for børn mellem 15-36 kilo (cirka 4 - 10 år)

Når man taler autostole, tales der primært i vægt, da det er for upræcist at tale om alder, når det drejer sig om så små børn.

Størrelsen betyder alt

Det er alfa og omega, at dit barn får den rigtige størrelse stol. Barnets hoved må ikke rage op over hovedstøtten på den bagudvendte autostol. Den fremadvendte stol er for lille, når barnets øjne når op til kanten af stolen. En stol, der er for stor giver dog heller ikke den optimale beskyttelse af barnet.

Anbringer man for eksempel en baby på tre måneder i en gruppe 1 eller 2/3 stol, vil barnet slet ikke være ordentligt beskyttet. En baby på op til ni måneder skal sættes i en bagudvendt babystol, da denne type beskytter hoved og nakke bedst ved frontalkollision.

Tænk anbefaler, at du holder dit barn i en bagudvendt monteret stol så længe som muligt. Et barn på et år har stadig et relativt tungt hoved og en ret svag nakke. Så behold derfor barnet i babystolen, indtil hovedet begynder at rage ud over kanten og køb en bagudvendt gruppe 1 autostol, hvis du har mulighed for det.

Sidst men absolut ikke mindst: Montering

En korrekt montering af stolen er utrolig vigtig. Selv den bedste autostol beskytter ikke, hvis den ikke er monteret, som den skal. Medbring derfor både bil og baby til autostolsforhandleren, og kræv en instruktion i korrekt montering i bilen.

Husk, at en autostol ikke må placeres på forsædet, hvis der er airbag i bilen, medmindre der er mulighed for at slå airbag’en fra med lås, hvilket man kan i nogle biler.

Er din bil fra det nye årtusinde har den højst sandsynligt isofix-beslag indbygget. Isofix er et monteringssystem, hvor autostolen klikkes på plads i de beslag, som allerede findes i bilen, hvormed man undgår fejlmontering. Dette er den nemmeste og sikreste måde at montere stolen på og har klart Tænks anbefaling.

Af Anne Sæhl

Brug for mere hjælp?

Ring til vores rådgivning

Mandag til fredag kl. 9-12

på telefon 77 41 77 41.

Husk!

Er du medlem, skal du logge ind først.
Du loger dig ind, øverst i højre side- Tak!

Tænk 140/2013 (billede)
3.5.2013

Tema: Tandlæger tjener på din loyalitet. Trods stor utilfredshed er det kun få, der klager over...