Undersøgelsesgebyr udhuler reklamationsretten

Nogle butikker tager et gebyr, hvis de ikke kan finde en fejl på din defekte vare, efter den har været til undersøgelse. Det gør de selv om det er inden for de to år reklamationsretten gælder.

Undersøgelsesgebyr udhuler reklamationsretten (billede)

Reklamationsretten burde dække

Når vi køber en computer, en telefon eller et fjernsyn, har vi ifølge købeloven to års reklamationsret. Det vil sige, at forhandleren skal bytte eller reparere varen, hvis den pludselig går i stykker, uden at den er blevet fejlbehandlet.

Butikkerne kan i dag kræve undersøgelsesgebyrer, så længe de oplyser om det, inden varen undersøges. Og derfor kan de sende alle varer til undersøgelse uden at tage stilling til reklamationen, fordi forbrugeren står med risikoen for udgiften til undersøgelsen.

Det vælger især nogle forhandlere af elektronik at gøre, og gebyrerne kan være alt mellem 200 kroner til 1.000 kroner, alt efter hvilken vare det er.

Forbud mod undersøgelsesgebyrer

Det er risikoen for, at forbrugeren skal dække udgiften til undersøgelsen, der udhuler den tryghed som reklamationsretten skulle give.

Vil forbrugeren reklamere, skal det ske i butikken, hvor varen er købt. Det betyder, at forbrugeren kan være tvunget til at acceptere risikoen for at få en regning for undersøgelsen svarende til det gebyr, butikkens værksted kræver, selv om det er inden for reklamationstiden.

Derudover er det helt op til butikken, hvor varen skal undersøges henne. Forbrugeren må derfor stole på, at det svar undersøgelsen viser, er korrekt.

Tag stilling til reklamtionen

Forbrugerrådet ønsker, at butikkerne i højere grad tager ansvar, for de varer de sælger, ved at tage stilling til den enkelte reklamation.

Butikkens personale må forholde sig til den fejl, forbrugeren reklamerer over, og afvise at tage imod varen, hvis butikken mener, at fejlen ikke er dækket af købeloven.

På den måde undgår forbrugeren undersøgelsesgebyret, og forbrugeren har mulighed for at gå videre med en klagesag, hvis forbrugeren mener, at butikkens afvisning er uberettiget.

Butikken skal betale udgiften

I de tilfælde, hvor det ikke er muligt at afgøre, om fejlen er dækket af købeloven uden nærmere undersøgelse af varen, må butikken selv betale udgifterne til at undersøge varen, mener Forbrugerrådet. Så undgår man at stille forbrugerne i den situation, at de skal overveje, hvorvidt det kan betale sig at gøre brug af reklamationsretten eller ej.

Butikken skal under alle omstændigheder betale udgifterne, når fejlen er dækket af købeloven. Det vil derfor kun være i de tilfælde, hvor reklamationen er uberettiget, og hvor butikken ikke uden nærmere undersøgelse kan afvise reklamationen, at butikkerne vil have en ekstraudgift.

Af Astrid Lærke Rantorp

29.9.2011

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Brug for mere hjælp?

Ring til vores rådgivning

Mandag til fredag kl. 9-15

på telefon 77 41 77 41.

Indkøbskurv