Minimér din brændeovns forurening

Selv den bedste miljømærkede ovn blive en stor forureningskilde i sløsede, uansvarlige hænder. Flere naboer er kommet på kant netop på grund af lugtgener og elendig fyring. Følg Tænks miljørigtige råd og undgå nabostridigheder.

Minimér din brændeovns forurening (billede)

Brug rent og tørt træ

Skal du undgå forurening, er det bedst at bruge rent og tørt træ. Det begrænser belastningen af lokalmiljøet. Og ser vi i globalt perspektiv, er biobrændsel som træ CO2-neutralt. Det vil sige, at den kuldioxid, der dannes ved forbrændingen, optages i tilsvarende mængde, når nye træer vokser.

Der er forskel på brændværdien for forskellige træsorter, men alt træ kan bruges - bare det er kløvet til passende tykkelse og tørret 1-2 år.

Træpiller og flis kræver en ovn, der er designet til det, og fyring med koks er en helt anden historie. Brændestykkerne skal være 5-10 cm kortere end brændkammeret, og de kløves til en diameter på omkring 10 cm.

Brug aldrig husholdningsaffald

Brug aldrig husholdningsaffald - som mælkekartoner, plastposer, farvet papir og karton - for det er den helt sikre vej til at forurene både sig selv, sine familiemedlemmer og sine naboer. Det samme gælder malet, lakeret, limet eller imprægneret træ. Fyring med alt andet end rent træ kan desuden udvikle dioxin.

Optænd korrekt

Ved selve optændingen kan du bruge tørt kvas eller pindebrænde - cirka 1-2 kilo. Brug optændingsblok eller eventuelt lidt sammenkrøllede avissider til at tænde op.

Ilden skal meget hurtigt have godt fat, så temperaturen stiger med det samme. Derfor skal der masser af luft til forbrændingen i denne fase - typisk skal ovndøren stå på klem.

Fyr korrekt

Undgå at fylde ovnrummet op med brændsel og derefter straks regulere varmen ved at skrue ned for luften.

Tommelfingerreglen er, at man altid skal kunne se klare, gul/blå flammer - det vil sige, at brændslet får tilstrækkeligt med luft og giver høj varmeeffekt. Hvis du vil dæmpe varmen, skal du lægge mindre brændestykker på og lige netop vedligeholde glødelaget.

Når det er brændt ned til gløder, kan du skrue ned for lufttilførslen - men kun så meget at gløderne forbliver røde.

Lad ikke ovnen brænde natten over

Det er en uhyre dårlig idé at lade ovnen brænde af om natten med et minimum af lufttilførsel. Det kan godt være, at rummet stadig er lunt, når du står op - og du kan glæde sig over et lunt gulv - men i nattens løb står der sort røg op af skorstenen.

Måske er giftig røg endda trukket ind af eventuelt åbenstående vinduer til sovende i huset - eller hos naboen.

Tjek jævnligt skorstenen og røgen

Skorstenen og ovnens indre skal jævnligt efterses og eventuelt renses, og slidte pakninger i ovnlågen skal udskiftes.

Kontrollér at røgen er usynlig og lugtfri

Gå ud af huset og studér brænderøgen fra skorstenen: Er den usynlig eller næsten usynlig - og hvis den ikke lugter - så skulle ovnen være toptunet, fyringen i orden og forureningen på et minimum.

19.10.2011

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Brug for mere hjælp?

Ring til vores rådgivning

Mandag til fredag kl. 9-15

på telefon 77 41 77 41.

Indkøbskurv