Hvor meget beskytter en skihjelm?

Skihjelme kan reducere antallet af skader med op til 60 procent, men cirka hver anden voksen kører uden hovedbeskyttelse.

Hvor meget beskytter en skihjelm? (billede)

Se også

Ville du køre 40 km i timen på knallert uden hjelm? Svarer du nej, hvorfor så køre 60 km i timen ned ad en skipist uden hjelm?

Børn og unge har størst risiko for skiskader

Ifølge statistikkerne er hovedskader ikke den typiske årsag til, at skiferien ender på et hospital. Hjernerystelser udgjorde i sidste skisæson ni procent af de anmeldte skiskader oplyser SOS, der varetager den offentlige sygesikrings opgaver.

Det er en stigning fra fem-seks procent fra foregående år.

Ifølge tal fra Danmarks Skiforbund ligger det totale antal skader på to per 1000 skidage for skiløbere.

Heraf udgør hovedskader omkring 15 procent. Det vil sige, at risikoen for en hovedskade er 1 per 3000 skidage eller 1 hovedskade per 400 år, hvis der løbes på ski én uge om året.

De potentielt farlige hjerneskader tegner sig for 1 skade pr. 14.000 skidage og heraf er 94 procent hjernerystelser med god prognose.

Snowboardere har lidt større risiko for hovedskader end alpine skiløbere, og børn eller unge under 18 år har mere end dobbelt så stor risiko.

Hjelmen beskytter delvist

Skihjelme er ikke bygget til at modstå direkte kollisioner med hastigheder over 20 km i timen.

Målinger på flere skidestinationer har vist, at gennemsnitsfarten på de lette pister er omkring 30 km i timen - og langt højere på de mellemsvære og svære pister.

Hvis hovedet knalder direkte ind i træer, klipper, andre skiløbere eller liftstandere ved høje hastigheder, yder hjelmen ingen beskyttelse.

Hjelmens gavnlige effekt er begrænset til mindre alvorlige hovedlæsioner som rifter og flænger i hovedbunden og lette hjernerystelser.

Ved alle hastigheder beskytter hjelmen ved strejfende kollisioner, og den beskytter mod slag og stød fra skikanter og andre løse genstande, ligesom den beskytter, når hovedet bankes ned i en hård piste, og når du kludrer med slæbeliften.

Skiforbund anbefaler hovedbeskyttelse

Det internationale skiforbund, FIS, anbefalede for et par år siden alle skiløbere og snowboardere at bruge hjelm.

FIS baserede anbefalingen på en norsk undersøgelse bragt i Journal of American Medical Association. Undersøgelsen viste, at brug af hjelm reducerer hovedskader med op til 60 procent.

Hjelmenes styrke er et kompromis mellem styrke og komfort. Hvis ski- og cykelhjelme havde samme styrke som en motorcykelhjelm, der beskytter selv i høj fart, ville ingen gide køre med dem.

Hver anden voksen kører uden hjelm

Herhjemme har eksperter tidligere kun anbefalet hjelme til børn og andre risikogrupper, som eksempelvis unge mænd med en aggressiv kørestil.

Danmarks Skiforbund anbefaler brug af hjelm, især af børn og unge og ved risikofyldt snesport som konkurrencer og træning til konkurrencer i snowboardparken og i offpisten, men skiforbundet anbefaler ikke lovindgreb om tvungen brug af hjelm.

Ingen lov, endnu ...

En lov kan ellers blive aktuel i fremtiden. Både i Italien og Østrig er det påbudt børn under 15 år at køre med hjelm.
I Norden er der ikke indført krav, men mange steder kører børn under en vis alder gratis med liften, hvis de bærer hjelm. Derfor ser man aldrig et barn uden hjelm på i Norge og Sverige. 

Forhandlere, som Tænk har talt med, mener, at halvdelen af alle voksne skiløbere i dag kører med beskyttelse på hovedet.
For børn er tallet tæt på hundrede procent. 
Årsagerne er blandt andet, at pisterne er præparerede til høje hastigheder, så selv teknisk svage skiløbere kan køre meget stærkt. Og der køres ofte på tværs af tæt befolkede pister. Forhold, som øger risikoen for kollisioner.

Kør forsigtigt

Kollisioner på pisterne undgås ikke ved, at alle ifører sig beskyttelsesudstyr, men ved at vise ansvar for sig selv og andre.
Respekter din tekniske kunnen, vær årvågen, afpas hastigheden efter forholdene, og hold afstand til andre løbere.
 

19.11.2010

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Få seneste test, nyheder og gode råd via email.

Brug for mere hjælp?

Ring til vores rådgivning

Mandag til fredag kl. 9-15

på telefon 77 41 77 41.