Gode råd om vin og sundhed

Der findes forskellige meninger om vin og alkohols indvirkninger på kroppen. Nogle mener ligefrem at moderate mængder af vin dagligt, kan være gavnligt for helbredet.

Se også

Forebygger mod blodpropper

Ifølge forskning fra Statens Institut for Folkesundhed nedsætter alkohol risikoen for dannelsen af blodpropper i hjertet og i hjernen hos midaldrende og ældre personer. Derudover påvirker alkohol blodet, så det ikke størkner så let eller hurtigt; en slags blodfortyndende effekt.

Professor Morten Grønbæk fra instituttet har også foretaget studier, der tyder på, at indtagelse af vin i moderate mængder virker forebyggende på mange former for kræft.

Drik kun lidt ad gangen

Noget tyder på, at det mere er hyppigheden end mængden, der har betydning for den positive effekt. Man skal altså drikke lidt, men ofte - og ikke mere end henholdsvis 14 eller 21 genstande for kvinder og mænd fordelt på alle ugens syv dage. Disse grænser beskriver det maksimale indtag om ugen.

Sundhedsstyrelsen har i 2008 suppleret sine anbefalinger om alkohol med en ny: Drik ikke mere end fem genstande på én aften. Gør du det, mister alkoholen den positive effekt mod ovennævnte sygdomme, og du øger risikoen for blandt andet hjertekarsygdomme og for ulykker og skader.

Pas på med alkohol

Har du nær familie med alkoholproblemer eller psykiatriske sygdomme, bør du være særlig påpasselig. Har du svært ved at styre dit forbrug af alkohol bør du søge hjælp.

Nogle situationer kræver koncentration og nærvær. For eksempel sport, bilkørsel, arbejde og samvær med børn. Undgå helt at drikke i disse situationer.

Lad helt være med at drikke når du er gravid.

Vin sundere end andre typer alkohol?

Det ser ud til, at der enten er en knap så skadelig eller en mere positiv virkning af at drikke vin frem for andre typer alkohol. Det er der dog ikke udbredt enighed om blandt forskere.

Andre forskere mener, at de positive resultater for vin kan skyldes, at folk, der drikker vin, generelt spiser sundere.

7.11.2008

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Brug for mere hjælp?

Ring til vores rådgivning

Mandag til fredag kl. 9-15

på telefon 77 41 77 41.

Indkøbskurv