Glødepæren
Som navnet antyder, er glødepærens strøm baseret på glødetråde. Pæren ligger i energiklasse E-F, da glødepærer bruger omkring fire gange så meget strøm som A-pærer. Levetiden er cirka 1.000 timer, og farvegengivelsen er 99 på en Ra-skala, hvor 100 er bedst. En glødepære på 60W lyser med cirka 730 lumen.
Et gradvist farvel til den traditionelle glødepære er i fuld gang. I efteråret 2009 sendte EU alle matte glødepærer samt 100 watt klare glødepærer ud i mørket. I år gælder det 75 watt klare glødepærer, og ved udgangen af 2012 er den traditionelle glødepære helt væk.
Halogenpæren
Halogenpærens strøm er ligesom glødepærens baseret på glødetråde, og derfor ender den traditionelle halogenpære, som vi kender fra små spots i energiklasse D-E (230V) og C-D (lavvolt-halogen er typisk 12V). Levetiden er på 2.000-5.000-5.000 timer.
Farvegengivelsen er 99 på Ra-skalaen. På grund af den gode farvegengivelse er halogenpæren populær i køkkener, badeværelser og i arbejdslamper.
Halogensparepæren
Halogensparepæren ligner en glødepære i formen, men indeni sidder der en lille halogenpære. Ved at anvende særlige gasser i pæren og i nogle tilfælde at omforme til lavvolt, opnår man en besparelse i forhold til glødepæren.
Halogensparepærer er allerede blevet udbredt på markedet, og det et godt alternativ til glødepæren på steder, hvor god farvegengivelse er vigtig. Pærerne fungerer på mange måder som en glødepære og lyser med fuld styrke med det samme.
Det klare glas betyder typisk, at der kommer en lille, koncentreret plet i midten af lyset fra lampen - det skal man lige vænne sig til.
Halogensparepærerne fås i energiklasse C (30 % besparelse) til cirka 15 kroner stykket, og en dyrere version med indbygget transformer i energiklasse B (50 % besparelse). Holdbarheden angives til cirka 2.000 timer, så også på dette punkt placerer de sig mellem glødepærer og sparepærer.
Hvad er en sparepære (kompaktlysstofrør)?
Sparepærer fås i energiklasse A og B og er i princippet et lysstofrør i miniudgave. På de pæreformede modeller er der lagt en kappe af glas eller plast uden om mini-lysstofrøret, så den minder om en glødepære.
På Elsparefondens A-liste kan du finde de pærer, der lever op til fondens krav. Elsparefonden anbefaler, at man kun bruger A-pærer, fordi de giver mest effektivitet for pengene og sparer mest energi. Energiklasse B er dog langt mere besparende end almindelige glødepærer, da sparepæren giver fire til fem gange så meget lys per tilført Watt.
Lyset fra en sparepære kan virke lidt fladt, og farvegengivelsen er lidt ringere end gløde- og halogenpærer, fordi energisparepæren, som alle lysstofrør, har en række spidser og huller i farvespektret. Levetiden er på 6.000-15.000 timer. Farvegengivelsen er på 80-89 på Ra-skalaen. En 15W sparepære kommer tættest på at matche en 60W glødepære.
Sparepærens lysstofrør er så effektivt, at man kan spare cirka 75 procent på sit elforbrug ved at bruge sparepærer. Regner man med, at pæren lyser tre timer i døgnet, sparer du cirka 70 kroner på dit årlige elforbrug, hver gang du skifter en glødepære ud med en sparepære. Selvom sparepæren er dyrere, er forskellen hurtigt tjent ind, fordi den holder mellem seks og 15 gange længere.
Hvad er en diodepære?
Lysdioder er en lovende ny teknologi, men som endnu kun er på markedet i meget begrænset omfang. LED - eller Light Emitting Diode - er små elektroniske komponenter, som udsender lys, når der sendes strøm igennem dem. En lysdiode bruger typisk fra 0.1W til 5W og kræver en særlig teknologi til at drive dioden.
Dioderne er generelt ret kolde i farvetonen, men varmhvide nuancer, der ligner glødepærens, findes også på markedet. Farvegengivelsen er dog ikke på højde med glødepærens, men de bedste lysdioder har en farvekvalitet, der er bedre end gode lysstofrør og sparepærer.
Levetiden er på 25.000-50.000 timer.
Bliv medlem
Indkøbskurv
Log på tænk.dk
Nyhedsbrev
Modtag test, nyheder og gode råd - 2 gange om ugen.
Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.
Mest populære test
Brug for mere hjælp?
Ring til vores rådgivning
Mandag til fredag kl. 9-15
på telefon 77 41 77 41.













