Gore-Tex: Er der uønsket kemi i dine vandresko?
Vandtætte vandrestøvler er en god ting. Men ofte følger problematiske fluorstoffer med, hvis vandet skal holdes ude af støvlen.
Vandtætte vandresko er typisk behandlet med fluorstoffer. Enten som imprægnering eller i form af en membran af Gore-Tex, der indeholder fluorstoffer.
Forbrugerrådet Tænk testede vandresko i 2019, hvor vi også undersøgte, om skoene indeholder fluorstoffer.
Derfor er der fluorstoffer i dine vandresko
Fluorstoffer er med til at øge vandtætheden, men fluorstoffer kan også være problematiske for din sundhed og for miljøet. Øget risiko for kræft, dårligere immunforsvar, øget risiko for abort, lavere fødselsvægt og hormonforstyrrelser er alle blandt de negative effekter, som fluorstoffer kan have.
Fluorstofferne er også svære at nedbryde og kan ophobe sig i både mennesker og naturen.
Gore-Tex er baseret på fluorstoffer
Vandresko har ofte en membran med materialet Gore-Tex, som er et varemærke for et vandtæt og åndbart materiale. Gore-Tex bruges til regntøj og vandtæt fodbeklædning.
Gore-Tex er baseret på fluorstoffet polytetrafluoroethylen (PTFE), som også kendes under navnet Teflon. PTFE i sig selv er stabilt og godt bundet i membranen. Det betyder, at fluorstoffet PTFE ikke bliver frigivet fra selve membranen.
Men der kan være urenheder af andre fluorstoffer, og fremstillingen af PTFE vil også være med til at forurene miljøet med fluorstoffer. Imprægneringen af Gore-Tex er ofte gjort med problematiske fluorstoffer.
Forbrugerrådet Tænk mener: Fluorstoffer skal ud af vores hverdagsprodukter
“Problematisk fluorstoffer skal ikke være i forbrugerprodukter, hverken når det drejer sig om udendørstøj, bagepapir eller kosmetik. De forurener vores miljø, skader vores sundhed og nedbrydes kun meget langsomt.
Myndighederne er i gang med at skærpe lovgivningen, men vi ser gerne, at virksomhederne allerede nu gør en indsats og sørger for, at forbrugerne kan købe produkter uden fluorstoffer.”
Christel Søgaard Kirkeby, projektleder, Forbrugerrådet Tænk
Vandresko: Sådan vælger du de rigtige
Hvordan vælger du de rigtige vandresko? Udvalget af vandresko og -støvler er stort, men med disse fem overvejelser, får du hjælp til valget af vandresko.
Vandrestav: 7 ting du skal vide inden du køber
Vandrestave ligner måske hinanden ret meget, men små detaljer gør en ret stor forskel. Her får du syv tips til det rigtige køb.
Sådan undgår du PFAS i skaljakker
Udendørstøj som skaljakker bliver ofte gjort vandtæt eller åndbart med PFAS, der kan være skadelige for miljøet og din sundhed. Men du kan godt undgå dem.