Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Klag over banken: Sådan gør du

Dankortet kan blive misbrugt af svindlere, eller din bank kan rådgive dig forkert om for eksempel et lån. Find ud af, hvordan du klager over din bank.
Af Signe Funch Madsen
12. April 2019
Klag over banken.
Foto: Getty Images

Bankrådgiveren er også sælger

Bankrådgiveren skal rådgive dig om din økonomi. Bankrådgiveren er samtidig også interesseret i, at banken tjener penge på at have dig som kunde.

Føler du, at bankrådgiveren har vejledt dig misvisende om for eksempel dit boliglån? Eller har banken ikke hjulpet dig godt nok i forbindelse med, at nogen pludselig har hævet penge eller lavet betalinger fra din konto?

Banken kan du klage over, hvis du føler dig snydt af din bank. Se her, hvordan du gør.

Få hjælp til at skifte bank her

Klag over mangelfuld rådgivning

Bankrådgiveren skal rådgive dig ud fra, hvor meget erfaring du har med emnet og hvad der er i dine interesser.

Låner du for eksempel penge til at købe hus for første gang, er det ikke sikkert, du har den nødvendige viden om renter, kurssikring og lån. Banken skal derfor rådgive dig ud fra, hvor erfaren du er.

Informerer bankrådgiveren dig ikke efter din erfaring, kan du klage over mangelfuld rådgivning.

Sådan vælger du det rigtige realkreditlån

Klag først til din bank

Bankfilialens leder skal du kontakte, hvis du er utilfreds med rådgivningen fra din bankrådgiver. Så kan banken forsøge at finde en anden rådgiver til dig.

Bankrådgiveren kan for eksempel have rådet dig til at lave en risikabel investering, som du har tabt penge på uden at fortælle dig om investeringens risici.

Banken skal du også klage til, selv om det ikke direkte er din bankrådgiver, du vil klage over. Enten skal du gå til din bankrådgiver, den relevante afdelings ledelse, eller også skal du sende en klage gennem bankens hjemmeside eller på e-mail.

Klag til bankens klageansvarlige

Alle banker har en klageansvarlig, som du kan klage til, hvis du ikke finder en løsning med din bankrådgiver, afdelingsdirektøren eller filiallederen.

Kontaktinformation på den klageansvarlige finder du på bankens hjemmeside. Hos nogle banker skal du udfylde et online klageskema, og hos andre skal du sende en e-mail.

Brug tidligere afgørelser fra Det finansielle ankenævn

Det finansielle ankenævn er et ankenævn, der behandler klager over banker og realkreditinstitutter. Ankenævnets tidligere afgørelser kan du bruge til at argumentere din sag over for banken.

Findes der sager i stil med din sag, og har klageren fået medhold i ankenævnet, kan du bruge afgørelsen til at forhandle med din bank. Så slipper du måske for at klage til Det finansielle ankenævn.

Find tidligere afgørelser fra Det finansielle ankenævn på fanke.dk

Sådan finder du tidligere afgørelser:

  • Under Søg i afgørelser: Skriv relevante søgeord, for eksempel Dankort, misbrug, lån og investering.
  • Under Fra dato og Til dato: Vælg den periode, du vil se afgørelser fra.
  • Ved Pengeinstitutter, Realkreditinstitutter og Investeringsfonde: Vælg om afgørelser kun skal handle om for eksempel banker (pengeinstitutter).
  • Tryk til sidst på Søg for at få vist afgørelserne.

Tidligere afgørelser fra ankenævnet kan du også bruge til at undersøge, om der er gode chancer for at få medhold, hvis du vil klage til Det finansielle ankenævn.

Klag til Det finansielle ankenævn

Det finansielle ankenævn kan du klage til, hvis du:

  • har fået afslag på din klage af den klageansvarlige i din bank
  • har fået et svar fra den klageansvarlige i din bank, som du er utilfreds med
  • slet ikke har fået svar inden 5 uger, efter banken modtog din klage

Klagen over din bank skal du indsende på Det finansielle ankenævns hjemmeside. Det koster 200 kroner at klage til ankenævnet. Hvis du får medhold i din klage, får du pengene tilbage.

Hvad kan du klage til Det finansielle ankenævn over?

Det finansielle ankenævn behandler som hovedregel klager om en konkret uenighed mellem dig og banken om et pengebeløb. Det kan for eksempel være, at du har fået forkert rådgivning om investering, renter eller boligfinansiering. For at få erstatning skal du have lidt et reelt tab.

Misbrug af for eksempel dit Dankort eller uautoriserede hævninger fra din konto kan du også klage til Det finansielle ankenævn over.

Klager kan blandt andet dreje sig om:

  • Investeringer og investeringsrådgivning
  • Lån, renter og boligfinansiering
  • Beregningsfejl, bidragsforhøjelser og gebyrer
  • Misbrug af betalingskort og konto og svindel med betalinger

Klag til Det finansielle ankenævn på anke.dk

Hvad kan du få ud af at klage?

Det finansielle ankenævn når frem til en afgørelse i klagesager over banker. Afgørelsen fortæller, om banken skal opfylde dine krav, for eksempel hvis du kræver erstatning.

Banken følger i langt de fleste tilfælde afgørelserne fra Det finansielle ankenævn, selv om banken ikke er juridisk bundet til det.

Afviser banken alligevel Det finansielle ankenævns afgørelse, kan du eventuelt gå videre til domstolene. Du skal dog indstille dig på, at det kan blive dyrt og tage lang tid at gå videre med sagen.

Forbrugerombudsmanden kan i visse tilfælde tage klagen videre til en domstol, hvis Forbrugerombudsmanden mener, at sagen er principiel.

Klag over bankens markedsføring

Bankerne skal overholde markedsføringsloven ligesom andre virksomheder. Det vil sige, at informationer i annoncer, pjecer, reklamer og markedsføring andre steder skal være korrekte.

Bankens reklamer må ikke vildlede dig eller udelade vigtig information, der har indflydelse på, om du for eksempel skriver under på et tilbud fra banken.

Bankrådgiveren må heller ikke sælge dig bankens produkter uden at informere dig grundigt om økonomiske fordele og ulemper.

Klager du over bankens markedsføring, skal du sende klagen til Forbrugerombudsmanden.

Klag til Forbrugerombudsmanden på forbrugerombudsmanden.dk