Indboforsikring: Hvor meget skal du forsikre dig for? | Forbrugerrådet Tænk
Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Indboforsikring: Hvor meget skal du forsikre dig for?

Din indboforsikring skal passe til dine behov, ellers risikerer du at være underforsikret, eller betale for dækning, du ikke har brug for.
Af Mette Andrea Boesgaard
12. Juli 2018
Din indboforsikring skal passe til dig. Dækker den for meget, risikerer du at spilde penge.
Foto: iStock

Få styr på din forsikringssum

Hvor meget er dit indbo værd?

Indboforsikring dækker blandt andet, hvis dine ting bliver stjålet eller ødelagt. Det er derfor vigtigt, at du kender værdien af dit indbo, når du tegner en indboforsikring.

Er din forsikringssum for høj i forhold til værdien af det, du ejer, betaler du penge for dækning, du ikke har brug for. Underforsikrer du dig derimod, kan du gå glip af fuld erstatning, hvis dine ting bliver stjålet eller ødelagt.

Læs mere og få hjælp til at finde ud af hvor meget dit indbo er værd.

Lav en liste over dine ejendele og udregn værdien

Værdien af dit indbo er vigtig at kende, så du er forsikret rigtigt. Du skal derfor danne dig et overblik over, hvad du egentlig ejer. Notér, hvad dit almindelige indbo er værd og udregn den samlede sum af dit indbo.

Møbler, tøj, elektronik, håndklæder, bøger og andet almindeligt indbo vil ofte udgøre en høj værdi.

Derfor skal du passe på underforsikring

Gem kvitteringer og tag fotos af dine værdigenstande

Forsikringsselskaber kan bede dig om at sandsynliggøre, at du rent faktisk har ejet de stjålne genstande, før de vil udbetale erstatning til dig.

Kvitteringer på dit indbo skal du gemme. Det er også en god idé at tage billeder med dato på af dine værdigenstande. På den måde får du også overblik over dine værdier.

Dyr elektronik og møbler er ikke de eneste eksempler på indbo, som du med fordel kan gemme dokumentation på. Det gælder eksempelvis også, hvis du har dyre tasker eller sko. En god tommelfingerregel er, at du skal gemme dokumentation på alt indbo, som er meget værd i forhold til din økonomi. 

Sådan dækker din indboforsikring

Husk de særlige forsikringsbehov

Forsikringsselskaber har typisk en række ensartede vilkår, hvor forsikringerne dækker samme skader.

Særlige forsikringsbehov adskiller, hvad selskaberne kan tilbyde dig. Særlige behov kan for eksempel være, hvis du har en dyr cykel, ædelstene eller en frimærkesamling. Vær derfor opmærksom på, hvor dit forsikringsbehov går ud over standarden.