Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Sådan fungerer forskudsopgørelsen

Forskudsopgørelsen viser, hvad Skat forventer, du skal betale i skat i løbet af et år. Sørg for, at din forskudsopgørelse passer, så du undgår skattesmæk.
Af Anonym
15. November 2016
Foto: Skat.dk

Forskudsopgørelsen er et skøn

Forskudsopgørelsen sender Skat til dig hvert år i november. Den er et skøn over, hvad de forventer, du har af indkomst og fradrag i det kommende år.

Årsopgørelsen får du derimod i marts, når skatteåret er omme. Her tjekker Skat, at du har betalt det rigtige i skat. Hvis din forskudsopgørelse ikke passede, skal du enten betale restskat eller have overskydende skat tilbage.

Dine oplysninger kan være 2 år gamle

Skat udarbejder din forskudsopgørelse i løbet af efteråret på baggrund af de oplysninger, de har fra din senest fuldendte årsopgørelse.

Forskudsopgørelsen er vigtig at gennemgå, så du sikrer dig, at dine tal passer. Oplysningerne i forskudsopgørelsen for 2018 kan være 1 eller 2 år gamle, og meget kan have ændret sig siden.

Forskudsopgørelsen for 2018 bygger på oplysningerne i din årsopgørelsen for indkomståret 2016, med mindre du har ændret i din forskudsopgørelse for 2017.

Hvornår skal du rette din forskudsopgørelse?

Ret oplysningerne før januar-lønnen

Retter du i din forskudsopgørelse, får din arbejdsgiver automatisk besked.

Forskudsopgørelsen kan du med fordel rette i, før du får første løn i 2018, som er i slutningen af januar for de fleste.

Lønnen udregnes som regel i midten af måneden, så har du rettet forskudsopgørelsen inden midt januar, bør den gælde allerede fra årets første løn.

Forskudsopgørelsen kan du opdatere løbende

Forskudsopgørelsen kan du rette i løbet af året. Det er vigtigt, at du får det gjort, hvis der sker ændringer i dit liv, som kan have betydning for, hvor meget du skal betale i skat.

Dit fradrag og din skatteprocent kan ændre sig, hvis du for eksempel får nyt job, bliver fyret, optager eller omlægger lån, flytter eller køber bolig.

Kilde skat.dk og Skatteministeriet