Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem nu

Social

Titel

Begravelse: Få styr på udgifterne

Begravelser er dyre, og der er mange udgifter at holde styr på. Her kan du se, hvad posterne på regningen fra bedemanden dækker over, så du ved, hvad du betaler for.
Af Annelene Højvang Larsen
3. Januar 2017
Begravelse: Få styr på udgifterne
Foto: iStock

Bedemandens ydelser

En begravelse koster i gennemsnit 20.000 til 25.000 kroner ifølge foreningen Liv og Død. Heraf er udgifterne til bedemanden i gennemsnit 12.000-15.000 kroner i omkostninger til bedemanden, oplyser Begravelse Danmark – en landsdækkende kæde af bedemandsforretninger, som står for mange begravelser hvert år.

Bedemanden tilbyder en række produkter og ydelser, når du skal planlægge en begravelse. Du skal holde styr på mange forskellige poster på regningen fra en bedemand. Se den nedenstående oversigt, så du kan gennemskue, hvad du skal betale for.

Kiste

Kister kan du vælge i 2 forskellige udgaver: en begravelseskiste og en bisættelseskiste.

En begravelseskiste er dyrere end en bisættelseskiste, fordi den skal kunne stå imod mange tons jord.

En bisættelseskiste stiller ikke samme krav til materiale, fordi den skal brændes.

Urne

Ved bisættelse skal du vælge en urne til afdøde. En metalurne er det billigste valg hos mange bedemænd. Tjek dog før du vælger, om kirkegården tillader metalurner eller forbyder dem af hensyn til miljøet.

Udbringning og opstilling af kiste

Bedemandens honorar omfatter hos mange bedemænd, at bedemanden transporterer kisten hen til afdøde og stiller den op, så afdøde kan lægges i kisten.

Transport af kiste og afdøde må du gerne selv klare, så længe du overholder lovens krav om, at du skal gøre det på en sømmelig måde.

Du skal vise respekt for afdøde og vise hensyn, så du undgår at støde andre mennesker. Derfor må du for eksempel kun køre med kisten, hvis den kan være inde i din bil, når bagklappen er lukket.  

Bedemanden lægger afdøde i kiste

Prisen for at lægge afdøde i kisten er hos nogle bedemænd fast. Hos andre bedemænd afhænger prisen af, hvor mange personer, der skal til for at lægge afdøde i kisten. Normalt kræver det 2 personer.

Prisen kan falde, hvis det kun kræver én person fra bedemandens side, fordi familien hjælper til. Det kan derfor være værd at spørge den bedemand, du vælger, om der er forskel på prisen.

Ligklæder

Afdøde skal du vælge tøj til. Mange vælger at begrave afdøde i hans eller hendes eget tøj. Du kan vælge at købe ligklæder i stedet, men det er ikke noget krav.

Ligklæder dækker over en skjorte/bluse samt sengetøj i form af pude, en tynd dyne og ansigtsklæde.

Udgiften til linned kan du undgå, hvis du for eksempel bruger afdødes eget sengetøj.

Rustvognskørsel

Bedemanden tilbyder at transportere afdøde og kiste eksempelvis fra sygehuset eller afdødes bopæl hen til kapellet i rustvogn.

Skal afdøde have en kirkelig begravelse, kan du få bedemanden til at køre afdøde fra kapellet til kirken, når højtideligheden skal finde sted. Ved bisættelse tilbyder bedemanden at køre afdøde til krematoriet.

Prisen på rustvognskørsel kan afhænge af, hvor mange kilometer bedemanden skal køre. Bedemanden skal give dig mulighed for at beregne, hvor meget kørslen endeligt kommer til at koste.

Bedemanden kan have faste priser for længere afstande, som er billigere end deres kilometerpris.

Transport af afdøde kan du selv vælge at stå for, så længe du overholder straffelovens krav om, at du skal gøre det på en sømmelig måde.

Transport af blomster og kranse

Kranse og blomster hører til de fleste begravelser. Vælger du at lade bedemanden transportere blomsterne fra kirke til gravsted, varierer prisen meget, alt efter hvor langt der er.

Fremvisning i kapel

Kapellet i kirken, i krematoriet eller på sygehuset giver dig et rum til at se afdøde og sige farvel før begravelsen.

Bedemænd tilbyder at arrangere og være til stede ved en sådan fremvisning af afdøde i kapel.

Det er gratis hos mange bedemænd, hvis det for eksempel sker i forbindelse med, at bedemændene lægger afdøde i kisten eller en lignende situation, hvor de alligevel er til stede. Hos andre bedemænd indgår fremvisning i kapel i honoraret.

Honorar

Honoraret dækker over den service, som bedemanden yder i forbindelse med planlægningen af begravelsen og udfyldelse af papirer.

Honoraret dækker typisk over samtale med pårørende, kontakt til præst, kordegn, kirkegård og stenhugger, bestilling af blomster, annoncer, salmehæfter og ligbærere, pyntning af kiste og assistance ved højtideligheden.

Bedemandens honorar dækker også over, at bedemanden udfylder de nødvendige papirer og dermed sørger for at anmode om begravelse eller bisættelse, søge om begravelseshjælp og give besked om dødsfaldet til eksempelvis afdødes forsikringsselskab og fagforening.

Bedemandens honorar dækker desuden over, at bedemanden lægger ud for alle udgifter i forbindelse med begravelsen, så du får en samlet regning.

Kørsel i forbindelse med papirarbejdet er typisk inkluderet i honoraret. Der kan være forskel fra område til område på, hvor langt bedemanden skal køre, og det kan spille en rolle for, hvor stort honoraret er.

Tillæg og andre ekstra udgifter til bedemanden

Prissammensætninger hos forskellige bedemænd kan variere en del - vær opmærksom på disse ting:

  • Tillæg kan komme oveni prisen, hvis bedemanden skal være til stede om aftenen, i weekenden eller på helligdage for eksempel til begravelse eller samtale med dig. Beløbet varierer fra bedemand til bedemand.
  • Nogle bedemænd tager ekstra for at være til stede og assistere ved højtideligheden.
  • Transport af urne fra krematoriet og til kirkegården eller andetsteds koster hos nogle bedemænd også ekstra.
  • Leje af kølerum kan desuden komme på som en ekstra omkostning, fordi kisten står i et kølerum, indtil højtideligheden finder sted. Skal afdøde bisættes, står kisten også i et kølerum efter højtideligheden, indtil liget skal kremeres.

Gravplads og andre udgifter ved begravelse

Begravelse er der også en række andre omkostninger ved, alt efter hvilke ønsker I har. De væsentligste eksempler er:

  • Blomster
  • Kistedekoration
  • Orgelspil og/eller korsang
  • Gravplads, prisen kan variere meget alt efter kirkegård, landsdel og gravtype.
  • Pyntning af kirke
  • Sanghæfter/salmeblade
  • Dødsannonce
  • Gravsten
  • Portørassistance (på sygehus)
  • Opbevaring i kapel
  • Kremation
  • Urnenedsættelse
  • Mindehøjtidelighed
  • Vedligeholdelse af gravsted
  • Urneudbringning på havet

En gravplads er normalt dyrere, hvis afdøde ikke var medlem af folkekirken. Et andet eksempel på ekstra udgifter for ikke-medlemmer af folkekirken er, at du skal betale for leje, hvis højtideligheden skal finde sted i et kapel.