Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Bankrådgiveren er en sælger

Pension, forsikring, realkreditlån - banken kan rådgive dig om det hele. Her er de ting, du skal holde øje med, når bankrådgiveren giver råd om dine penge.
Af Mette Andrea Boesgaard
28. Marts 2018
Bankrådgiveren er en sælger
Foto: iStock

Din bankrådgiver er en sælger

Hvilket realkreditlån skal du vælge? Hvordan skal du omlægge dit boliglån? Hvor skal du investere dine penge? Hvem kan hjælpe med pensionen eller forsikringerne?

Bankrådgiveren er din redning, når du skal have fod på økonomien - bankrådgiveren kan nemlig hjælpe med det alt sammen.

Men bankens rådgivning er ikke uvildig. Bankrådgiveren er der nemlig for at sælge dig bankens produkter.

Banken er et finansielt supermarked

Banken var engang et sted, hvor du havde en lønkonto og måske en kassekredit og et banklån.

Men banken har i dag udviklet sig til et finansielt supermarked, hvor du også kan få indboforsikringer, ratepensioner, realkreditlån og kontakt til en ejendomsmægler.

Når banken rådgiver dig, får du kun rådgivning om deres egne eller deres samarbejdspartneres produkter. Det er produkter, banken selv tjener penge på - enten direkte gennem bidragssatser og andre gebyrer eller indirekte gennem provisioner.

Som kunde i en bank skal bankrådgiveren oplyse dig om bankens økonomiske interesser i de produkter, han eller hun vejleder dig om. Husk under samtalen, at du befinder dig i et salglokale, når du får du rådgivning i banken.

Bankens varer er svære at gennemskue

Priserne på bankens tjenester og produkter er svære at finde, og de kan endda være umulige at sammenligne.

Kundeprogrammer og loyalitetsprogrammer slår flere af bankens produkter sammen.

Programmerne gør det endnu sværere for dig som kunde at tjekke, om en samlet løsning er en fordel for dig.

Information fra banken er svær at forstå

Lån, investeringer og forsikringer – bankens produkter er ofte komplicerede. Tilmed kan informationen fra banken være vanskelig at forstå.

Dokumenterne fra banken er ofte skrevet i et svært, juridisk sprog. Forbrugerrådet Tænk lavede i 2015 en undersøgelse, der viste, at 1 ud af 4 forbrugere har skrevet under på en låneaftale, de ikke helt forstod.

Bankkunder skifter for sjældent bank

Banken er blevet indgangen til hele din økonomi. Og derfor kan det forekomme besværligt og dyrt at skifte bank.

Bankkunder skifter sjældent bank, viser en rapport fra Forbruger- og Konkurrencestyrelsen fra 2013. Kun hver 10. har skiftet bank inden for de seneste 2 år. Og hele 7 ud af 10 har hverken skiftet bank eller overvejet at gøre det.

Bankskifte kan dog spare dig tusindvis af kroner, viser en test af bankpriser fra magasinet Forbrugerrådet Tænk Penge.

Skift bank med Forbrugerrådet Tænk

Vær kritisk, når du får hjælp i banken

Rådgivning i din bank skal varetage dine interesser.

Vil du have de bedst mulige vilkår i banken? Så husk altid dette, når du får rådgivning i din bank:

Forbrugerrådet Tænk mener: Bankens produkter skal være mere gennemskuelige

”Forbrugeren skal kunne gennemskue bankens produkter og priser. Det er forudsætningen for, at aktive forbrugere kan bidrage til at gøre konkurrencen blandt banker effektiv.

Effektive banker sikrer, at priser og gebyrer er på et minimum.”

Morten Bruun Pedersen, seniorøkonom i Forbrugerrådet Tænk