Salt 🧂 Se hvor vi finder skjult salt i din mad
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Pas på saltindholdet i din mad

Salt er usundt i store mængder, og det er svært at undgå. Der er tilsat salt i det meste forarbejdede mad, du kan købe. Se hvor vi har fundet skjulte saltfælder.

Trine Brøndsted · Foto: Getty images · 9. april 2024
Pas på saltindhold - salt i skål med grøn cirkel

Salt fylder lidt for meget i danskernes mad. Fødevarestyrelsen anbefaler 5-6 gram salt om dagen, men 9 ud af 10 danskere spiser mere.

Salt i for store mængder kan øge risikoen for hjertekarsygdomme, forhøjet blodtryk og blodpropper.

Det er sjældent, at køkkensalt drysset på maden er det største problem. Størstedelen af danskernes saltindtag kommer fra salt i pålæg, brød og færdigretter. Derfor er der god grund til at være opmærksom på de madvarer, der indeholder mest salt.

Brød indeholder meget salt

Brød er en af de største kilder til salt, og især bagerbrød kan indeholde meget salt. Det viste en undersøgelse fra 2016, hvor vi sammen med Hjerteforeningen undersøgte saltindholdet i bagerbrød. Vi har testet fabriksproduceret rugbrød og knækbrød og her finder vi også mange produkter med et højt indhold af salt, men vælger du brød med Nøglehulsmærket eller Fuldkornsmærket vil saltindholdet være lavt.

Vælg Nøglehulsmærket eller Fuldkornsmærket

Du kan også kigge efter Nøglehulsmærket eller Fuldkornsmærket, når du handler. Nøglehulsmærket og Fuldkornsmærket stiller nemlig krav til indholdet af salt, fedt, sukker og fuldkorn.

Pas på skjult salt i morgenmaden

Morgenmadsprodukter (cerealier) som fx flakes, puder, ringe m.m. kan indeholde meget salt, uden at du kan smage det. Da vi undersøgte 70 morgenmadsprodukter, fandt vi bl.a. et cornflakes-produkt, som indeholdt lige så meget salt pr 100 gram som almindelige salte chips.

Find alternativer til færdiglavet pålæg

Færdiglavet pålæg som fx ost, leverpostej, skinke og spegepølse kan indeholde meget salt

I vores test af 12 forskellige leverpostej, var saltindholdet 1-1,9 gram pr. 100 gram. Det lyder ikke umiddelbart af så meget, men viser, at der i løbet af en dag, kan komme meget salt indenbords, hvis du spiser færdiglavet pålæg.

Avocado, kartofler, agurk, tomat og æg indeholder meget mindre salt. De er gode erstatninger til færdiglavet pålæg i madpakken eller frokostbordet, hvis du vil skære ned på saltet. Du kan også vælge tynde skiver pålæg og fylde op med pynt i alle farver.

Færdigretter er fulde af salt

De fleste ved at fastfood som pizza og burger ofte indeholder meget fedt og salt, men færdigretter som supper, sammenkogte retter, lasagne m.m. er også meget salte.

I 2020 testede vi færdiglavede lasagner og her fandt vi lasagne, som indeholdt 4 gram salt pr. portion, så hvis du ikke bør spise mere end 5-6 gram salt om dagen, får du nemt for meget på bare et enkelt måltid. Det samme billede så vi i vores test af veganske pølser og plantebaserede bøffer.

Brug andre krydderier end salt

Smagen af salt er noget, du vænner dig til. Ifølge forskning kan du også vænne dig at spise mindre salt og stadig få den samme smagsoplevelse.

Chili, hvidløg og krydderier er gode smagsgivere, som du kan bruge i stedet for salt.

Søde sager kan også være for salte

Kager, kiks og andre snacks indeholder ofte også meget salt. Hold derfor øje med næringsdeklarationen, når du handler.