Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem nu

Social

Titel

Madfup: Hvornår er noget "frisk"?

Friskpresset appelsinjuice og nybagte boller. Butikkerne er fyldt med mad, som kun lige er blevet stillet på hylderne. Men kan du nu også regne med det?
Af Lars Dalsgaard
29. November 2016
Madfup: Hvornår er noget frisk?
Foto: Lars Dalsgaard

Frisk er ikke altid frisk

Friskmalede kaffebønner, friskfangede fisk og nybagte boller.

Virksomheder har mange ord at vælge mellem, når de skal overbevise dig om, at deres produkt er friskere end konkurrenternes.

Men hvad vil det egentligt sige, at noget er ”frisk” eller ”nyt”?

Datomærkning er din eneste garanti

Klare regler for, hvornår det er tilladt at bruge anprisninger som ”frisk”, ”friskpresset” og ”nybagt” om en madvare, findes ikke. Undtagelserne er friskpresset juice solgt på caféer, der skal være presset indenfor 24 timer, og frisk pasta, som er en varebetegnelse for pasta, hvis kogetid og holdbarhed er kortere end for tørret pasta.

Om produktet er friskt, kan du finde ud af ved at kigge på produktionsdatoen. Men du kan ikke se den på alle produkter, da det ikke er lovpligtigt at oplyse produktionsdatoen.

Udløbsdatoen skal som hovedregel oplyses på færdigpakkede fødevarer. Den skal dog ikke stå på alle varer, for eksempel er frisk frugt og grøntsager undtaget.

Fødevarestyrelsen kan dømme en virksomhed for vildledende markedsføring, men der er ingen klare retningslinjer for, hvornår producenterne overskrider reglerne.

Holdbarheden og folks forventninger indgår i betragtningen, når Fødevarestyrelsen skal vurdere, om det er i orden at lade et bestemt vare gå under betegnelsen ”frisk” eller lignende.

Butikker sælger ugegamle salater

Færdigsalater er en nem løsning, når du skal have et hurtigt måltid på farten. Men de spiseklare salater er ofte flere dage gamle, når du køber dem.

”Frisk salat” står der på emballagen, når du køber en salat af mærket ”Palæo” i 7-Eleven. Produktionsdato er ikke oplyst, så du kan ikke vide, om salaten i virkeligheden er 4-6 dage gammel, som er det antal dage, der går, før varen kasseres.

Færdigsalater kan du også købe i Coop, og her er der 5-8 dage mellem produktionsdato og sidste salgsdato. Det synes kun 3 procent af danskerne er i orden, viser en undersøgelse foretaget af YouGov for metroxpress.

Kylling-bacon sandwich var smurt i Litauen

Frisklavet kan du ikke regne med, at sandwiches af mærket ”Ready to Go” fra Føtex er. I hvert fald bliver sandwichen i nogle tilfælde smurt og pakket i Litauen, inden den bliver fragtet til Danmark. Samtidig har den en holdbarhed på op til 14 dage.

Sandwichen er uden salgsord som ”frisk”. Men navnet ”Ready to Go” og den brune bærepose leder tankerne hen på takeaway og ikke en op til 2 uger gammel sandwich.

Læs artiklen om de ugegamle sandwiches på finans.dk

Vildledende markedsføring: Er du blevet snydt?

Mistænker du et produkt for vildledende mærkning, skal du kontakte producenten. Du kan også kontakte Fødevarestyrelsen, som så sender en tilsynsførende ud for at lave en kontrol af produktet.

Sådan ser Fødevarestyrelsen på vildledende mærkning af fødevarer