Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Madfup: Hvornår er noget "ægte"?

Ægte mayonnaise og original marcipan. Den "ægte" madvare er et hyppigt syn i supermarkedet. Men hvad skal der til, før noget er ægte?
Af Lars Dalsgaard
17. November 2016
Madfup: Hvornår er noget ægte?
Foto: Lars Dalsgaard

Varenavne lover mere, end de kan holde

Maden i supermarkedet er ofte prydet med salgsord som ”ægte”, ”klassisk” eller ”original”. Det skal få dig til at tro, at et bestemt produkt – for eksempel mayonnaise, kaviar eller finsk lakrids – er bedre end konkurrenternes.

Salgsordene uden på maden står dog ikke altid mål med, hvad der er indeni. Og hvad vil det overhovedet sige, at en madvare er ”ægte”?

Reglerne for brug af ”ægte” er uklare

Klare regler for, hvornår det er tilladt at bruge anprisningen ”ægte” om en madvare, findes ikke.  Men vurderer Fødevarestyrelsen, at anprisningen lover mere, end den kan holde, kan producenten blive dømt for vildledende markedsføring.

Fremstillingsmetoden og ingredienserne er afgørende, når Fødevarestyrelsen skal vurdere, om det er rimeligt at lade en bestemt vare gå under betegnelsen ”ægte”. Der bliver blandt andet lagt vægt på, at fødevaren er lavet efter en traditionel opskrift.

”Ægte” mayonnaise fyldt med e-numre

Den Ægte Mayonnaise fra Graasten indeholder mere end æg, olie, eddike og krydderier, som er de traditionelle ingredienser i en mayonnaise. Den indeholder også mælkesyre, natriumacetat, æblesyre, kaliumsorbat, natriumbenzoat, guargummi, xanthagummi og skummetmælkspulver.

Tilsætningsstofferne til trods kalder Graasten sin mayonnaise for ”ægte”, og det førte i 2014 til, at Forbrugerrådet Tænk anmeldte virksomheden for vildledende markedsføring.

Fødevarestyrelsen afviste klagen med den begrundelse, at produktet overholdt den internationale varestandard for mayonnaise på trods af tilsætningsstofferne. Forbrugerrådet Tænk ankede afgørelsen, men fik endnu engang afslag på anmeldelsen.

Forbrugerrådet Tænk er uenig i afgørelsen, blandt andet fordi markedet er fyldt med industrifremstillede mayonnaiser med langt færre eller helt uden tilsætningsstoffer. Det viser en test af 10 mayonnaiser, som Forbrugerrådet Tænk har foretaget. Med afgørelsen mener vi ikke, at det er muligt at skelne mellem mayonnaise og ægte mayonnaise.

Se mayonnaise-testen

Vildledende markedsføring: Er du blevet snydt?

Mistænker du et produkt for vildledende mærkning, skal du kontakte producenten. Du kan også kontakte Fødevarestyrelsen, som så sender en tilsynsførende ud for at lave en kontrol af produktet.

Sådan ser Fødevarestyrelsen på vildledende mærkning af fødevarer