Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Mad til festen: Det skal du huske

Bryllup, studenterfest eller fødselsdag skal måske fejres med mad og drikke udefra. Men hvad skal du gøre, hvis maden er dårlig eller ikke kommer?
Af Signe Funch Madsen
6. Juni 2019
mad til festen catering buffet
Foto: Getty Images

Hvad skal du huske, når du bestiller mad til din fest?

Inviterer du mange gæster til studentergilde, bryllup, fødselsdag eller et andet festligt arrangement, kan det være en stor opgave at stå for mad og drikke til gæsterne selv.

Festmenu, buffet, bar, fadølsanlæg eller lignende vælger mange derfor at bestille udefra gennem for eksempel et cateringfirma.

Mad og drikke skal være i orden og leve op til den standard, du har aftalt med firmaet. Men hvad skal du gøre, hvis maden slet ikke dukker op, eller den ikke smager, som den skal?

Få hjælp her. Så undgår du at stresse over cateringfirmaet inden og under den store dag.

Test: Hvilke vindruer er fri for sprøjtemidler?

Undersøg forskellige cateringfirmaer grundigt

Mange cateringfirmaer reklamerer på internettet med at have fremragende festmad. Men hvordan ved du, om firmaet faktisk er godt?

Mad udefra er tilmed ofte dyrt. Derfor skal du være grundig, når du undersøger hvilket cateringfirma, der skal levere maden til din fest.

Spørg efter anbefalinger hos venner og bekendte, eller kig efter anmeldelser og anbefalinger online, så du får en fornemmelse for, hvad der virker godt og troværdigt.

Husk, at du skal være kritisk overfor brugeranmeldelser på nettet. Anmeldelserne viser ikke objektivt, om en virksomhed er god eller dårlig.

Brugeranmeldelser på nettet: Sådan bruger du dem

Prøvesmag altid mad og drikke

Firmaerne er gode til at få mad og drikkevarer til at se indbydende ud på billeder på deres hjemmesider. Men maden er ikke altid så lækker i virkeligheden, som den ser ud på billeder.

Udvælg derfor et par firmaer, og lav en aftale med firmaet om at prøvesmage menuen, vinen eller barsortimentet, inden du bestiller. Så er du sikker på at få mad, der smager, som du vil have den. Og så undgår du, at der er uoverensstemmelse mellem dine og firmaets forventninger.

Vin og drinks kan du også ofte vælge selv at stå for, hvis du har specifikke præferencer.

Tjek firmaets hygiejne med smiley-ordningen

Fødevarestyrelsen kontrollerer hygiejnen hos virksomheder, der sælger mad. Det gælder også for cateringfirmaer. Med smiley-ordningen kan du let tjekke om virksomheden har godt styr på fødevarereglerne og har god hygiejne.

Se efter smileyen på virksomhedens hjemmeside. Du kan som regel finde smileyen og de seneste kontrolrapporter på forsiden af virksomhedens hjemmeside. Er smileyen glad, har Fødevarestyrelsen vurderet, at virksomheden har styr på regler om hygiejne og fødevaresikkerhed.

Du kan også finde Fødevarestyrelsens kontrolrapporter på det firma, du overvejer at bestille fra, på smiley-ordningens egen hjemmeside.

Søg efter kontrolrapporter på smiley-ordningens hjemmeside

Lav en aftale på skrift

Får du mad udefra, skal du lave en skriftlig aftale med firmaet. Den binder leverandøren fast på at overholde de betingelser, I har aftalt. En skriftlig aftale kan du også bruge som dokumentation, hvis din mad og drikke mod forventning ikke bliver leveret.

Sørg derfor altid for at få aftalen med firmaet på skrift. Få for eksempel leverandøren til at sende dig en e-mail med detaljerne for jeres aftale og læs betingelserne grundigt.

Dukker din mad og drikke ikke op, eller er den ikke som forventet, har du en konkret aftale at henvise til.

Lejer du fadølsanlæg, service eller andet, skal du være opmærksom på, om firmaet fraskriver sig ansvaret for eventuelle skader, der opstår under din fest. Det betyder, at du har ansvaret for at erstatte ting, der er gået i stykker.

Husk, at aftalen er bindende, med mindre andet er aftalt. Lav derfor ikke flere aftaler med forskellige cateringfirmaer for at helgardere dig.

Returner overskydende drikkevarer

Uåbnet vin, vand, øl og lignende kan du nogle gange returnere i butikken, hvor du har købt drikkevarerne. Overskydende fustager fra fadølsanlæg tager leverandøren også ofte tilbage, hvis du har bestilt for meget øl til fadølsanlægget.

Forhør dig i butikken eller spørg leverandøren på forhånd, om du kan returnere varerne og få nogle af dine penge tilbage, hvis du køber for meget. Få aftalen skrevet ind i en skriftlig aftale med leverandøren, så du har dokumentation.

Sådan klager du

Er maden ikke som aftalt? Kommer den flere timer for sent, er der for lidt mad, eller er maden ikke i den kvalitet, I havde aftalt? Så husk at dokumentere det. Tag billeder og henvend dig hurtigst muligt til firmaet for at klage og forlange nedslag i prisen.

Dukker maden slet ikke op? Så kan du bestille tilsvarende mad fra et andet firma og i mange tilfælde få dækket prisforskellen, hvis det bliver dyrere. Du har pligt til at vælge et alternativ, der gør tabet så lille som muligt. Du kan få pengene retur, hvis du har forudbetalt maden eller lagt et depositum og maden udebliver.

Klager skal du altid først tage med cateringfirmaet, så I sammen kan finde en løsning, hvis maden ikke lever op til dine forventninger.

Kan du ikke finde en løsning med leverandøren, kan du klage til Horesta, som er ankenævnet for hotel, restauration og turisme. Det koster 170 kroner i gebyr at klage. Får du medhold eller delvist medhold i klagen, får du pengene tilbage.

Klag på Horestas hjemmeside