Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Mad: Sådan sparer du penge på mad og indkøb

Mad kan nemt koste dig mange penge i en travl hverdag. Her er en række tips til, hvordan du kan spare penge på mad og indkøb i dagligdagen.
Af Caroline Boutrup Nielsen
25. Oktober 2018
Mad_indkoeb_penge
Foto: Getty Images

Planlægning og overblik betaler sig

Mad kan hurtigt koste mange penge. Heldigvis er der flere ting, du selv kan gøre, for at udgifterne til mad ikke bliver unødvendigt høje.

Planlægning og et godt overblik - både inden du køber ind, i supermarkedet, i køkkenet og når du laver din mad - er de vigtigste ingredienser, hvis du vil holde dine madudgifter nede.

Hjemmelavet mad: Lav din mad selv

Fastfood og take-away er fristende, hvis det skal gå hurtigt med maden. Men der er mange penge at spare ved at lave maden selv derhjemme i stedet.

Har du en fryser, kan du lave store portioner mad til fryseren, de dage du har tid. Så har du færdigmad på lager til de travle dage.

Madklubber er en hyggelig måde at komme ud, få god mad i dejligt selskab og samtidig spise billigt. Når I er flere, der spiser sammen, bliver maden nemlig ofte billigere, fordi mad i store portioner ofte koster mindre end mad i små.

Madbudget: Beslut dig for et fast beløb til mad

Et madbudget er en god måde, du kan holde øje med udgifterne til mad på.

Beslut dig for et fast beløb, som du må bruge på mad hver uge eller måned. Hæv ugepenge og køb kun ind med kontanter, eller sæt et fast beløb ind på en budgetkonto, som du kun bruger til mad.

Sådan lægger du et budget

Madlager: Hav et basislager, så du altid kan lave mad

Basisvarer er gode at have på lager.

Hvis dine madpenge slipper op, før måneden er færdig, vil du med et basislager af langtidsholdbare madvarer altid kunne lave mad uden at få overtræk på din madkonto.

Et basislager kan for eksempel bestå af:

  • Pasta, ris, mel, havregryn, krydderier og andre tørvarer
  • Olie, eddike, sennep, ketchup
  • Mad på dåse som fx bønner, kikærter, tun, flåede tomater
  • Frostvarer som ærter, grønne bønner, spinat, majs

Madplaner: Undgå klatkøb

Madplaner for en uge ad gangen gør det muligt for dig at købe stort ind 1 gang om ugen. Så undgår du mange småindkøb, hvor fristelserne og impulskøbene står i kø.

Med en madplan minimerer du også dit madspild, fordi du i planlægningen kan tage højde for, hvordan du vil bruge rester fra et måltid i et andet.

Sådan laver du en madplan

Kødfri: Skru ned for det dyre kød og spar penge

Kød er en af de dyre ingredienser. Der er penge at spare ved af have kødfrie dage i løbet af ugen.

Du kan også erstatte noget af kødet i for eksempel kødsauce og frikadeller med bønner, linser, havregryn og revne grøntsager. Ud over at det er billigere, så smager det dejligt og er mættende og sundt.

Hent den gratis madvarer-app For Resten 

Indkøb: Undgå dyre impulskøb

Planlægning er vigtig, hvis du vil undgå at købe mere mad, end du har brug for.

Skriv en indkøbsliste hjemmefra eller tag et billede af dit køleskab, køkkenskab og køkkenbord. Så har du styr på, hvad du allerede har, og hvad du mangler.

Indkøbsnet er gode at huske, når du skal i supermarkedet. Både miljøet og din pengepung har gavn af, at du ikke køber nye poser til 3 kroner, hver gang du handler.

Undgå madspild og spar penge, når du køber ind

Tilbud: Tænk dig om og tjek prisen

Tilbudsaviser er ofte fyldt med gode tilbud. Er du vild med at jage tilbud, skal du blot huske, at jo flere butikker du besøger, des flere fristelser bliver du eksponeret for. Du ender let med at købe mere end planlagt.

Mængderabatter kan friste, men måske du slet ikke kan nå at få brugt 3 kilo oksekød eller 20 stykker frugt? Har du plads i din fryser, kan du dog spare penge ved at købe stort ind og fryse det ned, du ikke når at bruge.

Datovarer er ofte sat ned, fordi de skal bruges samme dag eller dagen efter. Overvej, om du kan nå at bruge maden, før det bliver for gammelt. Kan du godt nå det, er det en rigtig god måde at spare penge og undgå madspild på.

Quiz: Bliver du snydt i supermarkedet? 

Supermarked: Lad dig ikke lokke

Supermarkedet er indrettet, så du får lyst til at købe mest muligt, når du handler. Derfor er det en god idé, at du er opmærksom og kritisk, når du køber ind. Sammenlign priserne ved at kigge på kiloprisen. Den fortæller dig, hvad den reelle prisforskel per kilo er. 

Gule skilte er ikke altid et tegn på tilbud, men er blot butikkens måde at få din opmærksomhed på. Tjek, om der er tale om et tilbud - og om det er et godt tilbud for dig, inden du beslutter dig.

Madvarer, der står lige i øjen- og taghøjde, er ofte de dyre og specielle varianter. Det er dem, de fleste automatisk vælger. Et godt tip er at kigge ned, da de billige varianter ofte står nederst på reolen.

Sådan sparer du penge i supermarkedet

Madspild: Undgå madspild og spar penge

Madspild er dyrt. Det er jo penge lige ned i skraldespanden, når du smider mad ud.

Du kan undgå meget madspild ved at have styr på, hvad du har i køleskabet.

Lav mad ud fra, hvad der skal bruges først. Der kan blive mange spændende varianter af klassiske retter ud af det.

Få gode idéer til at undgå madspild 

Madrester: Brug dine rester 

Selv små rester kan du med fordel gemme i en egnet beholder i køleskabet. For eksempel kan du bruge 2-3 kartofler i en salat dagen efter eller i en brøddej. En smule kødsovs kan du komme i en tortilla eller lægge på pizza. Slip fantasien løs og mulighederne er mange.

Hvilken emballage skal du bruge til din mad?

Madpakker: Tag rester med på madpakke 

Madpakker hjemmefra er meget billigere end kantinemad eller færdigsalater fra supermarkedet.

Er du ikke til klassiske rugbrødsmadder, kan du sørge for at have rester fra aftensmaden, som du kan tage med. Rester kan faktisk smage bedre til frokost dagen efter, fordi smag udvikler sig over tid.

Sådan laver du en god madpakke

Fryser: Hav altid mad på lager

Fryseren er god, hvis du har købt stort ind. 

Husk, at meget mad skal ompakkes i fryseposer eller fryseegnede bøtter, og at det er en god idé at skrive både indhold og dato på. Så er det nemmere at bevare overblikket over indholdet i din fryser, så du når at få det brugt, inden det bliver for gammelt. Ellers er der jo ingen penge sparet.

Hvor længe kan forskellige madvarer holde sig i fryseren?

Tak til Facebooksiden Tyg på det - Forbrugerrådet Tænks følgere, som har bidraget med gode idéer og tips til denne artikel.