Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Mad: Det har vi afsløret i 2017

Mad skal være sikker, sund og god. Derfor kæmper Forbrugerrådet Tænk hver dag for sikker mad og markedsføring af din mad, som du kan stole på.
Af Astrid Lund Olstrup
2. Februar 2018
Mad: Det har vi afsløret i 2017
Foto: Getty Images

Snyd og fusk ud af din mad

Må økologisk mad indeholde pesticidrester? Indholder tørret oregano kun oregano? Og må producenterne lokke dig med sunde budskaber på maden, selv om maden slet ikke er sund?

Forbrugerrådet Tænk kæmper hver dag for, at du ikke bliver snydt eller vildledt af mad, der giver sig ud for noget andet, end den virkelig er.

Her er de ting, vi gjorde for dig i 2017

 

 

Oregano indeholdt tørrede blade

Tørret oregano indeholdt i flere tilfælde tørrede blade, og flere produkter indeholdt også pesticidrester over den tilladte grænseværdi. Det viste vores test af tørret oregano.

Fødevarestyrelsen vil se nærmere på oregano efter vores test.

Chiafrø indeholdt pesticidrester

Chiafrø er god og let morgenmad. Men da vi testede frøene, fandt vi pesticidrester over grænseværdien i 3 af de testede produkter - og det ene af dem var økologisk.

Derfor anmeldte vi de 3 slags chiafrø til Fødevarestyrelsen.

Øko-laks indeholdt uønsket kemi

Laks indeholder tungmetaler. Men da vi testede røget laks, fandt vi også kemikaliet ethoxyquin i en økologisk røget laks.

Økologisk laks må ikke indeholde stoffet, der kan være kræftfremkaldende. Vi har derfor bedt Fødevarestyrelsen se nærmere på sagen. 

Mørk chokolade indeholdt store mængder cadmium

Cadmium er et tungmetal, som du skal undgå at få for meget af.

Mørk chokolade indeholder cadmium - og da vi testede mørk chokolade fandt vi en chokolade, der havde et stort indhold af cadmium.

App forebygger madspild

Madspild koster penge og ressourcer - derfor har vi udviklet madspilds-appen For Resten. Appen blev opdateret i 2017, så det bliver lettere for dig at opbevare din madrester.

Appen er blevet hentet mere end 14.000 gange. Har du prøvet den?

Kogebog blev uddelt til 152.000 børn

Kogebogen Mit Kokkeri skal give børn glæden i at lave mad. Vi har bidraget til kogebogen med tips og tricks til at mindske madspild.

Kogebogen er blevet uddelt til 152.000 danske skoleelever i alderen 10-15 år.

 

600 unge fik hjælp til at blive kritiske forbrugere

Hvad indeholder maden egentlig? Og bliver du snydt af gode tilbud i supermarkedet?

Vi har undervist over 600 skoleelever til at gennemskue salgstricks og blive kritiske forbrugere i supermarkedet.

Vi repræsenterede 500 milioner forbrugere

Kunstig kød - ja eller nej? Er der forskel på pesticider eller planteværn? Får forbrugerne mere dyrevelfærd med et dyrevelfærdsmærke?

Vi har sat fokus på mange emner i 2017 - og vi har også repræsenteret 500 milioner europæiske forbrugere til en konference om bioteknologi.

Vi testede 155 madvarer

Er din mad, hvad den giver sig ud for?

Forbrugerrådet Tænk laver hvert år uvildige, videnskabelige test. I 2017 testede vi 155 madvarer i 8 mad-test. Vi så blandt andet nærmere på kammerjunkere, ketchup, smør, chiafrø, oregano og morgenmadsprodukter - og vi afslørede snyd i flere af dem.