Undgå akrylamid, når du tilbereder kartofler | Forbrugerrådet Tænk
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Friturestegning: Pas på akrylamid

Frituresteger du kartofler forkert, kan det problematiske stof akrylamid dannes. Men hvordan begrænser du akrylamid i forbindelse med friturestegning?

Lars Nøhr Andresen · Foto: iStock · 9. juni 2020
pommes frites stegt for meget ved siden af pommes frites, der er stegt korrekt for at undgå akrylamid.

Hvad er akrylamid?

Akrylamid er et kemisk stof. Stoffet opstår blandt andet, når du steger, bager, griller eller friterer kulhydratholdig mad ved høje temperaturer.

Akrylamid er mistænkt for at skade arveanlæg, formeringsevnen og for at forårsage kræft. Kartofler en af de største kilder til, hvor danskerne får akrylamid fra.

Heldigvis kan du selv begrænse akrylamid, når du tilbereder kartofler. Få hjælp her.

Hvornår kommer der akrylamid i maden?

Friturestegning bliver aldrig sund. Maden bliver federe ved at blive friturestegt, og når kulhydratholdige madvarer – som for eksempel kartofler – bliver stegt ved 120 grader eller varmere, danner det akrylamid.

Høj temperatur og lang tilberedningstid af maden danner mere akrylamid.

Kan du begrænse akrylamid?

Akrylamiden dannes, uanset om kartoflerne steges på panden, i friture eller i ovnen. Men bagning danner generelt færre akrylamider, end når du steger i friture.

Steger du pommes frites i en frituregryde eller en airfryer, skal du sørge for, at temperaturen ikke kommer over 175 grader.

Mængden af akrylamid bliver nemlig væsentlig mindre, end hvis du steger ved for eksempel 190 grader. Vi har testet frituregryder og airfryers for, om de steger med en stabil temperatur.

Få tips til at begrænse akrylamid

  • Steg/bag kartoffelprodukter, til de er let gyldne, ikke brune.
  • Hold temperaturen under 175 grader ved fritering.

  • Bagning er generelt bedre end fritering.

  • Opbevar ikke kartofler under 6 grader, fordi det øger indholdet af sukker i kartoflerne. Sukker danner mere akrylamid.

  • Læg udskårne kartofler i blød i cirka 20 minutter, inden de steges, bages eller friteres. Det sker for at fjerne sukker, der ellers er med til at danne akrylamid.