Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Blog: Kan du redde verden i supermarkedet?

Butikkerne siger, at du skal efterspørge bæredygtige varer, når du handler, hvis vi skal redde verden. Men kan vi det? Miljøpolitisk rådgiver Vibeke Myrtue Jensen er skeptisk.
Af Vibeke Myrtue Jensen
12. Maj 2016
Blog: Kan du redde verden i supermarkedet?
Foto: iStock

Tænker du på klimaet i køledisken?

Lider klimaet og miljøet skade, når du vælger den ene slags kød frem for den anden i supermarkedet? Skader tilsætningsstofferne i maden eller pesticider fra grønsagerne? Har kyllingen haft et godt liv, og har kaffebonden haft ordentlige ansættelsesforhold?

Som forbrugere får vi ofte at vide, at vi kan redde verden – eller i hvert fald gøre den lidt bedre – gennem den måde, vi vælger at gøre vores indkøb på. Men hvor meget kan vi reelt rykke?

Butikkerne råber, at det handler om efterspørgsel fra forbrugerne. Men så let mener jeg ikke, at det er.

Indkøbsturen handler ikke om at redde verden

Indkøbsturen i supermarkedet er ikke til for at redde verden – det handler om, at vi skal have hverdagen til at hænge sammen. Det skal være praktisk i forhold til alle vores andre gøremål, og vi skal have mad på bordet. Ofte handler vi på vej hjem, og tiden er med til at afgøre hvilken butik, vi vælger. Derfor sætter tiden, beliggenhed og butikkens udvalg rammerne for, hvad vi køber.

Rutiner og vaner spiller også en stor rolle, for det bliver for komplekst, hvis vi dagligt skal afgøre, hvad der er okay at købe. Derfor laver vi mere eller mindre bevidst en ramme for, hvad vi plejer at købe, når vi er ude at handle. Rammen bygger blandt andet på vores økonomi, viden, bekymringer, livsstil og hvem vi ønsker at vise, at vi er.

Svanemærkede rengøringsmidler er for eksempel noget, jeg har valgt at prioritere for at minimere risikoen for skadelige kemikalier. Det hjælper mig med at handle på rutinen, når jeg er i supermarkedet. Jeg skal bare se efter svanen og så er beslutningen taget.

Informationen på emballagen og det, vi ved om produktionen af vores mad, er også afgørende for, hvad vi vælger at putte i indkøbskurven. Men ikke alle har samme interesse for fødevarer, miljø eller sundhed. Og selv om du har en viden på området, kan du kan ikke se på dåsetomaten, hvordan forholdene for arbejderen i Italien har været, eller om der er tilsat hormonforstyrrende stoffer til dåsen, der kan vandre over i din mad.

Overblik er svært at få

Butikker og politikere siger, at forbrugere skal skabe efterspørgslen, men det forudsætter, at vi har evnen, viljen og magten til at gøre en forskel. Og det har vi også i en vis grad. Men det er umuligt at danne sig det fulde overblik over konsekvenserne af ens forbrug.

Buræg er et godt eksempel. Jeg har ladet mig fortælle, at de er mest klimavenlige, og derfor bør jeg vel vælge dem? Men i bund og grund har jeg har ikke lyst til at støtte op om høns i et lille bur. Hvad er mest rigtigt at købe?

Forbrugere vil gerne udvise etisk ansvarlighed

Som forbrugere har vi selvfølgelig et ansvar for at handle etisk. Og vores nyeste undersøgelse i Forbrugerrådet Tænk viser da også, at 97 % af de danske forbrugere ønsker at handle ansvarligt.  

Hvis forbrugernes efterspørgsel var nøglen til at få flere bæredygtige varer på hylderne, så burde alle varer jo nærmest være bæredygtige, sunde og klimavenlige nu. Sådan er det desværre ikke. 

Verden buldrer desuden derudad ved siden af Danmark. De fleste af vores varer fra landbruget sælges til andre lande, der ikke efterspørger ansvarlighed i produktionen. I det perspektiv har vores efterspørgsel ikke meget at sige.

Varernes pris, beliggenhed, udvalg og smag er væsentligt

Flere bæredygtige varer på hylderne kommer ikke alene på grund af efterspørgsel fra forbrugere. Vores efterspørgsel kan være med til at sætte en forandringsproces i gang, men de etisk ansvarlige varer skal kunne handles i vores lokale supermarkeder, og ikke i en gårdbutik 30 km væk.

Økologiske fødevarer sælger godt i Danmark. Det skyldes i en vis grad, at vi har tillid til, at ø-mærket leverer renere varer, der skåner dyr og miljø. Men en stor del af forklaringen er, at butikkerne er begyndt at have et større udvalg af for eksempel økologi, og at prisforskellen mellem ikke-økologiske og økologiske varer blevet mindre.

Jeg tror på, vi forbrugere køber mere etisk ansvarligt ind, hvis muligheden ligger lige for fødderne af os.

Hvis butikker, producenter og politikere sørger for at få et større udvalg af etisk ansvarlige varer på hylderne, hvis prisen på dem ikke er unødigt høj, hvis varerne befinder sig der, hvor vi plejer at handle, hvis det er let at finde ud af, hvad der er bedst at købe, og hvis varen ikke nødvendigvis ændrer smag eller sælges som luksus, fordi den er produceret bedre end alternativet, så er vi allerede langt.

Hvad tror du, der skal til, for at vi får mere etisk ansvarlighed på hylderne i butikkerne?

Skrevet af

Vibeke Myrtue Jensen

Politisk rådgiver, miljø og transport
Politik & Kampagner

Comments

hvis det skal have nogen større effekt, skal der sættes ind "oppefra" --- hvorfor skal det overhovedet være muligt, at købe kød -æg - mejeriprodukter fra mere eller mindre mishandlede dyr? Men som forbruger er det jo altså ikke særligt svært at vælge kød fra, de fleste af ugens dage. Det er da et stykke p`vejen. Resten er udvikling --- og viden!

Hvis nu der fandtes en butik som undersøgte varernes bæredygtighed og kun solgte (eller i hvert fald prioriterede) dem der er de mest bæredygtige, således at jeg som forbruger kun skulle handle ét sted, så ville jeg handle dér, selvom det sandsynligvis vil være dyrere.
Alternativt skal der være en statskontrolleret mærkningsordning, ligesom fx. det røde Ø, blot skal den vise på en skala fra fx. 1-10 om hvor miljøbelastende produktion og transport for en vare er, således at man kan se om en almindelig agurk fra Danmark er mere eller mindre belastende for miljøet, end en økologisk fra Spanien. Det ville gøre valget lettere for forbrugeren og øge interessen for miljørigtig produktion hos producenterne.

Syntes du har helt ret i dine betragtninger omkring bæredygtigt indkøb.

Det er faktisk ikke meget, at forbrugerne kan gøre, medmindre vi har lyst til, at bruge uforholdsmæssigt meget tid på vores dagligvareindkøb. Det er muligt, at det kan lade sig gøre i de større byer, men hvis man bor i f.eks. en mellemstor provinsby, så er det lidt af en opgave, at finde f.eks. alle de økologiske fødevare man skal bruge i samme forretning.
Udvalget er heldigvis blevet lidt bredere, men som oftest kan man desværre ikke lige gå hen i den afdeling af forretningerne og finde alle økologiske vare - nogle står samlet, andre varer står sammen med de ikke økologiske og andre igen står helt for sig selv. Det næste er, at ofte har de kun rimeligt begrænset udvalg og ofte går man forgæves. Så jeg mener, at forretningerne har en kæmpe udfordring i, at gøre det let for de kunder, som ønsker, at købe bæredygtige produkter.
Tror at nethandel af dagligvarer kan gøre en forskel, hvis det f.eks blive muligt, kun at vælge at se f.eks. de økologiske produkter. Alternativt kunne man måske forestille sig rent bæredygtige supermarkeder, eller i det mindste, at de nuværende laver deciderede afdelinger med bæredygtige produkter.

Din kommentar