Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Hvornår kan du bytte dine hvidevarer?

Ombytning af dine hvidevarer følger købelovens regler. Her kan du få overblik over, hvornår du har ret til at få din vare ombyttet.
Af Signe Bønsvig
25. Februar 2016
Hvornår kan du bytte dine hvidevarer?
Foto: iStock

Købeloven sikrer reklamationsret

Reklamationsretten giver dig ret til ombytning af varer med fejl eller mangler inden 2 år.

Ombytning skal tilbydes, hvis det er rimeligt

Du kan få ombyttet eller repareret varen, hvis den går i stykker eller mangler funktioner eller udstyr, som du blev lovet ved købet. Som udgangspunkt er det dig, der bestemmer, om fejlen ved din vare skal løses ved en reparation eller ved at bytte varen til en ny.

Varen skal være i samme stand som ved køb

Butikken er forpligtet til at afhjælpe fejl eller mangler, der ikke er selvforskyldte, men var til stede på købstidspunktet, uden ekstra udgifter eller besvær for dig.

Hvis varen skal ombyttes eller købet skal ophæves, er det en betingelse, at du tilbageleverer varen i "væsentlig samme stand", som den var ved leveringen/købet. Det vil sige at alle dele, der hører til varen, skal tilbageleveres.

Forhandleren kan modsætte sig dit ønske om ombytning

Sælgeren kan i visse tilfælde sige nej til dit krav om ombytning. Sælgeren kan for eksempel afvise at bytte din vare til en ny, hvis han ikke kan skaffe din vare, eller hvis forhandleren kan dokumentere, at det giver uforholdsmæssigt store omkostninger at bytte varen til en ny, frem for at reparere den.

Uforholdsmæssigt store omkostninger skal dokumenteres

Ombytning af din vare kan koste penge for sælgeren. Hvornår dit ønske om at bytte varen til en ny giver forhandleren uforholdsmæssigt store omkostninger, afhænger altid af en konkret vurdering.

Sælgeren skal lave en afvejning af fordele og ulemper ved ombytningen, og han skal dokumentere, hvad vil det koste at skulle reparere frem for at ombytte.

Handlen kan gå tilbage, hvis forhandler ikke løser problemet

Forhandleren har som udgangspunkt ét forsøg til at løse fejlen, og lykkes det ikke inden for rimelig tid, kan du få pengene tilbage.

Ombytning gælder også som et afhjælpningsforsøg, og opstår samme problem flere gange ved en ny vare, vil det ikke give mening at bytte eller reparere igen. Handlen bør i stedet gå tilbage.

Bevisbyrden afhænger af hvornår du klager

Ved fabrikationsfejl eller brug af for dårlige materialer giver det normalt sig selv, at fejlen var til stede ved købstidspunktet.

Kan du ikke blive enig med forhandleren, er der regler for, hvem der skal bevise påstanden. De første 6 måneder formodes en fejl at have været til stede på købstidspunkt, og det er dermed forhandleren, der skal bevise, at fejlen ikke er dækket af din reklamationsret.

De resterende 18 måneder gælder samme regel ikke, og det er derfor som udgangspunkt dig, der skal sandsynliggøre, at den pågældende fejl var til stede på købstidspunktet.

Garanti skal stille dig bedre end reklamationsretten

Begreberne garanti og reklamation bliver ofte blandet sammen, men det er to forskellige ting. En garanti skal stille forbrugeren væsentligt bedre, end du er stillet efter Købeloven, som giver de 2 års reklamationsret.