Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Sådan har vi testet prisportaler for flyrejser

Forbrugerrådet Tænk har undersøgt kvaliteten af 14 danske prisportaler for flyrejser. Læs her, hvordan vi lavede testen.
Af Lars Nøhr Andresen
11. Oktober 2018
Foto: Getty Images

Test af flyprisportaler: Sådan gjorde vi

Pristesten er udført ved, at fire personer på hver sin computer har søgt på samme rejse på forskellige portaler. Der er foretaget anonyme søgninger, hvor der ikke er lagret søgninger på computeren.

Der er lagt vægt på, at portalen finder billigste pris, at prisen på portalen stemmer overens med den reelle pris, samt om det er muligt at få prisen ned ved at ændre valuta. 

Forbrugerrådet Tænks test af flyprisportaler

Sådan dækker portalen markedet

Oplysninger om markedsdækningen er en vurdering af, hvor godt rejseportalen dækker markedet. Vurderingen er foretaget ud fra, hvad portalen selv oplyser på hjemmesiden om antal forhandlere. 

Dette søgeresultat vises som udgangspunkt

Defaultvisning er en vurdering af, at portalen som udgangspunkt lister søgeresultaterne objektivt og ikke for eksempel viser ‘anbefalede resultater’. 

Annoncer må ikke ligne søgeresultater

Typer af annoncering handler om, hvorvidt der er annoncer på rejseportalen, der af forbrugeren kan opfattes som søgeresultater. 

Mulighed for at betale sig til bedre placering

Betaling for bedre placering handler om, hvorvidt forhandlerne kan betale prisportalen for at fremstå mere fordelagtigt i søgeresultatet enten ved visuel fremhævning, bedre placering eller under ‘anbefalede’.

Ejerskab skal være klart og tydeligt

Oplysning om finansiering og ejerforhold er en vurdering af, om portalen oplyser om, hvordan de tjener penge, og om ejerforhold, så det fremgår tydeligt for brugeren. 

Forbrugeren skal gerne hjælpes videre

Oplysninger på prisportalen handler om, hvor godt portalen hjælper forbrugeren med forskellige oplysninger såsom kontaktoplysninger og information om, hvordan man klager. 

Vigtigt at informationer er brugbare for forbrugeren

Oplysninger i søgeresultater er en vurdering af, hvor godt søgeresultatet præsenteres med relevante informationer, hvor det trækker ned, hvis der bruges købsfremmende budskaber såsom ‘kun to billetter tilbage’, og det trækker op, hvis der oplyses om brugeranmeldelser, klagetal fra ankenævn og lignende. 

Vurdering af, om siden er nem at bruge

Brugervenlighed er en samlet bedømmelse af dine muligheder for at tilpasse søgeresultater samt en generel vurdering af overskueligheden på portalen. 

Samlet bedømmelse er vægtet således 

  • Pristest 21 %.
  • oplysning om markedsdækning 15 %.
  • defaultvisning 10 %.
  • typer af annoncering 10 %.
  • betaling for bedre placering 7 %.
  • oplysning om finansiering og ejerforhold  5 %.
  • oplysninger på prisportalen 10 %.
  • oplysninger i søgeresultat 6 %.
  • brugervenlighed 15 %.