Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Dyrlæge: Vælg den rigtige

Hunde, katte og andre kæledyr skal til dyrlæge, hvis de bliver syge. Men dyrelægeregninger bliver hurtigt en større udgift, så der kan være mange penge at spare, hvis du bruger tid på at finde en, der ikke er for dyr.
Af Christina Vejsgaard
17. December 2015
Dyrlæge: Vælg den rigtige
Foto: iStockphoto

Store prisforskelle hos dyrlæger

Dyrlægernes priser er meget forskellige. Behandlingerne svinger med flere 100 % i pris, skriver medlemsbladet Forbrugerrådet Tænk på baggrund af tal fra prisportalen myvet.dk fra januar 2015. Et almindeligt indgreb som kastration svinger for eksempel fra 500 kroner til mere end 2000 kroner.

Prisforskelle kan være udtryk for reelle forskelle i omkostninger, kvaliteten og omfanget af det arbejde, dyrlægerne udfører. Men det kan også være udtryk for, at der mangler konkurrence. Når prisforskellene er så store, kan du i hvert fald overveje, om du betaler for meget hos din dyrelæge. 

Få priser fra flere dyrlæger

Dyrlægernes hjemmesider gør dig ikke altid klogere på priserne. Forbrugerrådet Tænk tjekkede hjemmesiderne igennem i 2015, og på mere end halvdelen af hjemmesiderne var der ingen priser. Derfor skal du have fat i telefonen og ringe rundt for at få oplyst priser. Men med så store prisforskelle, vil det ofte kunne betale sig.

Prisen er selvfølgelig ikke det eneste, der betyder noget. Sammenhold den pris, du får oplyst, med en række parametre. For eksempel:

  • Er dyrlægen med i en vagtordning?
  • Er der mulighed for indlæggelse?
  • Hvilke behandlingsmuligheder tilbyder dyrlægen?

Spørg ind til behandlingen

Dyrlægen har pligt til at informere og vejlede, herunder oplyse om behandling og priser, derfor kan du med held spørge om følgende inden behandling:

  • Hvordan foregår behandlingen?
  • Er der alternativer til den valgte behandling?
  • Hvordan er prognosen/virkningen af behandlingen?
  • Er der udgifter til medicin?

Find din dyrlæge

På Den Dansk Dyrlægeforenings hjemmeside kan du søge på dyrlæger i dit område.

Find en dyrlæge på dyrlægeforeningens hjemmeside