Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Aktivitetsmåleren kan gøre dig sundere

Bevæger du dig nok på en dag? Hvornår er det bedst for dig at vågne? Det kan du måle med en fitnesstracker eller en aktivitetsmåler, som de også hedder.
Af Mikkel William Nielsen
19. April 2018
Aktivitetsmåleren kan gøre dig sundere
Foto: iStock

Fitnesstracker kan motivere dig til mere motion

En fitnesstracker eller aktivitetsmåler kan vise dig, hvor mange kalorier du forbrænder, når du træner. Den registrerer også dine bevægelser og din søvnrytme. Elektronikken kan være en motivationsfaktor, så du holder dig i bevægelse og lever sundere.

Selvmålingsprodukter er strømmet ud på markedet på det seneste, og de understøtter tendensen, hvor du selv kan måle og indsamle data om din motion og sundhed via gadgets, apps og onlinetjenester.

Test: Find den bedste aktivitetsmåler og fitness-tracker

Håndleddet er din nye målerstation

En aktivitetsmåler skal typisk sidde omkring dit håndled. Enkelte modeller kan du putte i lommen eller sætte i en holder, som du hæfter på buksekanten.

Aktivitetsmålerne har indbygget sensorer, der registrerer dine bevægelser – skridt, løb og distance. Men aktivitetsmåler kan også måle din søvnrytme, baseret på hvordan du bevæger dig i sengen. Enkelte modeller registrerer desuden din hjerterytme.

Hvilken aktivitetsmåler og fitness-tracker er bedst i test?

Vibration giver dig godt og dårligt nyt om aktivitet

Aktivitetsmålerne kan vibrere, når du opnår dine daglige mål, eller hvis du bevæger dig for lidt.

Enkelte aktivitetsmålere kan derudover indstilles til at vibrere på valgte tidspunkter – eksempelvis som vækning om morgenen, så du bliver vækket, netop når du sover lettest.

Test: Disse aktivitetsmålere og fitness-trackere anbefaler Forbrugerrådet Tænk

Skærm på armbånd viser resultater

Digitalt display eller en skærm gør det let at aflæse dit fitness-armbånd og bruge det som ur – desværre er det ikke alle modeller, der har det. Kan din aktivitetsmåler tilsluttes din smartphone, kan du også se data grafisk på din telefon.

Ekstra funktioner kan også være nyttige. Aktivitetsmålere har i nogle tilfælde smartwatch-funktioner, så du kan læse sms’er eller skrue op og ned for musikken på din telefon.

Test: Find den bedste aktivitetsmåler og fitness-tracker

Forbrugerrådet Tænk mener: Potentiale i at måle – men også usikkerhed

"Aktivitetsmålere kan bruges til rigtig meget godt, og for mange kan det være en god hjælp til at få en sundere adfærd – det kan virke motiverende i forhold til at få dyrket motion.

Kontrollen med aktivitetsmålere er ringe, og derfor kan der være usikkerhed om, hvor meget du kan stole på målingerne.

Desuden er der stadig en række uafklarede spørgsmål om den data, der indsamles; Hvordan bliver den brugt? Hvem har adgang til den? Er den godt nok beskyttet?"

Sine Jensen, sundhedspolitisk seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk