Løbeuret passer dårligt på dit privatliv
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Løbeuret passer dårligt på dit privatliv

Løbeure og smartwatches gør træningen sjovere, men henter også mange data om dig. Har du styr på, hvor sikre dine data er, og hvem der har adgang til dem?

Trine Brøndsted · Foto: Getty Images · 8. december 2022
Person har sit løbeur på

Løbeure og fitness-trackere giver dig mulighed for at måle din træning og din aktivitet i løbet af dagen. Men de fleste løbeure og fitness-trackere er i dag også et smartwatch, som kan meget mere end bare at måle tid og distance.

Et smartwatch har smart-ur-funktioner, som gør dem i stand til at modtage blandt andet sms-beskeder, kalenderaftaler og notifikationer fra sociale medier.

Personlig data på dit løbeur

De fleste ure er forbundet trådløst til mobiltelefonen, som sørger for at sende de – i mange tilfælde - personfølsomme data videre.

Enkelte har deres eget simkort og dermed direkte adgang til mobilnettet, og dermed dine konti med diverse data og person følsomme oplysninger.

Løbe- og træningsure kan derfor i princippet indeholde alt fra sms-korrespondancen med kæresten til kalenderaftale om den kommende jobsamtale og beskeder fra Facebook Messenger.

Løbeure mangler automatisk skærmlås

Her i Forbrugerrådet Tænk tester vi løbeure, smartwatches og fitness-trackere og kun ganske få modeller har skærmlåse, der per automatik er slået til.

Det betyder, at hovedparten af urene i testen kan ligge inde med personlige data, som uvedkommende kan opsnappe, hvis de får fingre i dit ur.

Svært at styre din personlige data

Sundhedsdata, der bliver opsamlet på dit ur, har du ofte begrænset mulighed for at administrere. Nogle løbeure tilbyder ikke brugeren mulighed for at administrere dataindsamling og privatlivsindstillinger.

Smartwatches og løbeure kræver ofte, at du opretter en konto og installerer en app på din telefon. De ure som ikke kræver dette, vil som regel være væsentlig begrænset i hvordan du kan benytte uret.

Ved opsætning af en konto kræver alle urene, at du accepterer en privatlivspolitik. I privatlivspolitikken giver du tilladelse til at dele dine sundhedsdata med producenten. Accepterer du ikke privatlivspolitikken, kan du ikke lave en konto.

Garmin og Apples urer giver mulighed for ikke at dele data med producenten. Når du har accepteret privatlivspolitikken, kan du efterfølgende rette dine indstillinger, så du ikke deler dine data med producenten.

Ikke alt data krypteres

Forbrugerrådet Tænk har i testen undersøgt, om din data krypteres, når den sendes fra dit smartwatch til din telefon.

Alle løbeure og smartwatches krypterer personfølsomdata, når den sendes til og fra mobiltelefonen. Data der krypteres er for eksempel sms-korrespondance, mails med mere.

Enkelte ure sender dog noget data ukrypteret. Det er dog kun data, som ikke indeholder information, som direkte kan henføres til dig personligt. Det kan være information som løbetid, puls og lignende. Du kan se hvilke ure der ikke krypterer alt data i skemaet på testen.

Aktivitetsmålere og fitness-trackere er ikke undersøgt for om de krypterer data

Forbrugerrådet Tænk mener: Pas på dine data

"Når du køber et løbeur, skal du kigge efter, hvordan de behandler dine oplysninger. Vær opmærksom på, om uret indsamler mere data end nødvendigt.

Anvend appens privatindstillinger, hvis du vil begrænse indsamling og deling af data.

Virksomheder skal kun indsamle de nødvendige oplysninger om os – og kun til det formål, de har oplyst os om. I praksis forholder det sig dog ikke altid sådan"

- Anette Høyrup, Chefjurist i Forbrugerrådet Tænk.