Greenwashing: Bliver du snydt af løfter om bæredygtighed?
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Greenwashing Undgå at blive snydt af grøn salgsgas

Greenwashing er grøn, vildledende markedsføring. Få hjælp til at gennemskue, om produkter er så gode for klima, miljø og mennesker, som de påstår.

Christina Vejsgaard · Foto: Getty Images · 11. maj 2021
En mor og datter sidder og kigger på tablet og skal undgår greenwashing ved køb af produkter 

CO2-neutral, bæredygtig, klimavenlig og miljøvenlig er eksempler på ord, virksomheder kan bruge for at fremhæve deres produkter som gode for klima og miljø. Det kaldes miljøpåstande.

Greenwashing er, når markedsføringen bruger flotte ord til at få varen til at fremstå mere grøn eller bæredygtig, end den egentlig er, for at få dig til at købe mere.

Det kan eksempelvis være, at virksomheden har taget små skridt i en mere bæredygtig retning. Men gennem markedsføring puster de budskabet så meget op, at du vildledes til at tro, at produktet som helhed er bæredygtigt.

Markedsføringen skal få dig til at købe produktet, fordi du gerne vil skåne klima og miljø eller støtte virksomheder, der giver deres ansatte gode vilkår. Men hvis der ikke er handling bag ordene og det ikke kan dokumenteres, er dit køb ikke særlig bæredygtigt.

Undgå at blive snydt af greenwashing

Greenwashing kan være svært at gennemskue, men der er en række ting, du kan holde øje med:

  • Idylliske billeder eller farver kan give dig et indtryk af, at produktet er naturligt. Men det er ikke sikkert, at farverne er andet end et salgstrick.
  • Vage og generelle beskrivelser, for eksempel miljøvenlig, klimavenlig og bæredygtig, kan være tomme ord.
  • Påstande om bæredygtighed, som du ikke kan finde nogen dokumentation for, skal du ikke tro på. Tjek hvad virksomhederne bygger påstanden på og spørg ind, hvis du ikke selv kan finde et svar, der giver mening.
  • Enkelte hensyn til klima, miljø eller mennesker gør ikke hele produktet bæredygtigt. Det kan godt være, at indpakningen på din mad eller fibrene i dit tøj tager hensyn til klimaet. Men det betyder det ikke, at produktet som helhed er bæredygtigt.
  • Mærker, der ikke er uafhængige, skal du også holde øje med. Det kan for eksempel være en chokoladeproducent eller en webshop, der har udviklet sit eget bæredygtighedsmærke.

Hvad er bæredygtigt?

Bæredygtig er et populært ord, og du forbinder det sikkert med klima og miljø. Der findes 3 aspekter af bæredygtighed:

  • Social bæredygtighed
  • Økonomisk bæredygtighed
  • Miljømæssig bæredygtighed

For at en vare kan kaldes bæredygtig skal der være taget hensyn til alle 3 aspekter på en måde, der opfylder de nuværende generationers behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.

Det betyder, at meget få varer kan betegnes som bæredygtige. Derfor skal du altid være kritisk, hvis du bliver mødt af påstande om, at en vare er bæredygtig.

Greenwashing er ikke lovligt

Ifølge markedsføringsloven må varer og tjenesteydelser ikke markedsføres med vildledende udsagn.

Ord og vendinger på produkterne skal være relevante og afbalancerede, og de må ikke fremhæve lovpligtige forhold som noget særligt. For eksempel at et produkt, der aldrig indeholder gluten, er glutenfrit.

Producenten skal kunne dokumentere sine påstande. Skriver producenten, at produktet er "mere skånsomt for miljøet" eller "miljøvenligt", skal de bevise det. Skriver de, at et produkt er mere skånsomt, så skal produktet være et af de bedste inden for sin kategori. Det er meget svært at dokumentere. Derfor vil det ofte være vildledende markedsføring.

Produktets emballage eller udseende må heller ikke give indtryk af, at hele produktet har særlige etiske eller miljømæssige fordele, hvis det ikke har det.

Virksomhederne skal være ærlige i deres markedsføring. De må gerne gøre noget godt, og de må gerne skrive om det. Men det skal være forståeligt, det skal være ærligt, og det skal kunne dokumenteres. Overdrivelse fremmer ikke forståelsen.

Klag over greenwashing

Er du blevet snydt af greenwashing eller anden vildledende markedsføring? Så kan du klage flere steder.

  • Til Forbrugerombudsmanden, der udvælger hvilke sager de vil gå videre med.
  • Til Radio og TV nævnet, der behandler alle sager.
  • Til politiet, der tager imod og behandler alle anmeldelser.

Sådan tager du hensyn til klima, miljø og mennesker, når du handler

Grøn markedsføring er ikke nødvendigvis vejen til et grønnere forbrug. Men hvad kan du så gøre, du vil bruge dine penge på en måde, der skåner kloden og dens befolkning? Her er 3 ting, du kan gøre:

  • Køb kun det, du har brug for.
  • Se efter troværdige, uafhængige mærkningsordninger.
  • Brug apps fra Forbrugerrådet Tænk til at finde grønne produkter. Kemiluppen og Tjek Kemien kan blandt andet hjælpe dig med at afsløre, om der er miljøbelastende stoffer i varer.

Forbrugerrådet Tænk mener: Der er brug for klare regler for grønne anprisninger

"Forbrugerrådet Tænk mener, at det ikke skal være muligt at anprise sig med generelle udsagn såsom grøn, klimavenlig, bæredygtig eller CO2-neutral.

Anprisningerne skal være mere konkrete og gå på de reelle forbedringer, som virksomhederne gør for at nedbringe deres CO2 udslip, eller konkrete eksempler på hvordan deres produkter performer bedre end deres konkurrenter.

Derfor er der brug for klare regler for, hvornår en vare må reklamere med at være bedre end andre produkter på markedet i forhold til co2-udslippet eller lignende.

Anprisninger på mad er allerede reguleret, og det betyder, at forbrugere ikke så nemt kan vildledes af indpakningen på mad.

Lignende regler for grønne anprisninger kan gøre, at færre forbrugere bliver snydt af greenwashing".

Claus Jørgensen, projektchef i Forbrugerrådet Tænk