Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Køb og sælg brugt: Sådan gør du

Køb og salg af brugte ting kan være en god måde at spare penge, eller tjene lidt på ting, du ikke bruger. Forbrugerrådet Tænk har samlet en række gode råd til hvordan, du får den bedste oplevelse.
Af Christina Vejsgaard
10. August 2018
Tips til at købe og sælge brugt
Foto: iStockphoto

Brugthandel sparer dig penge

Loppemarkeder, onlinesalg og Facebook-grupper; der er rig mulighed for at sælge ud af dine brugte ting eller gøre et kup ved at købe andres brugte ting i stedet for at købe nyt. Det er en god idé at bruge lidt ekstra tid, når du skal købe eller sælge brugte ting, så handlen bliver bedst mulig for begge parter. 

Når du køber brugt

  • Nyprisen og varens alder er god at have for øje. Find ud af, hvad produktet oprindeligt har kostet, så du er sikker på, at du får det til en rimelig pris.
  • Kvitteringen skal helst følge med, så du er sikker på, at varen ikke er stjålet. Hvis reklamationsperioden ikke er udløbet, kan du desuden bruge kvitteringen, hvis varen går i stykker.
  • Online handelssider kan tilbyde NemID-validering til sælgere. Hvis sælgeren er valideret, har du en garanti for, at sælger er den, han/hun udgiver sig for at være.
  • Varen skal være i orden, så undersøg om der er slid eller skader
  • Prut om prisen. Med mindre sælgeren har skrevet andet, er prisen oftest til forhandling. Du snyder dig selv, hvis du ikke prøver at få varen lidt billigere.
  • Selv om du har lagt billet ind på varen, kan du trække dig ud af handlen, hvis den ikke lever op til dine forventninger, når du ser den.

Når du sælger brugt

  • Priser på lignende varer kan være en god hjælp, når du skal fastsætte en pris. Tjek, hvad andre tager for produkter, der ligner.
  • Salgsprisen skal gerne give lidt rum til forhandling. Beslut dig også gerne for en minimumspris, så du ikke efterfølgende fortryder den pris, du solgte til.
  • Kvitteringen skal følge med i købet, når du sælger dine ting. Hvis du sælger online, så skriv i annoncen, at den medfølger.
  • Billeder er en god måde at vise varen frem på, så køberen kan se, om der er nogle skader. Sørg for, at billederne er retvisende.
  • En ærlig beskrivelse af, hvorfor du sælger varen, er også godt at have med i en salgsannonce.
  • NemID-validering på hjemmesider er med til at gøre din annonce mere troværdig.